Ultramarin

by Tine Høeg

Dagny er billedkunstner. Hun har lige afsluttet sin barsel og skal nu skabe et værk til det naturhistoriske museum GAIA.

Samtidig opsøges hun foran sin datters vuggestue af en kvinde, der virker både fremmed og velkendt. Kvinden giver hende en seddel med et navn, der får skelsættende og uforklarlige ungdomsoplevelser til at bevæge sig igen.

Ultramarin er en roman om skabelsens kraft. Om kunst og forelskelse, natur og begær, og alt det, der strømmer fra og igennem os.

Genres: Contemporary, Danish, Fiction, Roman

358 pages, Paperback

Published October 3, 2025

About the author

Tine Høeg debuterede med digtromanen Nye rejsende, der udkom i januar 2017 og vandt BogForums Debutantpris samme år.

Bogen har været månedsbog i Samlerens Bogklub og med i projektet KGL Dansk på Det Kongelige Teater.

Tine Høeg har derudover bidraget til diverse tidsskrifter og antologier - senest Høst & Søn-udgivelserne Jeg vælger uden filter og SKAM - og skrevet et lille poesihæfte og et radiodrama.

Hun er født i 1985, cand.mag. i dansk og filosofi og bor i København.

Reviews

[Line Nørby Jensen · Rating 5 out of 5]

Helt blæst bagover af den her.

Jeg forestiller mig, at nogle vil læse den og føle sig uforløste ved endt læsning, men for mig var den intet andet end magisk - på den helt rigtige måde.

[Julie · Rating 3 out of 5]

3.5 ⭐️ Jeg elsker både den måde Tine Høeg skriver på og især flashback scenerne og dialogerne - jeg fik lidt Tour de Chambre vibes. Men det overnaturlige element og især slutningen var ikke lige så meget mig… øv.

[Patricia · Rating 3 out of 5]

Havde ikke regnet med den var så spacy???

[Stine Højris · Rating 5 out of 5]

Tine Høgh er nytænkende, mystisk og sulten.

Ultramarin er en vild fortælling der ikke bare forvrænger mit virkelighedsbillede, men formår at gøre det med kristne undertoner, feministiske strøg og en skrivestil, jeg ikke kan eller vil sammenligne med nogle andre.

De brudte linjer, de stensikre og elegante fremmalinger at dialog er noget, jeg selv som skriver, sidder og sukker efter. Tine Høgh formår at skrive dialog på en måde, hvor man ikke blot føler sig som fluen på væggen, men faktisk er den. De indforståede samtaleskift og sprogbrug er noget jeg kan genkende så tydeligt, at jeg føler karaktererne er lige her, lige foran mig.

Jeg ved ikke hvordan det sker, men det jeg læser for tiden gennemstrømmes af en feministisk litteraturbølge. Romanen fortæller om kvindelige venskaber og moderskaber. Tine Høgh formår at udfordre tanken om livets skabelse og slutning. Hun udfordrer tanken om dét liv, der strømmer gennem os: dit liv, som strømmer gennem dig, og mit liv, der strømmer gennem mig - men hvad hvis det hele er ét fælles liv? Er fælles liv, der blot tager form som dit og mit, men som er kilder, der løber sammen til den samme flod. Det vand, som også gennemstrømmer romanen.

Jeg er imponeret og forvirret på samme tid, og har hele vejen igennem været klar til at give den her bog 5/5 stjerner, selvom den sidste tredjedel rummede abstrakte tanker, der næsten blev en smule for abstrakte til min rationelle hjerne, hvilket måske faktisk er meningen.

De mange bibelske referencer fanger jeg dog: om den jomfruelige moder, om et hav, der nok er identisk med Helligånden. Jeg er på røven over den her roman og har lyst til at vende den første side igen, i et krampagtigt forsøg på at kortlægge en fortælling. Selvom den nok ikke vil kortlægges af mig. Eller af nogen.

[Sara Brygger · Rating 5 out of 5]

Hver gang en kvinde skriver spøgelseshistorier får en engel sine vinger🪽

[Mathilde Mosdal]

Sælsom fortælling, der flyder lige så let som det vand, den handler om. Tine Høeg skriver levende, sjovt og virkelig, virkelig godt!

