What do you think?
Rate this book
Hvordan kan vi
I foråret 2024 blev Iben Mondrup alvorligt syg. Noget tydede på, hun måske havde en hjernesvulst, symptomerne pegede i den retning. Med de lange ventetider på hospitalet havde hun rigelig tid til at tænke over livet og døden. Det eneste hun ønskede sig, var at få lov at skrive en bog mere.
Hvordan kan vi er en roman om et liv. Fra 1978 og den første vågne begyndelse i en pigekrop, til den voksne, modne person i dag i 2025. År for år fortæller Iben Mondrup om at være et barn opvokset i en dansk familie i Grønland. Som ung er hun drevet af en kronisk rodløshed og rejser ud på egen hånd på jagt efter det sted, hvor hun kan være sig selv. Hun får et band, går på kunstakademiet, hun får børn og hører sammen med nogen og bliver skilt igen og igen. Undervejs opdager hun skriften og bliver forfatter, hun får et forfatterskab, som blandt andet kredser om at søge efter et hjem og finde det hjem på et sted, i en handling eller hos et andet menneske.
Hvordan kan vi er en roman om et liv. Fra 1978 og den første vågne begyndelse i en pigekrop, til den voksne, modne person i dag i 2025. År for år fortæller Iben Mondrup om at være et barn opvokset i en dansk familie i Grønland. Som ung er hun drevet af en kronisk rodløshed og rejser ud på egen hånd på jagt efter det sted, hvor hun kan være sig selv. Hun får et band, går på kunstakademiet, hun får børn og hører sammen med nogen og bliver skilt igen og igen. Undervejs opdager hun skriften og bliver forfatter, hun får et forfatterskab, som blandt andet kredser om at søge efter et hjem og finde det hjem på et sted, i en handling eller hos et andet menneske.
448 pages, Hardcover
First published October 9, 2025
About the author
Iben Mondrup
24 books60 followersIben Mondrup er opvokset i Grønland. Hun debuterede som romanforfatter i 2009, med romanen "Ved slusen". I 2012 udgav hun romanen "En to tre - Justine", der blev fulgt af den selvstændige efterfølger, "Store Malene", året efter.
Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".
Iben Mondrup fik i 2014 sit folkelige gennembrud med romanen "Godhavn", der også indbragte hende DR Romanprisen 2015. "Karensminde" modtog hun Blixen-prisen 2017 for. I 2020 udkom "Tabita".
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 16 of 16 reviews
October 25, 2025
En af årets bedste danske udgivelser efter min mening.
November 29, 2025
Det er svært at give stjerner til denne bog - eller blive enig med mig selv om hvor mange den skal have… det er ikke let at følges med Iben Mondrup og den måde som hun lever sit liv - eller er sammen med mennesker . Hun er svær at holde af, men jeg ender alligevel på 4 stjerner som måske er for meget ….
December 25, 2025
Jeg får lyst til at læse flere af IM’s bøger igen efter at have gjort denne færdig. Jeg var på et tidspunkt ved at give op - jeg synes det var een lang opremsning af hvordan hun skøjtede gennem sit ungdomsliv fra den ene mand til den anden - jo flere jo bedre… men så tog den en anden drejning. Nemlig fra da hun selv fik børn - mændene blev ikke færre. Men hun forholdt sig til det på en anden måde - og var bevidst omkring det. Samtidig havde hun det i perioder dårligt med sig selv. Jeg synes det er en præstation at hun har kunnet skrive så mange gode bøger og håber vi har mere til gode.
Det er en hudløs ærlig fortælling om Iben Mondrup.
Det er en hudløs ærlig fortælling om Iben Mondrup.
January 20, 2026
Selvbiografisk med underliggende god historie. Korte sætninger slår dog fremdriften ihjel. Opremsning på opremsning. Trods ihærdige forsøg kom jeg ikke længere end side 300. Her tabte historien momentum.
