Krisetid er også tid for nyskapning. Det er når mediehusenes forretningsmodell smuldrer, at journalistiske gründerprosjekter dukker opp. Hvem skaper den neste Huffington Post? Hvem dekker kommunalpolitikk når lokalavisen har nedbemannet for siste gang? I boka Journalistiske entreprenører er historier om noen vellykkede og noen mislykkede medieentreprenører, og en rekke inspirerende eksempler fra en bransje i voldsom utvikling.
Forfatteren ser på utfordringen med å finne den riktige idéen, og hva som skal til for å starte noe som kan være levedyktig. – Det handler om mot og penger, sier en av bokas aktører.
Geir Terje Ruud (f. 1963) var med på ti års kontinuerlig forbedring og vekst på VG Nett før han i 2008 ble digital sjefredaktør i Ekstra Bladet i Danmark. Fra 2013 har han arbeidet som rådgiver for medieselskap, på jakt etter den digitale fremtid.
Bemærk: Fra 2008 til 2012 var Geir Terje Ruud (forfatteren til denne bog) og jeg kolleger. Vi har haft mange snakke om mange forskellige emner, blandt andet journalistik, og vi har bevaret venskabet den dag i dag. Så hvor meget jeg end søger at gøre min opfattelse og denne anmeldelse af bogen objektiv, så vil den være farvet af dette faktum. Hav dette i mente, når/hvis du læser med herunder. Jeg skal også understrege, at jeg skriver anmeldelsen som privatperson og ikke som ansat i en medievirksomhed.
Journalistik eller tradition i krise? Der er ingen tvivl om, at det er en god bog om entreprenører i mediebilledet (primært det norske, danske og amerikanske), Geir Terje Ruud har skrevet. Et af hans kardinalpunkter er, at journalistikken som fag ikke er i fare - men det er de traditionelle medieudbydere og -huse. Jeg er til dels enig, men jeg mener dog, at den traditionelle mediebranches krise (hvad enten den skyldes faldende papiroplag, eller at en stadig stigende tendens til at måle, hvad der bliver læst kan føre til et fokus på, hvad folk vil læse i stedet for hvad de bør læse) påvirker journalistikken generelt. For journalistik er en dyr vare at producere - og den er svær at sælge. Det er muligt, jeg er farvet (jeg arbejder i den gammeldags mediebranche, men på en online-gren), men jeg mener, at den gamle mediebranche har bedre vilkår for at dyrke den reelle journalistik, med research, undersøgende interviews etc. Jeg er slet ikke sikker på, jeg har ret - men det er en del af min argumentation.
Et sted i bogen bliver Aidan White (leder af Ethical Journalism Network) citeret for at sige, at vores børn (jeg gætter på, han mener sin egen generations børn) kommunikerer godt med hinanden og modtager information og behandle den kritisk og på en helt anden måde, end "vi" gjorde. Det er jeg ikke sikker på er rigtigt - jeg mindes, at man gentagne gange har hørt eksempler på, at nutidens unge netop mangler kildekritik i en tid, hvor der aldrig har været flere nyheder og informationer, og hvor de aldrig har rejst så hurtigt, som de gør nu.
Der er masser af gode tanker om online i bogen, som ikke overraskende er fremtidens medium - det vidste du forhåbentlig godt, inden du klikkede dig ind på denne anmeldelse.
Hvordan kommer jeg i gang? Der, hvor bogen er bedst er, når de interviewede taler om, hvordan man får sin nye mediebusiness i gang. Skal man tage chancen og hoppe ud i det - eller skal man starte i det små, og måske beholde sit nuværende arbejde, mens man bygger drømmen op. Hvad der er rigtigt, må være op til den enkelte - der er fordele ved begge tilgange. Der er også spørgsmålet om, hvornår man så skal lancere sit produkt. Skal man gå ud med en spæd beta eller vente, til hele molevitten er klar? Forfatteren anbefaler selv en 80 procent-model, hvor man lancerer, når idéen/produktet er lavet 80 procent færdig. Hele bogen igennem er han ikke bange for at komme med sin egen holdning (hvilket ikke overrasker os, der kender Geir), og det er et klart plus for bogen. Der findes masser af folk, der argumenterer i henholdsvis øst og vest - og så er det rart at høre, hvad intervieweren/fortælleren selv ville gøre.
Ruud er også god til at spørge kilderne, om de ville gøre det hele om igen - og nogle af dem svarer, at det ville de selvfølgelig. Men det er befriende at høre om dem, der ikke ville gøre det hele igen. Dem, som erkender og indrømmer, at det til tider er drønhårdt at banke et medie op, nogle gange fra ingenting.
Teknik, teknik, teknik - og penge Noget andet, der fylder meget i bogen er det tekniske aspekt. Ruud anbefaler, at man får en teknologi-partner - men jeg får desværre aldrig helt begrebet beskrevet, så jeg forstår 100 procent, hvad sådan en partnerrolle egentlig vil sige. Men long story short: Du skal alliere dig med en, som kender noget til de teknologiske muligheder, ellers er du kommet skidt fra start.