[Metha · Rating 3 out of 5]

Meget i tidsånden af dansk kvindelig litteratur right now, smid lidt Olga Ravn-kunstnerisk-karrierekvinde-husmor mix med Linea Maja Ernst-akademisk-ung-vennegruppe-dramatik men bland så lidt fantasy indover? Ved ikke helt om det fungerede hmmmm

[Vera Ilsøe]

Jeg vidste ikke helt om eller hvornår, jeg skulle læse den her bog, og jeg har aldrig læst Tine Høeg før, men jeg kom til at tage den i mine hænder, da jeg skulle læse lektier, og nu har jeg simpelthen slugt den. Den glider simpelthen hurtigt ned og er egentlig også ret god. Super fed læseoplevelse og så er jeg fan af layout!!

[Siri · Rating 5 out of 5]

Eg væntaði ikki, at eg fór at elska hesa bókina so nógv, sum eg gjørdi, men waauuww. Søgan byrjar beinaveg at blíva spennandi, tá høvuðskarakterurin kemur út fyri ymiskum løgnum hendingum, sum koyra tankar hennara aftur til ungdómstíðina. Hetta fangaði meg so spakuliga, men tað var fyrst móti endanum, at eg bleiv orduliga hooked. Bókin endar í einum braki av vøkrum forteljingum um vatn og um at skapa list og menniskjalív. Hon endar eisini eitt sindur veruleikafjar og óforloyst, sum eg haldi er genialt. Bókin lá allatíð á markinum til at blíva for nógv og for karikera, men fór ongantíð yvir um. Her klári eg at imynda mær, at onnur kanska halda, at tað blivur for nógv av tí góða, men eg haldi tað er perfekt.

[Frida Demant · Rating 3 out of 5]

3.5*

jeg kan rigtig godt lide den storyline der forgår i hovedpersonens ungdom, men havde svært ved at se hvad den nutidige vinkel kunne, da den føltes mere som en efterfølger til sult frem for sin egen historie med sin egen hovedkarakter. Desuden føltes romanen generelt lidt uafsluttet for mig

[Lea · Rating 4 out of 5]

Hvordan finder man sin vej ud af barselsboblen? Hvor går grænsen mellem vanvid og genialitet i skabelsen af kunst? Hvem præsenterede sig som Livs mor, når der slet ikke er en Liv i vuggestuen?

Spørgsmålene pibler frem, som var det vand i museet GAIAs udstilling, hvor billedkunstneren Dagny skal skabe et værk, mens datteren græder og køres ind i vuggestue.

Romanen af Tine Høeg er en fortælling om skabelsesprocesser på mange planer: om menneskebørn, kunstværksbørn og de overnaturlige børn. Om skabelsen af venskab, parforhold og sin egen identitet som ung studerende på dansk. Det er en historie om at give slip på sit barn og skabe plads til sig selv, mens mælken løber gennem trøjen.

Ultramarin er medrivende og hurtigt læst. Og så har den det element af mysterie i sig, som jeg godt kan lide i bøger. Mystiske spor lægges ud, pirrer min nysgerrighed og gør det svært at lægge bogen fra sig igen. Jeg var ikke så begejstret for Tine Høegs afsnitsinddeling, der kom og gik som bølgerne ved havet, men der gik ikke lang tid, før jeg bare læste hen over dem.

[Jane Madsen · Rating 4 out of 5]

Tine Høeg er en forfatter, jeg bare nyder at læse – hvor sprog og sanser og handling fungerer i et helt optimalt samspil. Det samme gør sig gældende for Ultramarin, hvor der både er et ungdoms- og et nutidsspor, kæmpe godte! Bogen er spændende, og jeg synes faktisk rigtig godt om den … lige indtil de sidste 10-20 sider, hvor den pludselig virker forhastet og nærmest forvirrende. Men jaja, forbliver en kæmpe Tine Høeg-fan!

[Clara Albek · Rating 3 out of 5]

3,5 💫

[Karen Rosendahl · Rating 5 out of 5]

Wauw, en fantastisk bog.