November 8, 2025
I abhor autobiographies (autofiction, whatever; all autobiographies are a portmanteau of memoir and fiction, the distinction is ludicrous) full-throatedly. Not with the passing irritation of someone who dislikes a literary genre, but with the kind of carnivorous hate reserved for the most egregious assaults on creative integrity. Who's less trustworthy than the self testifying on its own behalf? People are NOT reliable truth witnesses to their own lives.
Lars Løkke Rasmussen springs to mind as the archetypical self-exculpating narrator. His memoirs are a masterclass in the art of the genre's worst impulses: self-veneration and flattering myths. He deserves to be keelhailed for the things he says about himself. I'm kidding, of course. Sort of. However, Iben Mondrup is one of my favourite authors, so I had to read hers.
Her gift as a writer is manifold, but perhaps most remarkable is her talent for rendering the intangible palpable, for conjuring emotion in tactile, olfactory, almost primordial terms. Her autobiography is a prime example.
Rather than offering the rote chronology of childhood, career, crisis, and redemption, the tired itinerary of so many life stories, her account is structured as a sort of phenomenological ledger, an inventory not of events, but of the emotional sediment they leave behind. Her narrative is a cartography of raw feeling, not to be mistaken for sentimentality; there's a vital difference, mapping a life that vibrates with the messy texture of lived (and I mean LIVED) experience.
Crucially (for my investment, anyway), she doesn't shy away from the shadow sides of herself. She's willing, almost eager, to acknowledge the ways in which her actions can be interpreted as cruel, selfish, or destructive. There's none of the soft-focus self-exoneration that so often mars the genre, no cosmetic smoothing of the edges. She's not afraid of portraying herself as the villain without the expectation of absolution.
And for the record, the very notion of villainy is itself a fiction, a narrative imposition upon the chaotic reality of human desire and error. She's not a villain, she's a human being, no more, no less, but her refusal to sanitize her account is refreshing.
I will confess to a personal bias, one that's unbecoming of a self-avowed feminist: I experience profound discomfort when confronted with women who deploy their sexuality as a means of affirmation or power. This isn't internalized misogyny; there's no moral diminishment implied. I'm equally discomfited when men do the same, but as Mondrup's book explores female sexuality, that's contextually irrelevant. It's a sort of existential bewilderment that comes from a life spent as an emotional ascetic, for whom connection is rare, because the desire to belong to myself feels fundamentally incompatible with any impulse to belong with someone else. The instrumentalization of intimacy, its deployment as a tool or a weapon, feels alien and terrifying to me. Mondrup's treatment of the substructures of desire is revelatory for someone like me. She exposes the gnawing loneliness underlying her relationship with sex: the desperate yearning not for conquest, but for destruction of the self, for fusion, for transcendence through another, for dissolution in another, to experience the self as a membrane through which another's essence (no pun intended) might flow. It's not transactional, it's an attempt to dissolve the ache of separateness. Yet, at the same time, it can be a profound encounter with oneself as the body is never more present to itself than during sex. Whether or not her book is a masterpiece, it achieves what I believe to be the highest purpose of literature: to reconfigure the reader's thought and belief system.
The book culminates in a conversation between her and her partner, who accuses her of misrepresentation, of distortion, of perhaps even outright fabrication. The charge is not trivial, it actually strikes at the heart of autobiographical literature's purported claim to truth. But her response wraps the book up exquisitely. She doesn't insist on the primacy of her perception, nor defend her feelings as unimpeachable. She confesses that, in her story, he "belongs to fiction."
This is not a capitulation to relativism, but a recognition of the plurality of experience. We're all, in each other's stories, products of selection, omission, and invention. The truth is refracted, never total. Memory is a prism, not a mirror. Two people can occupy the same moment and emerge with accounts that are both irreconcilable and yet equally authentic.
