En ung mand har mistet livet i boligblokken. Der står et blafrende rødt stearinlys ved ulykkesstedet, som minder beboerne om, at det er en gal verden. Alil, en ung kioskmedarbejder, er en af dem, der sørger. Han begiver sig ud på et nattelangt trip i et forsøg på at undslippe blokkenes labyrint. Et andet sted forsøger to nybagte forældre, Hannah og Ihsan, bevæbnet med pjecer at bekæmpe de systemer, som truer med at nedrive deres hjem. Alt imens vokser en mystisk kraft bag betonvæggene; en kraft, som vækker blokken til live.
Blokkene er en roman om syv liv, som udsættes for hver sin prøvelse. Det er roman om de uoverskuelige systemer, som tvinger mennesker i fortabelse, men også om den store kærlighed, som vokser bag blokkenes skydevinduer. Deniz Kiy skriver dirrende smukt om smerte, om forældreskab, om modstandskraft og om de disparate mennesker, der bebor Danmarks boligblokke. Det er en roman om mennesker, som forsøger at komme overens med det liv, som er blevet dem givet, og de liv, som er taget fra dem.
jeg synes det er fint, hvordan bogen bevæger sig relativt smidigt mellem socialrealisme og magisk realisme, det er en spændende kombination af genrer. men jeg slog mig lidt på, at der synes at være en insisteren på at gøre sproget billedskabende, som tit føltes tvungen snarere end naturlig. ville give 3,5 hvis goodreads kunne steppe op og gøre ratingsystemet mere smidigt…
Virkelig god og smukt og meget hurtigt læst. Synes den var på den rigtige måde alvorlig men også beskrivende. God at læse i “en køre”. Har allerede lyst til at læse igen og forstår bedre.
“Blokkene” af Deniz Kyi var blandt de nominerede til DR-romanprisen 2026. Vi følger en række beboere i en boligblok, hvor der bor folk af mange nationaliteter. Forfatteren har selv omtalt den som en kollektivroman, men deres liv berører ikke hinanden ret meget. Der er fx kvinden, som gør rent på en skole, og som ser en dreng, der gemmer sig oppe i et træ. Der er kvinden, som mens hun er på barsel, prøver at komme i kontakt med en gruppe kvinder, der mødes i en aktiveringssystue. Der er kvinden, som har en akademisk uddannelse, men føler sig fremmed der og nu søger arbejde fra sit barndomshjem. Der er den unge dreng, der hjælper til hos kioskmanden osv osv. Det er ikke så nemt at opdage, men bogen foregår i forskellige tider. Og samtidig er der en slags genfærd, som optræder flere steder, en dreng, som blev dræbt på en knallert. Der er rigtig meget godt i romanen, men den er ikke rigtig “færdig”. Der burde have været arbejdet mere i dybden med den.
Jeg kunne godt lide skildringen af de mennesker, man møder i bogen og oplevede det som vigtige fortællinger. Jeg savnede dog lidt sammenhæng imellem skildringerne, det kom til at virke lidt for fragmenteret for mig. Det var lidt svært at blive grebet af bogen pga det, i hvert fald for mig. Af og til oplevede jeg et par sprækker mellem fortællingerne, så jeg blev i tvivl om, om jeg missede noget? Men sådan er det måske når man bor i en blok?
Med stor indlevelse og et flot poetisk sprog fortæller Deniz Kiy i denne kollektivroman om beboerne i “Blokkene”. Det er en fortælling om fortidens skygger, der holder os fastlåste i nutiden, om sorg, afsavn, racisme og mistet tro på samfundet og dets systemer, alt imens der er en gnist af sammenhold i disse truede blokke, som i et væk rives ned uden at tage højde for de levede liv, der er i blokkene.
Man mærker tydeligt, at Kiy debuterede som digter før denne første roman, for hans sprog er så smukt, bevægende, gribende og malende, at mange beskrivelser føles som dele af et digt. Så ikke alene er det en stærk og vigtig fortælling - en ny perle i denne voksende, litterære tematik om boligblokke i Danmark, og dem der lever der. Det er samtidig en fornøjelse at være i en tekst, det er så velformuleret og velopbygget. Kiy har virkelig greb om den skønlitterære genrer, så det bliver spændende at se, hvad vi ellers kan vente os af ham.
en bog hvor historien står mellem linjerne,, en dejlig bog. nedslag i forskellige mennesker liv, åbenbart strækker den sig over mange år det skulle jeg lige fatte. jeg ser et fællesskab i blokkene man ikke har bedt om , men måske heller ikke kan være foruden. sanselig, fx der hvor manja går til arbejdet i den mørke tidlige kulde eller den overdækkede altan, jeg så den tydeligt for mig. havde lidt svært ved at holde fokus ved nogle af historiene. skulle koncentrere mig en del, for at få det fulde ud af den. fordi tror den kan mere hvis den kan forstås både forlæns og baglæns.
