Hvordan kan vi

by Iben Mondrup

I foråret 2024 blev Iben Mondrup alvorligt syg. Noget tydede på, hun måske havde en hjernesvulst, symptomerne pegede i den retning. Med de lange ventetider på hospitalet havde hun rigelig tid til at tænke over livet og døden. Det eneste hun ønskede sig, var at få lov at skrive en bog mere.

Hvordan kan vi er en roman om et liv. Fra 1978 og den første vågne begyndelse i en pigekrop, til den voksne, modne person i dag i 2025. År for år fortæller Iben Mondrup om at være et barn opvokset i en dansk familie i Grønland. Som ung er hun drevet af en kronisk rodløshed og rejser ud på egen hånd på jagt efter det sted, hvor hun kan være sig selv. Hun får et band, går på kunstakademiet, hun får børn og hører sammen med nogen og bliver skilt igen og igen. Undervejs opdager hun skriften og bliver forfatter, hun får et forfatterskab, som blandt andet kredser om at søge efter et hjem og finde det hjem på et sted, i en handling eller hos et andet menneske.

448 pages, Hardcover

First published October 9, 2025

About the author

Iben Mondrup er opvokset i Grønland. Hun debuterede som romanforfatter i 2009, med romanen "Ved slusen". I 2012 udgav hun romanen "En to tre - Justine", der blev fulgt af den selvstændige efterfølger, "Store Malene", året efter.
Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".

Reviews

[Julie Rasmine Larsen]

En af årets bedste danske udgivelser efter min mening.

[Ulla Jeppesen]

Det er svært at give stjerner til denne bog - eller blive enig med mig selv om hvor mange den skal have… det er ikke let at følges med Iben Mondrup og den måde som hun lever sit liv - eller er sammen med mennesker . Hun er svær at holde af, men jeg ender alligevel på 4 stjerner som måske er for meget ….

[Kirsten Degn]

Jeg får lyst til at læse flere af IM’s bøger igen efter at have gjort denne færdig. Jeg var på et tidspunkt ved at give op - jeg synes det var een lang opremsning af hvordan hun skøjtede gennem sit ungdomsliv fra den ene mand til den anden - jo flere jo bedre… men så tog den en anden drejning. Nemlig fra da hun selv fik børn - mændene blev ikke færre. Men hun forholdt sig til det på en anden måde - og var bevidst omkring det. Samtidig havde hun det i perioder dårligt med sig selv. Jeg synes det er en præstation at hun har kunnet skrive så mange gode bøger og håber vi har mere til gode.
Det er en hudløs ærlig fortælling om Iben Mondrup.

[Maija Hejgaard]

Autobiografisk roman om Ibens opvækst i Grønland, at leve med to kulturer, at blive mor, at blive forfatter, forelskelser og brud med forskellige mænd, venskaber og hvad der ellers hører et liv til. En virkelig god roman, som aldrig bliver kedelig. Derfor elsker jeg autobiografiske romaner, der er jo noget på spil, da det er forfatterens liv, tanker og følelser, også de svære, som bliver beskrevet.

[Line Overholt]

Selvbiografisk med underliggende god historie. Korte sætninger slår dog fremdriften ihjel. Opremsning på opremsning. Trods ihærdige forsøg kom jeg ikke længere end side 300. Her tabte historien momentum.

[Melanie Damkjær Møller Hansen]

I abhor autobiographies (autofiction, memoir, whatever, the distinction is ludicrous, every autobiography is a portmanteau of memorandum and fabrication, the remembered life kneaded by the rememberer into something that can withstand narration) full-throatedly. Not with the passing irritation of someone who simply prefers fiction, but with the kind of carnivorous hate reserved for the most egregious assaults on creative integrity. Who, after all, could be LESS qualified to testify impartially about a life than the one that has spent decades living it, manufacturing explanations and excuses? People are NOT reliable truth-witnesses to their own existence. Lars Løkke Rasmussen springs to mind as the laboratory-pure specimen of the genre's worst impulses: retrospective myhthmaking with the flattering lights screwed in beforehand, every moral abrasion buffed into statesmanlike patina. He deserves to be keelhailed for the things he says about himself. I'm kidding, of course. Sort of.
However, Iben Mondrup is one of my favourite authors, which meant that my irrefragably reasonable prejudice against autobiography had to be escorted from the premises.