Mondrup's autobiography(/fiction) is not a document of what happened, but a testament to the impossibility of ever knowing what truly happened, EXECPT as it is lived and felt. Her book doesn't resolve the paradox of subjectivity, it inhabits it. And in doing so, honours it. She doesn't offer certainty but the unsettling and beautiful confession that we are all fictions, self-authored, other-authored, endlessly revised, whatever, whatever. What an honest way to and an autobiography. It achieves something far more valuable than objectivity (a chimera, always). It achieves emotional truthfulness in all its beauty and squalor, its grace and its mess.
Lars Løkke Rasmussen springs to mind as the archetypical self-exculpating narrator. His memoirs are a masterclass in the art of the genre's worst impulses: self-veneration and flattering myths. He deserves to be keelhailed for the things he says about himself. I'm kidding, of course. Sort of. However, Iben Mondrup is one of my favourite authors, so I had to read hers.
Her gift as a writer is manifold, but perhaps most remarkable is her talent for rendering the intangible palpable, for conjuring emotion in tactile, olfactory, almost primordial terms. Her autobiography is a prime example.
Rather than offering the rote chronology of childhood, career, crisis, and redemption, the tired itinerary of so many life stories, her account is structured as a sort of phenomenological ledger, an inventory not of events, but of the emotional sediment they leave behind. Her narrative is a cartography of raw feeling, not to be mistaken for sentimentality; there's a vital difference, mapping a life that vibrates with the messy texture of lived (and I mean LIVED) experience.
Crucially (for my investment, anyway), she doesn't shy away from the shadow sides of herself. She's willing, almost eager, to acknowledge the ways in which her actions can be interpreted as cruel, selfish, or destructive. There's none of the soft-focus self-exoneration that so often mars the genre, no cosmetic smoothing of the edges. She's not afraid of portraying herself as the villain without the expectation of absolution.
And for the record, the very notion of villainy is itself a fiction, a narrative imposition upon the chaotic reality of human desire and error. She's not a villain, she's a human being, no more, no less, but her refusal to sanitize her account is refreshing.
I will confess to a personal bias, one that's unbecoming of a self-avowed feminist: I experience profound discomfort when confronted with women who deploy their sexuality as a means of affirmation or power. This isn't internalized misogyny; there's no moral diminishment implied. I'm equally discomfited when men do the same, but as Mondrup's book explores female sexuality, that's contextually irrelevant. It's a sort of existential bewilderment that comes from a life spent as an emotional ascetic, for whom connection is rare, because the desire to belong to myself feels fundamentally incompatible with any impulse to belong with someone else. The instrumentalization of intimacy, its deployment as a tool or a weapon, feels alien and terrifying to me. Mondrup's treatment of the substructures of desire is revelatory for someone like me. She exposes the gnawing loneliness underlying her relationship with sex: the desperate yearning not for conquest, but for destruction of the self, for fusion, for transcendence through another, for dissolution in another, to experience the self as a membrane through which another's essence (no pun intended) might flow. It's not transactional, it's an attempt to dissolve the ache of separateness. Yet, at the same time, it can be a profound encounter with oneself as the body is never more present to itself than during sex. Whether or not her book is a masterpiece, it achieves what I believe to be the highest purpose of literature: to reconfigure the reader's thought and belief system.
The book culminates in a conversation between her and her partner, who accuses her of misrepresentation, of distortion, of perhaps even outright fabrication. The charge is not trivial, it actually strikes at the heart of autobiographical literature's purported claim to truth. But her response wraps the book up exquisitely. She doesn't insist on the primacy of her perception, nor defend her feelings as unimpeachable. She confesses that, in her story, he "belongs to fiction."
This is not a capitulation to relativism, but a recognition of the plurality of experience. We're all, in each other's stories, products of selection, omission, and invention. The truth is refracted, never total. Memory is a prism, not a mirror. Two people can occupy the same moment and emerge with accounts that are both irreconcilable and yet equally authentic.
