Hun var mor. Det var der ingen andre der var. Der kunne være. Der ville. Hun var den eneste. Hun var mageløs. Mor som mor skulle være. Som et anderledes væsen kunne jeg slet ikke tænke mig mor.
MOR er et portræt af forfatterens mor. Hendes væsen foldes ud i historien om hendes ungdom – en intens forelskelse der ender ulykkeligt, efterfulgt af et højskoleophold der giver hende livsmodet tilbage. Siden bliver hun husbestyrerinde for en gårdejer i Staun. Deres ægteskab bliver disharmonisk og spændingsfyldt og levner hende ikke mange muligheder for den frihed og selvstændighed hun kan drømme om. Alligevel er der i alt dette, og i hende, et lys, en kærlighed til verden omkring hende der bliver afgørende for hendes søn. MOR er en stærk og bevægende fortælling om et kvindeliv i det 20. århundrede.
Jens Smærup Sørensen er en mester til at fortælle om det tidligere uformulerede. Det i barndommen usagte.
Det blev sanset og tolket af barnet, der sammenstykkede sit eget billede af, hvad der foregik, når tonelejet blev ændret og mimikken anstrengt.
F.eks. af hvorfor mor er livsglad og danser i stuen med forkarlen, mens far har rynker i panden, sænker blikket, og lukker døren til stuen, når der spilles dansemusik i statsradiofonien.
Det morer resten af familien og tjenestefolkene, men det er en morskab, man nærmest skal skamme sig over. For "Han" sad inde med overmagten. Og det er ikke Gud, forfatteren hentyder til.
Mange indvævede sætninger, egne ord (eller dialektale?) og spring i tid bygges op i teksten. Som næsten jævnaldrende (født ti år senere) og vokset op i en tid med mange indforståetheder, er det let for mig at læse og følge. Det er den tunge dyne af alt det usagte også. Det kan måske virke indviklet og uvedkommende på yngre læsere.
Fortællingen er en god beskrivelse af en tid, hvor manden på gården kunne afgøre, om konen/Jens' mor måtte tage kørekort, holde Familie Journalen eller "tænde for radioen eller fjernsynet når som helst der var noget hun gerne ville se eller høre". Han bestemte, og der skulle ikke unødigt bruges strøm.
De er selvfølgelig to i det ægteskab, to, hvis viljer bøjes eller skurrer mod hinanden (side 151): "Hvis bare så meget som det mindste af det havde været muligt. For ham at samtykke i. For hende at ville fremtvinge."
At få lov at holde får og siden bier, var så nogle af de friheder, hans mor kunne få tilladelse til.
Det var en tid, hvor faren i dette tilfælde revsede sin søn ved at uddele lussinger og det, der var værre. Af kærlighed, selvfølgelig. Også fine beskrivelser af Gudsforholdet, som ikke var til at spøge med.
Og om en dreng og ung mand, der finder sin egen vej væk. Han forlader et sprog og en egn, og er en overgang tavs, også i skolen, da han bliver flyttet til en byskole og heller ikke der føler sig hjemme. Han må genfinde og lære at tale et nyt sprog for at begå sig i uddannelsessystemet, og det har nogle omkostninger. En fin bog, jeg gerne vil læse igen.
Den tilstræbte dialektale tankestrøm med alle sine krogede ordstillinger og kringlede udflugter bliver en utroligt irriterende læseoplevelse i længden - jeg bliver tabt i et æstetisk ærinde. Desuden oplever jeg ikke, at forfatteren for alvor lykkes med at opløfte sit autobiografiske stof til en mere universel og genkendelig erfaring for mig som læser. Endvidere savner mange af fortællingens spring i tid motivering og klarhed. Derfor sidder jeg tilbage med en følelse af at have kæmpet mig igennem en erindringsbog, som i al sin alvor ikke burde efterlade sin læser så underligt fremmedgjort. En fortælling, der med sin form og æstetik sætter aftryk men ikke gør følelsesmæssigt indtryk. Et dokument, jeg kom igennem med stædighed snarere end af drift. Jeg kan ikke komme helt op på 3 stjerner.
Jens Smærups Mor en fortælling som forfatteren skriver på omslaget. En fortælling – ikke et liv. Men mange forhold og tildragelser om morens liv, ungdomsforelskelse og grumt svigt, kone og mor på gården i Staun og fortællingen handler i den grad også om den lille Jens´ opvækst. Mor er en god fortælling med afsløringer af nogle af familiens (mors) hemmeligheder. Sproget er som altid umiskendelig Smærup. Efter nogle romaner og fortællinger bliver mere og mere optaget af ham og hans forfatterskab.