Her gifts as a writer are manifold, but perhaps the one I find most remarkable is her ability to render the intangible palpable, for conjuring emotion in tactile, olfactory, almost primordial terms, for giving emotion temperature, viscosity, smell, musculature. She makes everything that happens inside leave residue beneath the fingernails. And her autobiography may be the purest demonstration of that faculty I've read from her. It's not particularly interested in performing the standard autobiographical procession past the milestones, namely childhood, career, love, crisis, redemption, please form an orderly queue at the exit through my hard-won wisdom. Rather than offering the tired itinerary of so many life stories, her account is structured as a sort of phenomenological ledger, an inventory not of events, but of the emotional sediment they leave behind. The result is less a map of a life than a psychogram of livedness. And I mean ALIVE-alive: appetite, humiliation, envy, tenderness, resentment, erotic hunger, self-disgust, vanity, fear, boredom, need. All the miscellaneous organic slop from which an actual human subject is constituted before retroactive narration begins deodorizing it into character development. Mondrup's emotionalism isn't sentimentality. Sentimentality pre-interprets feeling for us. Mondrup's feelings are morally and conceptually unruly. They don't come housetrained. They track mud across the nice clean floor of explanation. And I love it.

Most importantly, she refuses the genre's most seductive narcotic, moral retrojection. She's not interested in securing our acquittal. Again and again, she allows the reader to encounter versions of her behaviour that can be read as selfish, destructive, cruel, manipulative, absurd. She doesn't smuggle mitigating circumstances into the courtroom beneath her coat. She permits ugliness to remain ugly. More unusually still, she permits ambiguity to remain ambiguity. She's willing to occupy the position conventionally designated THE VILLAIN without immediately demanding that we rotate the diorama until we can see the trauma concealed behind it. Although, for the record, I think villainy is itself a category imported from fiction into the turbulence of human behaviour because moral chaos makes the pattern-hungry primate brain itch. Iben Mondrup is not a villain. She's a human being. She want things, she fear things, she collide with other people who want incompatible things. People hurt one another while pursuing relief from their own injuries. Then everybody goes home and writes a different novel about what happened. And they can all be equally truthful recounts.

I will confess to a personal bias, one that's unbecoming of a self-avowed feminist, although in the name of unshriven Mondrupian candour, I refuse to surrender it for ideological laundering: I'm profoundly discomfited by the instrumentalization of sexuality as leverage, proof of desirability, social capital, or means of power. Not because I regard the people who do this as morally diminished. I don't. The discomfort is more existential than moral, and it stems from a life spent as a sort of emotional ascetic. Any intimacy that appears to make another person responsible for ratifying one's existence feels anthropologically foreign to me. Frankly, the desire to belong to myself has always struck me as incompatible with the desire to belong with somebody else. Intimacy, to me, justifies its incursions upon my much beloved solitude only if contact with another person's mind enlarges the perimeter of my own. What I can't intuitively understand is attachment used substitutionally, as though another person's presence might supply some missing proof of one's legitimacy.But a realization struck me while reading this. I think I have a tendency to confuse intimacy with annexation, or worse, tenancy.

So, Mondrup's excavation of desire reaches me from unusually far away, but it reaches me. The hunger she describes is not reducible to conquest, nor to affirmation. It's a hunger to cross the customs post between self and other, to crawl so far inside intimacy that separateness becomes inoperative. It's not an attempt to defeat individuation but to enlarge it by making its borders permeable. I assumed that the erotic fantasy of fusion is subtractive, that to want dissolution is to want less self. Mondrup makes possible the inverse reading. Perhaps permeability is not always a surrender of selfhood. Perhaps another person can become not the solvent of identity but its reagent. What I thought was self-erasing is self-revealing. Sex promises escape from the self, but the body is also maximally insistent upon its own particularity during it. Sensation keeps returning someone to the material fact of their own border at precisely the moment desire wants to abolish them. (Erotic) dissolution therefore performs a strange dialectical trick, the attempt to become less bounded can produce an intensified encounter with embodiment. Mondrup goes looking for the disappearance of the self and finds it waiting for her in the body.
A book need not affirm what I already know. Let it introduce termites into what I think I know. Let it find the supposedly load-bearing wall and tap until the plaster answers hollow.