Mondrup's autobiography(/fiction) is not a document of what happened, but a testament to the impossibility of ever knowing what truly happened, EXECPT as it is lived and felt. Her book doesn't resolve the paradox of subjectivity, it inhabits it. And in doing so, honours it. She doesn't offer certainty but the unsettling and beautiful confession that we are all fictions, self-authored, other-authored, endlessly revised, whatever, whatever. What an honest way to and an autobiography. It achieves something far more valuable than objectivity (a chimera, always). It achieves emotional truthfulness in all its beauty and squalor, its grace and its mess.
November 26, 2025
Levende sætninger om et menneske
Jeg elskede bogen. Fra start til slut. Hendes sætninger flyder, hendes frustration og fejlslagne skridt her i livet skvulper ud over siderne. Man græmmes, væmmes, elsker og beundrer fra det ene øjeblik til det næste.
Hovedpersonen hedder Iben Mondrup; selv skriver hun mod slutningen, at bogen er hendes liv – og alligevel ikke. Med alle de refleksioner, der florerer om autofiktion, selvbiografi og sandheder i historier, der fortælles, synes jeg, det er en sjov ikke-stillingtagen til tematikken. Det er en insisteren på, at der alligevel findes hundredvis af sandheder, som ingen har ret til at definere objektiviteten af. Dog kan jeg også godt forstå, hvis der er nogen i hendes nære eller perifere omgangskreds, der føler sig truffet. Uanset hvor sand den opleves, er den brutal. Bogen giver anledning til igen at træde ind i samtalen om, hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Kan man dække sig under en kunstnerisk paraply og tilkende sig selv retten til at sige alt?
Jeg drages med over siderne, ikke nødvendigvis af en større fortælling, men af lysten til at se, hvor livet bringer Mondrup hen. Det føles uomtvisteligt, at hendes mange skæve skridt i livet må få konsekvenser, og måske er det dem, man søger i næste kapitel. Men de kommer ikke. Ikke i direkte format. En person træder ind i historien, for blot at forsvinde et kapitler senere. Pist væk. For nogen kan det trække ned, den manglede refleksion over menneskets exit, man kunne kritisere teksten for en manglende selvindsigt, men selv det ikke-skrevene fortæller noget, og sammen er det med til at skabe et komplekst billede af en kvinde – måske til tider naiv – der på bedste vis forsøger at finde sig vej i livet med det, hun har, og det, hun får.
Er bogen ærlig?
Det ved kun Mondrup selv.
Men sådan er det vel med alle selvbiografier.
Vi får et øjebliksbillede, et knips af et menneske her og nu, skrevet i det fineste sprog. Som læser kan man tolke, presse mening ud af teksten, eller blot tage øjebliksbilledet med sig, fortabe sig i en menneskeskæbne og nyde rejsen gennem årtiers komplekse, men enkle historiefortælling.
Herfra sendes i hvert fald den største anbefaling.
Jeg elskede bogen. Fra start til slut. Hendes sætninger flyder, hendes frustration og fejlslagne skridt her i livet skvulper ud over siderne. Man græmmes, væmmes, elsker og beundrer fra det ene øjeblik til det næste.
Hovedpersonen hedder Iben Mondrup; selv skriver hun mod slutningen, at bogen er hendes liv – og alligevel ikke. Med alle de refleksioner, der florerer om autofiktion, selvbiografi og sandheder i historier, der fortælles, synes jeg, det er en sjov ikke-stillingtagen til tematikken. Det er en insisteren på, at der alligevel findes hundredvis af sandheder, som ingen har ret til at definere objektiviteten af. Dog kan jeg også godt forstå, hvis der er nogen i hendes nære eller perifere omgangskreds, der føler sig truffet. Uanset hvor sand den opleves, er den brutal. Bogen giver anledning til igen at træde ind i samtalen om, hvem der har ret til at fortælle hvilke historier. Kan man dække sig under en kunstnerisk paraply og tilkende sig selv retten til at sige alt?
