Frøken Jensen er et navn, de fleste kender. Men de færreste ved, at der gemmer sig en virkelig kvinde bag Danmarks mest solgte kogebog: Født i 1858 i Randers blev Kirstine Marie Jensen forældreløs allerede som syvårig. Hun blev senere uddannet på Natalie Zahles nye husholdningsskole, men det er først, da hun i 1891 blev husbestyrerinde for enkemanden Jørgen Melchior, at hun for alvor fandt sit kald.
Her blev hun del af et farverigt og muntert hjem, hvor man tog sig kærligt af de fem børn, gik i teater og hver søndag holdt åbent hus: Der blev sunget, spillet og spist. Og man spiste formidabelt, når Frøken Jensen stod i køkkenet. I 1901 udgav hun sin første kogebog, som blev en succes med det samme.
Hvem var hun – den ugifte kvinde, der kom fra trange kår og klarede sig stik mod alle odds? Og hvorfor fortsatte hun som husbestyrerinde hos Melchior indtil sin død i 1923?
Det giver Pernille Juhl i sin medrivende, varme fiktionshistorie et bud på.
Med en knivspids kærlighed: Frøken Jensens liv. Af Pernille Juhl 4/5 stjerner.Rigtig god og velskreven bog om frøken Jensen, hendes liv, relationer og kogebøger. Bogen er hyggelig, og det er dejligt, at forfatteren digter noget romantik og kærlighed ind i frøken Jensens liv. Det tilføjer bogen en ekstra dimension, at den foregår i en anden tid, dvs. omkring år 1900. Tiden var en helt anden. Alligevel har jeg lyst at tage fat i frøken Jensen og ryste hende godt og grundigt, så hun holder op med at finde sig i mange ting, hun skulle sige fra overfor. Men det ville nok ikke hjælpe, da tidens normer var så anderledes. 😀 Rigtig godt oplæst af Karoline Munksnæs.