Ruud kan heller ikke lade være med at drage paralleller fra blandt andet sine tidligere arbejdspladser VG og Ekstra Bladet og deres holdning til nye forretninger, og online og teknologi kontra den gode gamle papiravis. Her tilbyder han en god tour de force i de forskellige måder at forholde sig til nye medier og teknologier - og de konkurrenter, som de afføder.
Som Ruud selv skriver: "Det hadde vært interessant å se resultatet hvis halvparten af de kroner det er investert i forbedring av papiraviser de seneste 15 årene, hadde blitt investert i digitale produkter og digital udvikling."
Det er naturligvis et tankeeksperiment - men et interessant et.
Og netop penge fylder selvsagt også meget. For skal man have penge med fra starten? Hvor skal de i så fald komme fra? Og hvilke krav skal man stille til indtjening? Den skandinaviske model, hvor der skal være en indtjening efter relativ kort tid - eller den amerikanske investor-finansierede-tankegang, hvor indtægter er noget, man tænker mere over, når produktet er udviklet og har opbygget en stor brugerbase? En sympatisk historie er Altinget.dk, hvis grundlægger lånte penge af sin mor - og betalte lånet tilbage.
Bogen er fuld af gode interview-personer med gode pointer om, hvad man skal gøre, og hvordan man kan gribe de forskellige udfordringer an. For eksempel Thomas Wedell-Wedellsborg, der anbefaler, at man tager et skridt tilbage og identificerer problemet, inden man begynder at arbejde med det, der skal løse problemet. Det er noget, mange af os kunne lære noget af - mig selv inkluderet.
Meta-alarm: Bogens opbygning I sin anmeldelse af bogen på journalistiken.dk kritiserer Lotte Kirkeby Hansen bogen for en manglende komposition og en lidt spredt fægtning. Det kan hun have ret i: Der er tale om kapitler, der skiftevis beskriver en eller flere cases og taler mere generelt om markedet og mulighederne, en slags skifte frem og tilbage mellem teori og praksis. Jeg kan sagtens se idéen i at have gang i begge spor hele bogen igennem, men jeg tror, der vil være en fordel i at samle dem, så bogen enter starter med teorien eller med case-historierne. Det vil også lette på en del af de henvisninger, der er på tværs af bogen.
Bogen bærer også præg af, at den er skrevet af et passioneret menneske - det kører derudaf, og nogle ord eller begreber, bliver måske først præsenteret anden eller tredje gang, de bliver nævnt. Det fungerer okay, så længe man ikke holder for lange pauser i læsningen - og det bør rettes i næste udgave af bogen. For eksempel er der lidt kuk omkring tjenesten 'Finn'. Ifølge indekset til slut i bogen er der tale om en ting, der er omtalt flere steder i bogen - men der er tale om to tjenester; et annoncested og en service, der gør det muligt at finde gamle klassekammerater.
Herudover er det god journalistisk skik at skrive, om man har mødtes med en kilde face-to-face, talt i telefonen eller interviewet vedkommende på mail. Så det er i den bedste tro, når Ruud angiver det i sin bog - men det er mere forstyrrende for læsningen, end det er berigende for oplevelsen. Som læser er jeg ligeglad med, om han har mødtes med Wedell-Wedellsborg eller mailet med ham. We get it; I rejser meget ;-)
Kapitlet om medieetik (det næstsidste) er ganske interessant, men det passer ikke rigtig ind i resten af bogen - og selvom Ruud har gemt den stærkeste case-historie til slut (det involverer en flykapring og en Buddha-statue..!), så havde det nok fungeret bedre at runde af med et opsamlende og afrundende kapitel.
Til den næste udgave kan redaktøren dog overveje en ny forside. Ja, tændstikken kan signalere lys i mørket (og det er der brug for), men en tændstik brænder enormt hurtigt ud og kan kun bruges til at tænde andre lys med :-) .
En slags konklusion Lad dog ikke det holde dig fra at læse bogen, hvis du interesserer dig for mediebranchen og de nye udfordrere, der er på vej. Bogen er spækket med gode tanker, tips og erfaringer - og så er Geir Terje Ruuds beskrivelse af Circa (og snak med manden bag) den bedste beskrivelse af tjenesten, jeg endnu er stødt på. Det er ganske enkelt godt fortalt.
Derudover bugner bogen med cases, jeg overhovedet ikke kendte til, så her er ikke kun tale om Tordenskjolds soldater (altså den gode, gamle garde) - og det er der ros for.
I andre tilfælde ville de ovenfor nævnte mangler trække ned til 3 stjerner, men der er så meget passion og kærlighed til faget i næsten hver eneste sætning og så meget energi og fortælleglæde over de udvalgte cases, at det bliver detaljer i mine øjne. Det positive vejer langt tungere end det negative.
(Og til danskere, der måtte læse det her: Nej, det norske sprog er ingen hindring.)