Range

by Dorthe Nors, Astri von Arbin Ahlander (Other), Caroline Waight

In this mesmerizing novel, an astrophysicist searches for her place among her neighbors and in the universe

Gunn Haven, professor of astrophysics, has taken a leave from the institute where she teaches and moved to a rural area. She’s here for the clear night sky and for solitude as she tracks gamma-ray bursts and researches the origins of the universe.

But while Gunn studies celestial bodies, she is also contending with earthly bodies. There are her nearest Brit, who knows everyone’s business, and Jenny, Brit’s restless teenage daughter. There is her young protégé; Gunn has sent him away to find his own path, yet longs to have him close. There are remote colleagues and dead loved ones, often in her thoughts. And there is the menacing Gable Woman, who, after catching Gunn wandering onto private property, is intent on putting her in her place.

How to navigate the humanmade boundaries of a boundless universe? How to be a caretaker if you’re not a mother and stand apart in your communities? Gunn’s mind ranges over these questions as she splits firewood, walks the forest, solves equations, sits in hunting stands, lies in fields, and observes—the animals, the locals, the seasons, the stars, her memories. Reaching from the everyday to the infinite, from sensory details to contemplations of the cosmos, Range is a gripping investigation of the many kinds of distance we cross through space and time.

Genres: Fiction, Novels, Denmark, Danish, Literature

275 pages, Kindle Edition

First published January 17, 2025

About the author

Dorthe Nors is a Danish author and writer. She is the first Danish author to be published in the American magazine The New Yorker. She was born in 1970 and studied literature and art history at the University of Aarhus. After publishing three novels, she wrote Karate Chop, her collection of short stories, in 2008 and Minna Needs Rehearsal Space in 2013. She has seen her short stories in various publications, including The Boston Review, Harpers and The New Yorker, and has contributed to anthologies in Denmark and Germany. Having international acclaim, she lives in rural Jutland, Denmark.

From http://pushkinpress.com/author/dorthe...

Reviews

[Katrine-Louise · Rating 5 out of 5]

jeg er målløs. hvis jeg troede jeg havde læst den bedste bog i år, så må jeg tro om.

spænd er et mesterværk. jeg ved simpelthen ikke hvad jeg skal sige. eller jo, det gør jeg: fra start til slut indlemmes du en tilsyneladende stille og mut tilstedeværelse. Gunn er professor og er på orlov. hun befinder sig ude i ingenting, et ingenting med usagte regler, vildtkameraer, nabosladder og møder over kaffe. men hvor er livet mere end det: Gunn savner, savner både de døde, både dem hun har kendt men også de for længst døde, og hun savner de levende som ikke er i nærheden mere.

jeg holder virkelig af Gunn og hendes etik og morale. hendes behov for gentagelser og repetition, det er så genkendeligt. hun er barmhjertig, “lad alle de sære børn komme til mig” står der flere steder, og hvor kommer det fra? har Gunn mon selv været et sært barn? er hun det stadig?

udover plot og handling, så er sproget fænomenalt. Dorthe Nors er både hylende morsom, “som om hun var nødt til at stå sådan for at få plads til sin kolossale pik” men også så følsom og levende i hendes beskrivelser. jeg er en sucker for historier som foregår i mødet mellem mennesker og natur - og Spænd er et pragteksemplar. hvordan naturen skaber ro og fred, hvordan vi hører til den.

jeg føler mig klogere efter at have læst Spænd. jeg vil nærmest kalde det en dannelsesroman, jeg har mange gode refleksioner foran mig.

“Hvad ved jeg?
Hvad ved jeg, at jeg ikke ved?
Hvad vil jeg gerne vide?”

“Man skal blive sin skæbne værdig”

jeg kunne komme med tredive pointer mere, men tænker at jeg skal sidde her og sunde mig lidt. eventuelt læse det hele forfra, forstå det igen og forstå det på ny.

[Maj-Brit Mølgaard · Rating 5 out of 5]

Bør læses langsomt.

[Jørn Lybech · Rating 5 out of 5]

Akademiker møder virkeligheden i udkanten på en ret fysisk måde! Dorte Nors er en blændende skribent og hun kan virkelig noget med ordbilleder!
Smuk og intens roman!

[Ann Myhre · Rating 5 out of 5]

Dette er boka jeg vil anbefale voksne kvinner som har skjønt at det beste selskapet vi har er oss sjøl.