The book culminates in a conversation between Mondrup and her partner, who accuses her of misrepresentation, of distortion, of perhaps even outright fabrication. This is no minor disagreement, not some piece of narrative condimentality. It actually places an explosive charge beneath the entire autobiographical enterprise, because what exactly is its truth-claim if someone standing 3 meters away same life can dispute its accuracy? Mondrup's response wraps the book up exquisitely. She doesn't scramble to defend the sovereignty of her perception. She doesn't retreat into the doxastic redoubt of BUT THIS IS MY TRUTH. Nor does she invalidate his recollection to preserve hers. She simply acknowledges that, in her story, he "belongs to fiction." And there it is. The entire problem of autobiography collapsed into one devastatingly intelligent sentence. Because of course he does. We all belong to fiction in one another's stories. Not because nothing is true, not because facts are infinitely negotiable, not because reality has evaporated into some postmodern soup where every assertion is equally valid if uttered with enough emotional conviction. Reality exists. Bodies are present. Words are spoken. Harm can be done and irreparably so. But the moment another human being passes into narration, selection begins. Attention selects, memory selects, language selects, desire selects, shame selects. Narrative intelligence trims, foregrounds, compresses, concatenates, omits. We remember the sentence that destroyed us and forget the 20 sentences before it. Memory is not a mirror held obediently towards the past. It's a prism. Reality enters, experience refracts its, and what emerges bears the colouration of the mind through which it travelled. Two people can experience the same afternoon and leave it carrying incompatible versions of events. Not because one must be lying. Because experience has no God's-eye edition.

Mondrup's autobiography is not a document of what happened, but a testament to the impossibility of ever knowing what truly happened, EXECPT as it is lived and felt, and that's what makes it so intellectually satisfying. She understands that autobiographical truth can never mean unmediated access to a life. There's no unmediated access. The original experience was already mediated by the one who experienced it. What an honest note to end on. It achieves something far more valuable than objectivity (a chimera, always). It achieves emotional truthfulness, not prettified sincerity, not confessional exhibitionism, but the difficult honesty of allowing beauty and squalor, tenderness and narcissism, self-awareness and self-deception, appetite and shame to coexist without forcing them into a redemptive hierarchy.

[Lise Dahl Arvedsen]

Levende sætninger om et menneske

Jeg elskede bogen. Fra start til slut. Hendes sætninger flyder, hendes frustration og fejlslagne skridt her i livet skvulper ud over siderne. Man græmmes, væmmes, elsker og beundrer fra det ene øjeblik til det næste.

Hovedpersonen hedder Iben Mondrup; selv skriver hun mod slutningen, at bogen er hendes liv – og alligevel ikke. Med alle de refleksioner, der florerer om autofiktion, selvbiografi og sandheder i historier, der fortælles, synes jeg, det er en sjov ikke-stillingtagen til tematikken. Det er en insisteren på, at der alligevel findes hundredvis af sandheder, som ingen har ret til at definere objektiviteten af. Dog kan jeg også godt forstå, hvis der er nogen i hendes nære eller perifere omgangskreds, der føler sig truffet. Uanset hvor sand den opleves, er den brutal. Bogen giver anledning til igen at træde ind i samtalen om, hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Kan man dække sig under en kunstnerisk paraply og tilkende sig selv retten til at sige alt?