[Asta Olivia · Rating 4 out of 5]

Hun kan sgu skrive, kan hun - og denne gang en rigtig page-turner, man vil bare ha’ MERE MERE MERE.
Dog også en roman, der vil for meget, og som i min optik ikke fik alle ender til at nå sammen. Efterlod mig uforløst.
Men for satan, jeg elsker Tine Høeg OG DET GØR JEG BARE

[Ana Antunez Tranberg · Rating 5 out of 5]

Jeg er fuldstændig mundlam oven på denne læseoplevelse. Den bog har revet mig rundt, fået tårene til at flyde og forstærket min tro på at alt kommer igen, at energien flyder rundt omkring os. Begivenheder og relationer.

Tine Høeg overrasker og forundrer med denne fortælling, der væver fortid og nutid ind i hinanden. Et moderne og filosofisk værk. Jeg har aldrig haft det sådan før, men jeg havde lyst til at læse den forfra, lige efter jeg havde læst de sidste linjer.

Også bare de afsluttende noter. Jeg føler mig så inspireret. Vil læse mere, på museum, skabe kunst og skrive. Det hele på en gang. Denne bog MÅ DU IKKE GÅ GLIP AF. Jeg kunne sige meget mere konkret om hvad bogen rent faktisk handler om, men det synes jeg læseren selv skal opleve. Så mange lag.

[Cecilia Marini · Rating 5 out of 5]

Sikke en pageturner! Så god!

[Anna · Rating 1 out of 5]

Den her bog handler om alle mulige ting (billedkunst, en universitetsstuderende Manic Pixie Dream Girl, tid, moderskab og spøgelser) og så alligevel ikje om nogle af delene 🤪

[Natalie Cathrine · Rating 5 out of 5]

wowowowowowow!!! hvad søren skete der lige der?!? jeg elskede hver enkel side, hold nu fast!!

ALLE skal læse den, selv din gamle far.

[Anna Larsen · Rating 4 out of 5]

Smuk smuk bog, som heldigvis også var god. Jeg elsker hendes dialoger. Og så er det altså en lille genistreg at referere til en karakter fra en af hendes andre bøger. Måske bliver den også bedre hvis man selv læser på kua? Slutningen trækker ned, den var jeg ikke vild med

[Celia Johanna Bak-Thomsen · Rating 5 out of 5]

Julens første bog, og måske årets bedste.
Må man læse den igen?
Anna Kaplers, du vil elske denne bog.
Kvinder og magi og kunst og kærlighed og klogskab og vandets magi.
Tine jeg elsker dig, du er alt det bedste jeg ved⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

[Alma Kærup · Rating 5 out of 5]

Jeg er i CHOK. Jeg elsker denne bog hold da op. Fuldstændig vanvittige beskrivelser, så smuk. Tid i total opløsning, kun begivenheder og relationer… og vand.

[Leif · Rating 5 out of 5]

Tine Høeg har med Ultramarin skrevet en pageturner, uden at hun går på kompromis med sproget. Det særligt Høeg’ske med meget luft på hver side skyldes ikke denne gang, at teksten primært består af sms’er. Godt nok er enkelte passager i Ultramarin tekstbeskeder mellem hovedpersonen, Dagny og hendes kæreste, men ellers er det en særegen, mundret hybrid mellem poesiens brudte linjer (enjambement) og prosaens replikker, tanker og beskrivelser, der tilsammen giver en lethed – men også en form for pausering og åndedræt til teksten.

Ultramarin handler om at skabe. Dagny har skabt datter Vita (liv) med Benjamin, men hun er desuden billedkunstner og er blevet bedt om at skabe et værk til Hydrologisk Afdeling på det fiktive museum for kunst og naturhistorie, GAIA. Dagny er ved romanens begyndelse i en krise, for hvordan skal hun finde skabertrangen frem igen, nu hvor hun er blevet mor og har været væk for kunstnergerningen i over et år? Yderligere føler hun sig både inspireret og presset af, at hun skal skabe et værk i et rum, som allerede har et fantastisk værk af en kvindelig kunstner, der har trukket sig væk fra kunstverdenen, efter at hun i 1989 skabte værket til åbningen af GAIA. Værket består af glaskugler på væggene, der skaber farvespil og lysbrydninger ift. et bassin med vand, som er udstillet på Hydrologisk Afdeling.