Gunn er professor i astronomi i Danmark, men har på grunn av akademiske stridigheter, en doktorgradstudent som har fått litt for mye oppmerksomhet av henne og en kollega fordi han ikke får det han trenger fra foreldrene sine, så hun har funnet ut at det beste hun kan gjøre er å søke midler for å kunne skrive en bok. Boka viser seg å være skapt av treig materie, kanskje det samme som var før universets big bang, men heldigvis har hun også en løs avtale om å holde utkikk etter gammaeksplosjoner.

På den andre siden kan man si at arbeidet mitt bester i å analysere den døende siste andedrag minutiøst, for der å finne grunnen til at vedkommende overhodet ble født.

Så Gunn sitter i en lita hytte hvor hun kan observere himmelen, men dessverre veldig nære naboer som er nysgjerrige på henne. Hun snart i den samme situasjonen som med studenten fra Universitetet sitt, i en morsrolle til ei jente, Jenny, som kommer fra enkle forhold, mens hun sjøl er veldig smart, og Gunn tar ansvaret for å vise henne hva studiet av universet er.

At folk krevde absolutt adgang. For Brit [Jennys mamma] hørte denne samtalen til selve essensen av tilværelsen, og man [Gunn] kunne ikke si at det ikke angikk henne, for da ble det interessant. For dette var kvinneloven, og kvinneloven var også sognets lov, og du kan ikke holde relasjonene dine hemmelige i lengden, så du kan like gjerne bare legge dem fram.

Og selvfølgelig vandrer de langs melkeveien, og selvfølgelig spiser Gunn masse spagetti for det er jo det all materie blir til når det nærmer seg galaksenes midte, et svart hull.

Dette er den kjedelige oppsummeringa av boka, men sjøl om det handler om universet, stjernetitting, galakser og lysår, lyset og studiet av begynnelsen handler det egentlig om mennesker. Om Gunn, om naboene, om Jenny, om studenten Sergeij som kanskje heter Max, og som er på vei ut i livet gjennom USA, om foreldre som holder igjen og foreldre som er sjalu og foreldre som heller velger å bli sjuke enn å gi slipp på barna sine.
For hva er de uten barna sine?
Om en student med autisme:

Tok aldri notater, hadde bare med seg iPhonen sin. En stakkar i enkeltes øyne. Men nå tenkte Gunn tilbake på ham som et modig menneske. Et urmenneske; ikke omstillingsvillig, ikke fleksibel. Holdt seg til planene og reglene sine og utfoldet seg vakkert i meterlange ligninger.

Det som gjør boka spesiell er Gunns blikk og forfatterens språk. Jeg får gåsehud bare ved å skrive akkurat det.
Mora til Jenny kalles bare Radio-Brit av Gunn, fordi det er hun som sprer all informasjon i den lille bygda.

Hun så ut som et bingovrak, som far pleide å kalle de kvinnene som som hadde vært pene som unge og nå falmet av mangel på alternative livsstrategier.

Men i motsetning til studentens foreldre viser den enkle Brit seg å være en generøs person, og leverer Jenny til Gunn for at Gunn skal presentere verden, for ikke å si verdensrommet for jenta hennes. Og Gunn aksepterer oppgaven:

La de rare barna komme til meg.

Humoren sitter lett i boka:

De snakket om kommunen og hvordan det var å være usynlig for den, helt til man skulle sortere søppel.

Fordi vi kjenner oss så veldig igjen?

Dette er ei bok der bildet av verdensrommet fungerer så bra fordi det egentlig handler om oss her på jorda:

Så blei det stille, og Gunn elsket stillheten, men ikke den mellom mennesker.

Den er morsom, trist, den åpner øya våre, Gunn er gjenkjennelig, hun er smart, sårbar og har valgt bort å få barn. Hun har hatt sterke bånd til dem rundt seg, som nå er døde, og spørsmålet blir: Hva gjør hun i stedet, hvordan lever hun livet videre.

Hva gjør vi nå?

Det eneste som trekker ned på denne boka er den elendige tittelen, og så syns jeg slutten ikke var helt perfekt.

Boka er lånt på biblioteket og er en mulige kandidat til Booker International 2027 fordi den blir oversatt til engelsk i år. Jeg skulle virkelig ønske at denne kunne bli langlista, men jeg har strengt tatt ikke noe tro på det når Frode Gryttens Den dagen Nils Vik døde ikke blei det - dette er det nærmeste jeg kommer en sammenligning.