Jeg drages med over siderne, ikke nødvendigvis af en større fortælling, men af lysten til at se, hvor livet bringer Mondrup hen. Det føles uomtvisteligt, at hendes mange skæve skridt i livet må få konsekvenser, og måske er det dem, man søger i næste kapitel. Men de kommer ikke. Ikke i direkte format. En person træder ind i historien, for blot at forsvinde et kapitler senere. Pist væk. For nogen kan det trække ned, den manglede refleksion over menneskets exit, man kunne kritisere teksten for en manglende selvindsigt, men selv det ikke-skrevene fortæller noget, og sammen er det med til at skabe et komplekst billede af en kvinde – måske til tider naiv – der på bedste vis forsøger at finde sig vej i livet med det, hun har, og det, hun får.
Er bogen ærlig?
Det ved kun Mondrup selv.
Men sådan er det vel med alle selvbiografier.
Vi får et øjebliksbillede, et knips af et menneske her og nu, skrevet i det fineste sprog. Som læser kan man tolke, presse mening ud af teksten, eller blot tage øjebliksbilledet med sig, fortabe sig i en menneskeskæbne og nyde rejsen gennem årtiers komplekse, men enkle historiefortælling.
Herfra sendes i hvert fald den største anbefaling.
November 23, 2025
Sjovt nok bog nr. 2 i træk hvor min ekskone optræder som sig selv.
Temmelig brutal bog. Mondrup smider alle under bussen og hævder sig selv. Haha, Ib Michael… engang var du the shit, men nu er vi lige! Min søns klassekammeraters mødre læser mine bøger. Hak i tuden til en kærestes ekskone og hendes datter… ham der er sådan og ham der er sådan.
Bogens korte kapitler fortæller om et år hver, og i kapitel 2025 reflekterer hovedpersonen Iben over det at skrive om sin virkelighed, som hun oplever den… der står bl.a. “jeg har udskudt overvejelsen om hvordan jeg blotter mig.” - men det mest iøjnefaldende ved bogen er faktisk, som jeg læser den, at den blotter andre.
Det er en interessant bog, men den er ikke spor sjov. Den kold og brutal som en roman af Cusk, men mangler hendes præcision, humor og raffinement.
Det store hul i midten er vel bogens egentlige hovedperson… og det adresseres selvfølgelig ikke direkte… men i den lange serie af svigt og selvhævdelse ville det være helt rart.
Temmelig brutal bog. Mondrup smider alle under bussen og hævder sig selv. Haha, Ib Michael… engang var du the shit, men nu er vi lige! Min søns klassekammeraters mødre læser mine bøger. Hak i tuden til en kærestes ekskone og hendes datter… ham der er sådan og ham der er sådan.
Bogens korte kapitler fortæller om et år hver, og i kapitel 2025 reflekterer hovedpersonen Iben over det at skrive om sin virkelighed, som hun oplever den… der står bl.a. “jeg har udskudt overvejelsen om hvordan jeg blotter mig.” - men det mest iøjnefaldende ved bogen er faktisk, som jeg læser den, at den blotter andre.
Det er en interessant bog, men den er ikke spor sjov. Den kold og brutal som en roman af Cusk, men mangler hendes præcision, humor og raffinement.
Det store hul i midten er vel bogens egentlige hovedperson… og det adresseres selvfølgelig ikke direkte… men i den lange serie af svigt og selvhævdelse ville det være helt rart.