Jeg drages med over siderne, ikke nødvendigvis af en større fortælling, men af lysten til at se, hvor livet bringer Mondrup hen. Det føles uomtvisteligt, at hendes mange skæve skridt i livet må få konsekvenser, og måske er det dem, man søger i næste kapitel. Men de kommer ikke. Ikke i direkte format. En person træder ind i historien, for blot at forsvinde et kapitler senere. Pist væk. For nogen kan det trække ned, den manglede refleksion over menneskets exit, man kunne kritisere teksten for en manglende selvindsigt, men selv det ikke-skrevene fortæller noget, og sammen er det med til at skabe et komplekst billede af en kvinde – måske til tider naiv – der på bedste vis forsøger at finde sig vej i livet med det, hun har, og det, hun får.

Er bogen ærlig?
Det ved kun Mondrup selv.
Men sådan er det vel med alle selvbiografier.
Vi får et øjebliksbillede, et knips af et menneske her og nu, skrevet i det fineste sprog. Som læser kan man tolke, presse mening ud af teksten, eller blot tage øjebliksbilledet med sig, fortabe sig i en menneskeskæbne og nyde rejsen gennem årtiers komplekse, men enkle historiefortælling.

Herfra sendes i hvert fald den største anbefaling.

[Louise]

Hovedpersonen fremstår ofte optaget af sine egne behov og ønsker. Hun bruger mennesker omkring sig, når de passer ind i hendes liv, og har svært ved at tage ansvar for de konsekvenser, hendes handlinger får for andre.

Jeg sad flere gange med tanken, om romanens form også afspejler noget af Iben Mondrups egen tilgang til livet og fortællingen. Hun dvæler ikke ved begivenhederne, men bevæger sig videre, præcis som hovedpersonen gør. Romanen insisterer ikke på at forklare eller afrunde alt, men lader læseren selv udfylde hullerne mellem kapitlerne.

“Hvordan kan vi” er derfor en bog, der kræver, at man accepterer dens særlige tempo og fortælleform. For nogle vil de store spring i tid og den knappe behandling af centrale begivenheder være en styrke, fordi de understreger livets flygtighed. For andre kan det opleves, som om historien aldrig helt får lov til at folde sig ud.

Noget, der særligt fik mig til at reflektere, er måden hvorpå romanen inddrager andre personer i hovedpersonens fortælling. Mennesker omkring hende bliver en del af hendes livsfortælling, men uden at de nødvendigvis selv har givet samtykke til, hvordan de fremstilles eller fortolkes. Det rejser et interessant spørgsmål: Hvad kan en forfatter tillade sig, når virkelige relationer – eller tydeligt genkendelige mennesketyper – bliver gjort til en del af fiktionen? Hvor går grænsen mellem kunstnerisk frihed og hensynet til andres fortrolighed og integritet? Som læser kan man komme til at overveje, om der findes en form for uskreven kontrakt mellem forfatter og de mennesker, der indirekte bliver en del af fortællingen.

[Thomas Rasmussen]

Sjovt nok bog nr. 2 i træk hvor min ekskone optræder som sig selv.

Temmelig brutal bog. Mondrup smider alle under bussen og hævder sig selv. Haha, Ib Michael… engang var du the shit, men nu er vi lige! Min søns klassekammeraters mødre læser mine bøger. Hak i tuden til en kærestes ekskone og hendes datter… ham der er sådan og ham der er sådan.

Bogens korte kapitler fortæller om et år hver, og i kapitel 2025 reflekterer hovedpersonen Iben over det at skrive om sin virkelighed, som hun oplever den… der står bl.a. “jeg har udskudt overvejelsen om hvordan jeg blotter mig.” - men det mest iøjnefaldende ved bogen er faktisk, som jeg læser den, at den blotter andre.

Det er en interessant bog, men den er ikke spor sjov. Den kold og brutal som en roman af Cusk, men mangler hendes præcision, humor og raffinement.

Det store hul i midten er vel bogens egentlige hovedperson… og det adresseres selvfølgelig ikke direkte… men i den lange serie af svigt og selvhævdelse ville det være helt rart.