[Ulla Walter · Rating 5 out of 5]

Jeg tror simpelthen at Dorthe Nors bøger med Spænd som toppen af bjerget har slået mig helt omkuld. Hendes måde at skrive personerne frem fænger mig så meget at jeg slet ikke kan slippe hendes bøger og Spænd er en fantastisk fortælling om en sårbar kvinde som har formået at opnå en høj status men bokser med det mest almene.

[Sara Brygger · Rating 3 out of 5]

Ensom kvinde, der lever i sit eget univers flytter rundt på ting og tænker over at være en ensom kvinde, der lever i sit eget univers. Nors skriver godt, men denne fortælling var nok lidt til den kedelige side.

[Emilie Andersen · Rating 3 out of 5]

En mildt sagt ret kedelig bog. Jeg kunne egentlig godt lide Gunn, og den type karakter, hun var, men bogen kunne ikke rigtig holde min opmærksomhed. Da der endelig skete noget, endte det ret utilfredsstillende.

[Rebecca Forsberg]

Recension kommer i nästa nummer av Populär astronomi ;)

[Bodil Sixhøj · Rating 4 out of 5]

“Spænd” af Dorte Nors handler om Gunn Haven, en midaldrende ? astrofysiker og professor, som efter en karriere i USA er flyttet tilbage til Danmark og nu bor i “Magnas hus”, som de lokale kalder det, et sted på landet i MIdtjylland.
Først langt henne i romanen får man at vide, at Magna i perioder har haft Gunn boende, da hun var barn og havde mistet sin mor i en lastbilulykke. Efter Magnas død arvede Gunn huset, og i flere år passede og reparerede hendes far huset. Men da han døde, vendte gunn hjem. Stedet er meget velegnet til de studier af gammaglimt, som Gunn er en del af. Sommetider er hun dog ndt tila t tage ind til sin studielejlighed for at passe sine undervisningsforpligtelser på instituttet.
Gunn kan lide at vandre, og typisk har hun et underlag og en termoflaske med kaffe med, og så sidder hun oppe i et af de talrige jagttårne, der er på egnen.
Hun har tidligt lagt sig ud med ejeren af et forfaldent hus, fordi hun tilllod sig at gå rundt om det. Men det blev registreret på video, så ejeren, Krista, en plump og grov kvinde kommer og truer hende.
Gunn har ikke rigtigt nogen omkring sig, hverken familie eller venner, og kollegerne er i København. Langsomt får hun dog kontakter, hjemmefrisøren Brit og hendes teenagedatter, den mutte Jenny, og landmanden Svend. Men et Til salg-skilt, der pludselig er flyttet hen til Gunns vej, og en død fugl lagt i hendes postkasse, opleves som større emner i hendes liv end den gammastråleforskning, hun burde være i fuld gang med.

[Lida Wengel]

Kradsen i overfladen på professor Gun. Underlig beskrivelse af forskel mellem by og land. Jeg kan ikke gennemskue hvad forfatteren vil med bogen og jeg er nærmest ligeglad med hvad der sker hovedpersonerne. Ikke lige min bog

[Yvonne · Rating 2 out of 5]

Bogen er læst som en del af DR-romanklubben og jeg må indrømme at hvis betingelserne for at være med i bogklubben ikke var at ALLE bøger skal læses, så var dette endt i en DNF for mit vedkommende. 

Skrivestilen sagde mig absolut ingenting og virker på mig mest af alt som en leflen for kultureliten. 

Bogens hovedperson Gunn er en professor i astronomi som er flyttet ud i et lille lokalsamfund, hvor hun forsøger at passe ind samtidig med at hun ser på stjerner og passer sit arbejde på distancen. Forfatteren fremstilling af personerne i det lille lokalsamfundet er brutalt forsimplet. 

Efter sidste side er vendt er jeg ikke blevet meget klogere på hverken Gunn eller den dreng/unge mand som hun har haft en tæt relation til forud for bogens handling. 

En rodet omgang og ikke en bog jeg kan anbefale. 

[Henrik H. · Rating 1 out of 5]

Det var utroligt tungt for mig at læse denne bog. Kedelig virkede den på mig. Jeg kom aldrig rigtigt igang med den.
Og da jeg til sidst læste anmeldelserne af den, var jeg noget rystet over, at alle anmeldelser tilsyneladende var negative. Politiken mente, at romanen ville passe bedre som en novelle, og det synes jeg lyder fornuftigt.