February 16, 2026
Hvordan kan vi af Iben Mondrup ~
Et maraton af en erindringsroman. Jeg har læst alt, hvad Iben har skrevet og må nok tilstå at jeg er større fan af hendes fiktion, men denne kan noget andet. Den er hæsblæsende, i sin ægthed og gennemsigtig selvom alt ikke bliver skrevet. En lille bid fra hvert år over årtier. De manglende kommaer er med til at give læseren en følelse af at snuble sig igennem Ibens tilværelse, præcis som hun selv gør. Hun løber. Hun kæmper. Hun overlever. Hun får vild succes mens hun stiller sig selv i et hjørne og ser måbende på. Hun rejser rådvild mellem Grønland, Samsø, Vesterbro, Amager og Nordjylland. Og lige så mange mænd, som alle forstår når hun må forlade dem. Jeg håber stadig hun er venner med alle de forfattere, hun nævner med navn og gøren. Jeg er forpustet og samtidig taknemmelig for at få lov at kigge bag gardinerne hos en jeg ser som havende gevaldig styr på det hele. Tak 🙏🏼
Et maraton af en erindringsroman. Jeg har læst alt, hvad Iben har skrevet og må nok tilstå at jeg er større fan af hendes fiktion, men denne kan noget andet. Den er hæsblæsende, i sin ægthed og gennemsigtig selvom alt ikke bliver skrevet. En lille bid fra hvert år over årtier. De manglende kommaer er med til at give læseren en følelse af at snuble sig igennem Ibens tilværelse, præcis som hun selv gør. Hun løber. Hun kæmper. Hun overlever. Hun får vild succes mens hun stiller sig selv i et hjørne og ser måbende på. Hun rejser rådvild mellem Grønland, Samsø, Vesterbro, Amager og Nordjylland. Og lige så mange mænd, som alle forstår når hun må forlade dem. Jeg håber stadig hun er venner med alle de forfattere, hun nævner med navn og gøren. Jeg er forpustet og samtidig taknemmelig for at få lov at kigge bag gardinerne hos en jeg ser som havende gevaldig styr på det hele. Tak 🙏🏼
April 24, 2026
Det tog mig tid at nyde bogen og vænne mig til Ibens skrivestil, hvor det er svært at skabe en følelsemæssig forbindelse til de fleste af karaktererne. Halvvejs gennem bogen tog det dog en drejning, hvor jeg blev mere og mere interesseret i Iben som menneske i stedet for at afsky hendes måde at behandle andre på. I bund og grund er vi jo alle bare en afspejlning af alt det, vi gennemgår i livet. Jeg sidder med en følelse af at have læst en smuk og komplet bog som jeg vil glæde mig til at genlæse om nogle år.
April 11, 2026
Rørende og voldsom læsning. Ibens restløshed er gennemsyrende og resulterer i, hvad jeg vil kalde et abnormt forbrug af mennesker, brændstof og stimulanser. Dét liv er slidsomt, og slider i længden også på denne læsers nysgerrighed ift , hvad der venter om det næste hjørne. For det er som om, at et mønster l��nge, længe bliver ved med at gentage sig, indtil hovedpersonen -måske- vrister sig fri?
November 19, 2025
Jeg er meget glad for Iben Mondrups bøger, desværre mindre for denne end tidligere.
Jeg fik dog meget lyst til at genlæse hendes trilogi.
Jeg fik dog meget lyst til at genlæse hendes trilogi.
January 3, 2026
Iben Mondrup udleverer sig selv og sit spændende liv. Måske lige en anelse for langtrukken.
March 28, 2026
starten af bogen, er lidt forvirrende. Da det mest handler om alle de mænd der bliver omtalt. Men bogen fanger hen imod slutning, og jeg måtte bare llse den færdig.
April 8, 2026
En meget anderledes roman. Du milde, hvor har Iben været “forbi” mange mennesker.
Selvbiografisk roman.
Når hun er blevet glad for en person, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt.
Selvbiografisk roman.
Når hun er blevet glad for en person, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt.
April 11, 2026
Fantastisk - en fortælling om de mønstre vi tilegner os i barndommen, og hvor svært det er at bryde dem.
Kun ved samtale kan vi måske komme lidt videre
Kun ved samtale kan vi måske komme lidt videre
February 14, 2026
Det var meget spændende at læse brudstykker fra hvert år gennem Ibens liv og karriere. Desværre var der perioder i bogen, hvor jeg kedede mig lidt, og andre, hvor jeg var helt opslugt. Derfor giver jeg bogen 3 stjerner.
Displaying 1 - 16 of 16 reviews