[Pia Rosenkilde]

Hvordan kan vi af Iben Mondrup ~

Et maraton af en erindringsroman. Jeg har læst alt, hvad Iben har skrevet og må nok tilstå at jeg er større fan af hendes fiktion, men denne kan noget andet. Den er hæsblæsende, i sin ægthed og gennemsigtig selvom alt ikke bliver skrevet. En lille bid fra hvert år over årtier. De manglende kommaer er med til at give læseren en følelse af at snuble sig igennem Ibens tilværelse, præcis som hun selv gør. Hun løber. Hun kæmper. Hun overlever. Hun får vild succes mens hun stiller sig selv i et hjørne og ser måbende på. Hun rejser rådvild mellem Grønland, Samsø, Vesterbro, Amager og Nordjylland. Og lige så mange mænd, som alle forstår når hun må forlade dem. Jeg håber stadig hun er venner med alle de forfattere, hun nævner med navn og gøren. Jeg er forpustet og samtidig taknemmelig for at få lov at kigge bag gardinerne hos en jeg ser som havende gevaldig styr på det hele. Tak 🙏🏼

[Bente Reggelsen]

Iben Mondrups selvbiografi, "Hvordan kan vi" følger læseren hende fra 1978 til 2025.
Hendes forhold til forældrene er komplekst, har svært ved at føle sig elsket af sin mor, og faderen har et alkohol problem. Forældrenes svigt giver Iben følelsen af angst for afvisning hos nære relationer. Hun beskriver sit forhold til utallige partnere af begge køn, bliver gift tre gange, og årene går.
Det er ikke et egentlig plot, men dagligdags beskrivelser af hendes ture til Grønland, til feriestedet Samsø mm.
Afslutningsvis beskrives hendes refleksioner over at have "udlevereret" både sin familie og sine nære relationer.
Jeg var begejstret for forfatterens trilogi om Tabita, Vittu og Bjørn, men denne bog fænger ikke på samme måde, måske fordi Iben vil sige noget om hvert eneste år som brudstykker.

[Call me K. (^_^)]

Det tog mig tid at nyde bogen og vænne mig til Ibens skrivestil, hvor det er svært at skabe en følelsemæssig forbindelse til de fleste af karaktererne. Halvvejs gennem bogen tog det dog en drejning, hvor jeg blev mere og mere interesseret i Iben som menneske i stedet for at afsky hendes måde at behandle andre på. I bund og grund er vi jo alle bare en afspejlning af alt det, vi gennemgår i livet. Jeg sidder med en følelse af at have læst en smuk og komplet bog som jeg vil glæde mig til at genlæse om nogle år.

[Margrethe Rhiger]

Rørende og voldsom læsning. Ibens restløshed er gennemsyrende og resulterer i, hvad jeg vil kalde et abnormt forbrug af mennesker, brændstof og stimulanser. Dét liv er slidsomt, og slider i længden også på denne læsers nysgerrighed ift , hvad der venter om det næste hjørne. For det er som om, at et mønster længe, længe bliver ved med at gentage sig, indtil hovedpersonen -måske- vrister sig fri?

[Sannuba⭐️]

Jeg er meget glad for Iben Mondrups bøger, desværre mindre for denne end tidligere.
Jeg fik dog meget lyst til at genlæse hendes trilogi.

[Jan Kruse]

Iben Mondrup udleverer sig selv og sit spændende liv. Måske lige en anelse for langtrukken.

[Hanne]

starten af bogen, er lidt forvirrende. Da det mest handler om alle de mænd der bliver omtalt. Men bogen fanger hen imod slutning, og jeg måtte bare llse den færdig.

[Margit Helth]

En meget anderledes roman. Du milde, hvor har Iben været “forbi” mange mennesker.
Selvbiografisk roman.
Når hun er blevet glad for en person, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt.

[Lisbeth Troldborg]

Fantastisk - en fortælling om de mønstre vi tilegner os i barndommen, og hvor svært det er at bryde dem.
Kun ved samtale kan vi måske komme lidt videre

[Cath]

I did not enjoy it at all

[Mathias Bøgedal]

Det var meget spændende at læse brudstykker fra hvert år gennem Ibens liv og karriere. Desværre var der perioder i bogen, hvor jeg kedede mig lidt, og andre, hvor jeg var helt opslugt. Derfor giver jeg bogen 3 stjerner.

[Mette Ide]

Bogklub