[Jakob Jensen · Rating 4 out of 5]

Virkelig fin litteratur. Hun skriver fantastisk. Minder om Zen og Kunsten at Vedligeholde en Motorcykel. Slutningen er dog virkelig underlig og spolerer lidt helheden.

[Regitze Raben · Rating 3 out of 5]

Sproget var både det fedeste og det sværeste ved den her bog.

Den var svær for mig at finde formen på, men overraskede alligevel undervejs med en skæv og anderledes hovedperson.

[Lis Agerbæk · Rating 4 out of 5]

4,5 stjerner. Jeg var langt henad vejen meget glad for denne bog. Den virker meget mere helstøbt og dybsindig på mig end de tre-fire romaner og novellesamlinger, jeg tidligere har læst af Dorthe Nors.

Hovedpersonen Gunn virker troværdig på mig, omhyggelig, som hun er med sin forskning, og søgende, usikker og til tider klodset i sin omgang med andre. Usikker i sin omgang med andre og dermed aldeles menneskelig.

Der er mange fine beskrivelser af Gunns færden i de nære omgivelser, et sted i det vestjyske, hvor hun har slået sig ned i et arvet hus. Omgivelserne kaldes systemet, gennemskåret som det er eller ikke er af stier, markskel og gamle indkørsler, hvoraf nogle fører til ruiner af tidligere beboede huse. Og det er en god fortælling om hendes dragning af og udforskning af himmelrummet.

Omsorg og moderskab/forældreskab over ikke-egne børn er et godt beskrevet tema, der kredser om muligheden for at påvirke børn og unge, pligten til at give slip osv.. Det samme er hendes besvær med relationerne til andre. Behøver hun at have noget med sine naboer at gøre, og hvor meget? Er en invitation til kaffe reel eller bare noget, en flink landmand siger for at være høflig? Den slags kan hun gruble meget over.

Jeg undrer mig over, at Gunn brager ind over andres fysiske grænser. Hvad får hende til at tro, at hun upåagtet kan overskride grænsen til andres haver, marker, matrikler, klatre op i deres skydetårn og betragte dem med sin kikkert? Hun er på vagt overfor naboerne, men er jo så sandelig selv en, der betragter og udspionerer. Hvordan hænger de to ting sammen?

Nanna Mogensen har en god samtale med DN i Skønlitteratur på p1, kan findes som podcast. Nysgerrigheden og hendes trang og ret til at udforske, lyder forklaringen i p1-programmet.

Trods min begejstring har jeg nogle men'er, de kommer her:

DN lægger mange spor ud. Gunn har noget med gribe- og slippe-effekten og hun væmmes ved spyt. Ikke alt giver mening for mig.

Jeg bliver irriteret over den hårdtslående slutning. For mig reducerer den 300 siders medleven til en lurvet tju-bang-krimi. En træls afslutning. Jo, den konfrontation måtte måske komme, men her overdrives det ellers ikke så fremherskende plot. Det ellers så organiske flow får en knytnæve på kindbenet. Øv.

Af samme skuffe:
Det er måske bare min læsning, men jeg opfatter, at Gunn er ny på det sted og uvidende om det meste. Hun har arvet et hus, som hun flytter ind i. "Det var, som om hun så hende konen, der havde givet huset dets navn, stå ved køkkenvasken og skrælle kartofler" (side 6). Senere kommer mere detaljerede beskrivelser af konens liv og færden, og jeg tror, at Gunn forestiller sig, hvordan det må have været.

Senere står der, at Gunn som barn blev afleveret til opfedning hos Magna, kvinden i huset. - Gunn voksede op med sin far, hendes mor blev kørt ihjel i en trafikulykke. - Og i slutningen slynges sandheder i hovedet på Gunn. Sandheder, som reducerer mit billede af hende til en sølle skabning, og det formindsker min forståelse og oplevelse af hende. Det betyder også, at Gunn må have haft et forkendskab til stedet og menneskene der, som vi ikke hører om. Det irriterer mig.

Igen: Måske er det bare mig, der ikke kan lægge to og to sammen undervejs. For vi har ganske rigtigt hørt om hendes oplevelse med en klassekammerat ved en bestemt sø i nærheden. Men slutresultatet er, at jeg synes, at der mangler noget i Gunns oplevelse af og erkendelser af stedet og naboerne.

På den egn, man kommer fra, er der altid nogen, der ved noget om én eller om ens familie. Selv generationer efter. Det ser handlingen stort på, indtil til allersidst. Det er bare træls.