Fineste glimt af et liv i boligblokken. Betonblokkene vækkes til live gennem Kiys poetiske og maleriske sprog. Man lærer ikke karaktererene dybt at kende, men man forstår, hvad der binder dem sammen - en sorg over det der var, en længsel efter noget bedre og en kollektiv frustration over, at det aldrig bliver sådan.
Jeg kan virkelig godt lide, at boligblokke på det sidste er blevet hovedpersoner i flere danske romaner. Og her med en snert af magisk realisme? Det er spændende. Jeg savner at lære menneskerne bedre at kende.
Utrolig fedt skrevet!! Ikke et eneste tidpunkt var den kedelig. Men jeg fattede ikke plottet.. måske med lidt mere koncentreret læsning havde den fået fem stjerner. Men der var simpelthen for mange karakterer. Og hvorfor vendte størstedelen af dem aldrig tilbage efter man havde mødt dem…
Hurtigt læst - magisk realisme i blokkene. Bogen var god til at male billeder, men jeg tror måske ikke jeg lagde helt nok tankevirksomhed i den til helt at forstå så meget, som forfatteren nok ønskede. Men god, synes jeg
Blokkene er en kollektivroman, der følger en række beboere i et socialt boligområde, truet af nedrivning. Med et socialt forankret og poetisk sprog skildrer bogen beboerne, som forsøger at holde fast i værdighed, kærlighed og tilhørsforhold i omgivelser præget af tab, sorg, opløsning og fremmedhed. Samtidig synliggør romanen, hvordan mange af beboerne mødes af systematisk diskrimination i boligområderne, på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt. Der er noget meget rørende over den måde, bogen skildrer livet i boligblokkene på, hvor håb, afmagt og længsel eksisterer side om side, og hvor et liv uden udsyn kan føles som et hul, man har svært ved at komme op af. En velskrevet, tragisk og dristig debutroman.
Det var en sej bog. Rodet sprog, så det var svært at orientere sig. Politisk proklamerende, så det var svært at tage den alvorligt. Sagde mig desværre ikke meget, så jeg opgav et stykke inde i bogen.
Fin idé men ikke sådan helt fantastisk udført. Novellerne var udmærkede hver for sig, men jeg fornemmede ikke en stærk sammenhæng mellem dem. Det var spændende at få et indblik i forskellige skæbner i sådan et boligkvarter, men der er alligevel noget der føles uforløst.
Synes personligt den var lidt svær at læse med dens beskrivelser. Ligeledes ikke så meget payoff mellem karaktererne man møder i bogen, og havde tænkt at deres liv var flettet mere sammen. Og så har stadig lidt svært ved at gennemskue det “magiske” i det.
This entire review has been hidden because of spoilers.
3.5. Jeg kunne godt lide den, men ville ha været endnu bedre hvis de forskellige dele hang lidt mere sammen. Måske var det bare mig der ikke fik det hele med?
Når man nu er kommet en del mellem, og har haft meget med børn fra blokkene at gøre, kommer det helt ind under huden. Så lækre, poetiske, brændende og nære tekster! Jeg tager hatten af.
I Blokkene af Deniz Kiy følges en række beboere i et typisk socialt boligområde i Danmark: Blokkene. Det gør vi i selvstændige kapitler, der alligevel i sidste ende binder personerne sammen via et tragisk dødsfald, som skete midt i mellem blokkene for nogle år siden. VI møder fx i starten Manja, der gør rent på den lokale skole, hvor hun en dag støder på Adam, som sidder i et træ og gemmer sig, forsømt, og med frygt for at komme hjem. Hun tager sig på en måde, kærligt, men alligevel utilstrækkeligt af ham og sådan fornemmer man at blokkenes skæbner mere eller mindre alle har det: De forsøger at skabe sig et tåleligt liv, men er jo på bunden af samfundet og på mange måder stigmatiserede, men har livstrang og en slags livslyst, også. Blokkene binder dem på godt og ondt sammen, lidt som det også foregår i Ned fra himlen af Liv Duvå og Nøjsomheden af Stine Askov, fx, men Blokkene af Deniz Kiy er mere lavmælt og realistisk og dermed på en måde uforløst, lidt ligesom livet. Jeg synes det er en helt fremragende bog, hvor jeg kom tæt på nogle personers indre kampe og kærligheds- og sammenhængssøgen. Tragisk og smukt.