Som bogen viser på flere forskellige måder, så er det at skabe også noget med at bygge videre på og nærmest indoptage og flyde med det, som allerede er skabt. På en måde, hvor man i skabelsen overskrider individet, overskrider planen og giver slip. På en både skabende og destruktiv, vild måde. Det ses bl.a. ved at Caspar David Friedrichs Munken ved Havet hænger i et kunstnerhjem, og at en kunstner går ud til strandkanten og taber kontrollen eller måske snare skaber noget derude.

Dagnys datter er ikke det eneste barn, der hedder noget med livet. For der er en mor, som Dagny møder i Vitas vuggestue som fortæller, at hendes barn hedder Liv. Det virker til at de på en eller anden måde er forbundet via navnene, og Livs mor opsøger først Dagny og siden hen dukker hun op ved flere lejligheder for så at forsvinde hurtigt igen. Vil hun noget – og har hun noget at fortælle Dagny?

Ligesom i Høegs Tour de Chambre er der også en historie fra studietiden, der skal rulles op, for at forstå hvor hovedpersonen er henne i dag. Og i oprulningen hører vi både om, hvordan et kærestepar bliver til og hvordan et venindepar går i opløsning, men samtidig bliver det mere og mere også en klarhed omkring, hvordan disse to historier også er forbundet til, at Dagny er blevet kunstner, og nu rummer nogle energier, fordi hun er blevet set og forstået. Som hun står i en form for gæld til. Så hvad er det, som nu opsøger hende – og er der noget, hun skal betale tilbage? Er det det, som den kunstneriske thriller egentlig handler om?

Uden at afsløre det, så kan jeg sige, at vi ikke får en klassisk Pay Back Time. Faktisk er det mere tiden, der er under opløsning, på samme måde som skabelsen som noget der kommer et bestemt sted fra, er under opløsning. Og så er vi tilbage til hydrologien – det der gennemstrømmer – vandet, månen, mælken i moderbrystet, suget. Myten som forklaring, eller som fascinationskraft.

[Clara Augusta · Rating 4 out of 5]

Jeg er helt vild med Tine Høegs sprog. Jeg var fuldstændig fanget af historien, men som flere herinde var jeg lidt forvirret over det overnaturlige element til sidst.

Min (korte) analyse bliver at Dagny, som sin mor havde, har fået en form for efterfødselsreaktion, der udløses af mindet om en uforløst historie fra hendes ungdom, der endegyldigt trækker hende tilbage til hendes kunstneriske jeg, hvor diskutionen med Vildis/Silvia bliver opgøret om moderskab/familieliv eller Dagnys kunst og karriere, hvor moderskabet så endegyldigt vinde. Hvis jeg tænker mere i den retning synes jeg i hver fald, at det er interessant ift. at moderskabet og karrieren ikke kan deles, de kræver begge Dagnys fulde opmærksomhed for at trives. Interesting.

Jeg tror der er 1000 løsninger, og det er ikke engang sikkert, at det helt skal forståes eller forklares. Det synes jeg også der er noget smukt i. Der er i hver fald stof til eftertanke, og det er lang tid siden, jeg har mærket en bog sætte sig sådan fast til mig og har tvunget mig til at tænke og gruble. Og jeg kan mærke at jo mere jeg skriver, jo flere tanker vågner. Det er fandme dejligt. Alt i alt en virkelige dejlig, spændene og gribende læseoplevelse.

[Pia Rosenkilde · Rating 4 out of 5]

Ultramarin af Tine Høeg ⭐️⭐️⭐️⭐️ ~

Dejligt at have en Tine Høeg roman som selskab igen. Hendes usædvanlige skrivefacon gør mig tryg med det samme. Det skal nok blive godt det her, og det gør det. En roman næsten udelukkende skrevet i replikker, eller tankestrå. Med manglende tegnsætning, især kommaer, men fordi det er så tydeligt et greb, virker det. Som en lang sætning, hvor man måske måske ikke husker at trække vejret.