Flot sekvens:
"- Det er nok foråret, sagde hun. - Man er træt, kender du det? Man orker ikke at foretage det lille vip fra indadvendt til udadvendt. Man vil bare forblive stille og kontemplativ, ikke sandt? ... Så snakker folk, så larmer trafikken. Jeg får lyst til at går rundt med ørepropper hele tiden." (side 161-162).

Dem er der flere af, ligesom DN bruger fantasifulde og særlige udsagnsord mange steder.

[Charlotte · Rating 4 out of 5]

Bogen minder mig stemningsmæssigt og tempomæssigt om den sønderjyske filmtrilogi: "Onkel", "Resten af livet" og "Hjem kære hjem". Og jeg kan heldigvis godt lide de film trods en nærmest stillestående handling. Dramaet er ud over en vis nabostrid stort set ikke eksisterende og det tager tid at komme ind i bogen. På den anden side berører den kæmpestore temaer via hovedpersonens interesser og arbejde som forsker i astronomi, der indsamler/måler glimt af urgammelt lys i et univers, som er uendeligt stort, men stadig vokser. Den slags hovedpinefremkaldende ting. Gunn går meget ud i terrænet. Hun har en forkærlighed for at sætte sig i jagttårne i skellet mellem marker. Sjovt er det, at Dorthe Nors har dette fænomen med i romanen, fordi det også er i sådan en "Hochstand" at en af de fine noveller i "Kort over Canada" foregår. Jeg forstiller mig, vi geografisk er et sted i Nationalpark Thy. Gunn må igennem bogen mere og mere slippe "Drengen", som er en væsentlig person i hendes udpræget familie- og barnløse liv. Hun har sendt ham på en rejse som videnskabsmand - oplært af hende selv - og han har fundet sin livsbane. Det har hun det fint med, sådan set, men det efterlader også et tomrum og et savn. Hendes egen karriere er ved at tabe tempo eller er lidt ude af kurs, selv om der i nabolaget er et nyt ungt menneske, som måske kan sættes på rette kurs mod videnskabens store søgen efter sandhed og ubrydelige regler. Hun siger selv et par gange, noget i retning af, at man ikke kommer til at vide alt og man kommer ikke til at nå alt. Det er der hun er på sin livsbane. Lidt træt og ret ensom. Det er nok let at blive i den lidt forblæste natur med et konstant stjernetågeperspektiv på alverdens hændelser. Det er svært at gengive alt det bogen vil og kan ses i sammenhæng med. Der er mange mulige læsninger, men det er netop det, som gør den til en god bog, som også er første bog i 'DR-romanpris konkurrencen" 2026 - og den er god til læsekredse, fordi man sikkert vil sige til hinanden, at der er ting man ikke helt forstår - og det giver anledning til samtale og udveksling af mulige forståelser.

[Jane · Rating 5 out of 5]

Wow! Jeg er blæst helt og aldeles bagover!
Det er en af den slags læseoplevelser, hvor alt går op i en højere enhed: Historien, hele persongalleriet, sprogblomsterne (og der er vitterligt mange!) og humoren, HUMOREN! Ikke den slags, hvor forfatteren har måttet lave en implicit fodnote, hvori der står, at NU skal du som læser klaske dig på låret og grine højt og meget længe, men den elegante, underspillede slags.
Der er intet, jeg elsker højere end når forfattere kan lave sætninger, der pludselig svirper med halen i en helt uventet drejning, jeg får bogstaveligt talt rislen ned ad ryggen og gåsehud af fryd, når nogen kan dét med sproget og det er helt overvældende hvor ofte det skete under læsningen af Spænd.
Jeg læste den med min læseklub og det var ikke kun mig, der havde været helt oppe at ringe - faktisk var vi alle helt uforstående overfor, at denne litterære perle er blevet så lunkent modtaget af den danske anmelderstand, det er jo skandaløst – har vi overhovedet læst den samme bog?!
Snyd ikke dig selv for denne kæmpestore læseoplevelse!

