I samlingen undersøger den produktive digter forholdet mellem menneske og maskine, mellem arbejde og identitet, i en tid hvor grænserne mellem det private og professionelle bliver stadigt mere udviskede. Med et poetisk sprog, der blander det industrielle med det intime, skaber Sternberg et unikt portræt af det moderne arbejdsliv. Digtsamlingen bevæger sig gennem hjemmearbejdspladser, digitale landskaber og automatiserede processer, mens den konstant vender tilbage til mennesket bag skærmen, bag maskinerne, bag produktionen. Digtene udforsker, hvordan vi som mennesker navigerer i en verden, hvor ”feedback-mekanismer” og ”automatiske mekanismers reaktioner” er blevet en naturlig del af vores dagligdag.
ordene har hænder. de trykker, trækker, smitter. tungen er ikke et talerør men et redskab. en bjørneklo. kommunikation er ikke klarhed, men friktion, støj, et system der hakker.
her er hjemmearbejde, industri, kærlighed og verdens undergang samlet i samme proces. alt producerer noget, også når det smuldrer. også drømmen. også kroppen. også tavsheden.
vi er mange i denne bog, men aldrig færdige som et "vi" mennesker, maskiner, processer. revolutionen er ikke et mål, men en mærkelig sang, der opstår, når man bliver ved.
apokalypsen er ikke dramatisk. den er funktionel. den har ventilationssystem. den er velegnet til fjernsynet. vi er slaver af vores egne forbedringer og kalder det udvikling.