Som i tidligere værker lander man i et scenarie, et fællesskab, og kan tydeligt både se og mærke det. Realistisk og konkret. Inkluderende og fascinerende.

Den handler om venskab, om at blive mor og om at være datter. Og så er der en underliggende tone af noget mystisk, som vi bladrer febrilsk for at få løsningen på. Og jeg elsker det, men bliver ikke forløst. Kunne have undværet de sidste tyve sider og gladeligt accepteret ikke at forstå. Ved ikke helt, hvad jeg skal med konklusionen. Men det er bare mig, der er for krakilsk, tror jeg. Og tænker også, der måske er noget gemt i morskabet, en mystik og opdagelse jeg ikke har nøglen til?

Takker for en skøn læseoplevelse og vil også rose at bogen er så ultimativt flot. Det gør noget ved læseoplevelse at sidde med en fysisk lækker bog og alt for sjældent at der gøres noget ekstra. Vild med det 💙

[Alma Hornskov · Rating 4 out of 5]

Ultramarin betyder ‘hinsides havet’ og det leder mine tanker hen på et slags ‘ikke-sted’, for hvad er der helt præcist efter havet? I hvert fald er det er sted langt væk, og på den måde passer bogens science-fiction elementer ind helt naturligt.

Jeg elsker (!!) Tine Høghs romaner for den minimalistiske stil, og for talesproget. Og i
‘Ultramarin’ evner forfatteren virkelig med nerve at beskrive de forskellige personer med præcis de ord, der skal til.

Hovedpersonen, Dagny Gudmundson, skal udstille på museet GAIA, og jeg kedede mig desværre lidt over alle beskrivelserne af overflader, hun skal male på og den gamle installation…

[Louise · Rating 4 out of 5]

Elsker jo bare Tine Høeg. Altid godt, også denne. Jeg fandt det overnaturlige i bogen ret interessant, men jeg føler næsten det kom for sent og det derfor ikke blev udfoldet helt. Altså jeg ved ikke helt hvad det hele gjorde godt for? På trods af jeg elskede det, ville fortællingen have været lige så spændende uden det aspekt i mine øjne.
Men jeg har lige lagt den færdige bog fra mig, så jeg har ikke analyseret noget som helst endnu, så der er jo nok en dybere mening med det. Om ikke andet er det længe siden jeg har været grebet af en bog på samme måde som denne gjorde.

[Marianne Haugaard · Rating 4 out of 5]

Helt uventet med en regulær pageturner! Nød det smukke omslag og det evigt gennemtænkte sprog. Slutningen føles også for mig uforløst, men samtidigt ville jeg næsten ikke forvente andet af Tine Høeg: Der skal være plads til det, vi ikke rigtigt kan forstå i et eller andet omfang. Plads til fortolkning og litterær jetlag. Har samtidig lyst til at gå tilbage i bogen og læse om glaskuglen igen. Hvordan har det nu lige det hang sammen?! Kan jeg måske alligevel regne den ud?! Men selvfølgelig kan jeg ikke det, for det er næppe meningen, man skal kunne det.

[Cecilie Sylvest · Rating 4 out of 5]

Sproget er udfordrende, malerisk og ærligt. Skiftet mellem nutid og datid skruer op for spændingen og får mig til at vende siderne. Jeg elsker, hvordan historien langsomt folder relationerne ud – det gør mig nysgerrig og giver mig lyst til virkelig at lære karaktererne at kende. Skrivestilen udfordrer lige nok til, at læsningen bliver levende på en måde, jeg er ret vild med. Utroligt fin bog. Stor anbefaling

[S · Rating 5 out of 5]

Fortjener helt sikker 5 stjerner, selvom jeg kun forstår en brøkdel af den, men den må fortjene at blive genlæst.
Smukkeste omslag, stor betydning af ultramarin og hinsides havet, som jo er meget eksistentielt i fortælling.
Det føles uforløst, men forklaringen må være at jeg bare ikke forstår den endnu.