[Kurt Thybo · Rating 3 out of 5]

Dorthe Nors´ Spænd er en roman om at prøve at skræve over de afstande, der kan være. Mellem mennesker med forskellig baggrund. Hovedpersonen gunn Haven er professor i astronomi ved Instituttet, men bor mest i Magnas hus langt ude i det midtjyske land. Der er et stort, ja, i nogle tilfælde, uoverstigeligt spænd mellem Gunn og de lokale. Kan de nå hinanden. Kan Gunn finde ud af mere om gammaglimtene som hun sammen med en kollega opfanger og registrerer. Gunn er alene og nok også ensom. Hun har sendt en ung studerende, hun kom tæt nok på ud i den store verden for at klare sig selv. Klarer hun sig? Spænd er en roman som på mange måder er spændende, men som mangler noget fortællermæssigt flow. Altså nogen mangel på narrativ fremdrift. Alligevel anbefaler jeg romanen for at udforske ikke bare spændet mellem det trivielle liv på jorden og det uendelige verdensrum, men også det kulturelle spænd mellem mennesker med forskellig baggrund. Uoverstigeligt spænd i visse tilfælde

[Anetq · Rating 5 out of 5]

En som altid skarp analyse fra Nors, pakket som et bundt fortællinger - selv om det denne gang er en roman: Om by og land, om at give slip på dem, der skal lære at klare sig selv, om maskinhuse, der giver forskydningsillusioner - og om hvor svært det alligevel er at være nærig med sig selv og holde de andre fra døren, når de kommer rendende med deres kager til kaffe og halvmutte teenagere der lugter af jern. Og hvordan er det egentlig, man lever op til at være sin skæbne værdig?

[Halina Goldstein · Rating 5 out of 5]

En af de bedste bøger jeg nogensinde har læst, på dansk og måske i det hele taget. Original, modig og bevægende i sit udtryk og i sin tilgang til livet og til de roller vi spiller i livet på jorden. Og ja, et kæmpespænd mellem det mindste græs strå, uendeligheden og bevidstheden imellem dem. Nej, jeg har ikke ord for det... Men det har Dorthe Nors. Læs bogen!!

[Lene øvig · Rating 3 out of 5]

Bogen handler og en astrofysiker der flytter til udkantsområde for der kan hun bedre se stjernerne. Hun er en meget speciel person, måske har hun en diagnose? (, det er min tolkning. ) Hun har mange regler der skal overholdes. Bogen handler om hendes møde med naboer og hendes arbejde på universitetet og i flash back til hendes barndom hører vi lidt om hendes opvækst . Bogen er meget langsom og tonen er negativ i forhold til at skildre naboerne og livet på landet

[Annie Tate Cockrum · Rating 4 out of 5]

Really wonderful! We follow Gunn, an astrophysicist who is living in a remote village. She reminded me of a mix between the woman in The Wall by Marlen Haushofer and the woman in Drive Your Plow Over the Bones of Your Dead by Olga Tokarczuk. What I’m saying is that she was cool to me. Thanks to Graywolf for the galley and look out Range book on August 18th.

[Ola Hansson · Rating 3 out of 5]

Efter att ha gett Jens Ganman en chans var det dags för Dorthe Nors. "Be careful what you wish for" osv. Nors går för långt åt andra hållet. Det är för "literärt" - för mycket iakttagelser och för lite handling. Men Nors är skicklig. Vet inte vad jag ska tycka om Gun. Hon är väl inte så märkvärdig egentligen. Ville däremot veta mer om Jenny.

[Anna-karin Jangmark · Rating 3 out of 5]

Lite småobehaglig om en professor i astronomi som köper ett gammalt hus på landet där hon tillbringade tid som barn. Smått akaved huvudkaraktär, med många inslag som gör att man sitter och skruvar på sig. En bra bok, men jag gillade inte känslan den gav mig: obehag ...

[Alexandra Karlström · Rating 5 out of 5]

Gunn lever kvar i mig. Tyckte att boken var svår att komma in i i början, men så snart jag fick förståelse för språkets form fångade den mig och jag levde lika mycket i stjärnbilder och udda tekoppar som karaktärerna gör. Gunn och Jenny fick en plats i min inre värld. Betelgeuse!

[Yngve Olsson · Rating 1 out of 5]

En virkelig dårlig bog præget af dårligt sprog og intet plot - kedelig!

[Mette Axelsen · Rating 2 out of 5]

Desværre fangede den mig ikke rigtig, ærgerligt. Kan ellers godt lide hendes andre bøger.

[Nans L · Rating 1 out of 5]

I started but did not finish. I did not like the way it was written nor the story

i don't plan to read more by this Writer

[Anette Kudsk · Rating 2 out of 5]

Tror ikke helt jeg ramte denne bog på det rette tidpunkt. Blev ikke fanget og kunne ikke give mig hen til den. Fornemmer det kunne have været anderledes.

[Maija Hejgaard · Rating 3 out of 5]

Næsten lige så kedelig som Helle Helle.