Ane Cortzen kaster et ærligt og tankevækkende blik på sin generation af kvinder. Dem, der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de hedonistiske halvfemsere og blev mødre i det nye årtusinde. Rødstrømperne – generationen, der kom før Anes – og de unge kvinder, der sparkede gang i #MeToo-opgøret, har brudt og ændret samfundsformer og -traditioner. Hvad gjorde Anes årgang?
I samtale med kvinder fra sin generation – Franciska Rosenkilde, Katrine Engberg, Maya Albana, Rikke Rønholt og Karen Simonsen – tegner Ane Cortzen et ærligt portræt af kvinderne fra generation X. En fortælling om selvstændighed, ensomhed, kærlighed, moderskab. Om livsgejst og styrke … og om måske at have sovet i timen? En åbenhjertig, bramfri og tankevækkende bog om kvinderne midtvejs i livet.
Jeg var faktisk lidt skuffet over denne, som jeg ellers var meget glad for at modtage som gave. Jeg kan godt lide Ane Cortzens fremtræden på tv, og jeg ser alle hendes programmer. Det skyldes måske først og fremmest, at jeg interesserer mig meget for (bæredygtig) arkitektur og design. Men jeg kan også godt lide hendes tilgang til det at lave tv. Fx. taler hun ikke ned til mig – det gør rigtig mange tv-programmer.
Idéen med denne bog – at skrive om de kvinder, der faldt mellem rødstrømperne (måske deres mødre) og de unge #metoo-kvinder (måske deres døtre) – er jo god. Og det er bestemt meget interessante kvinder, der medvirker i bogen. Dog repræsenterer de alle den absolutte spydspids af deres generation, og portrættet er derfor ikke særlig retvisende. Bogens form er jeg heller ikke så betaget af – en masse korte afsnit, hvor de "taler" på skift. Jeg kan godt medgive, at det ikke ville fungere, hvis de havde haft hver sit separate afsnit, men lidt længere udsagn fra dem hver ad gangen, ville jeg have sat pris på.
Sidst i bogen interviewes en lille håndfuld af spydspidserne i #metoo-generationen. Jeg har måske den samme anke dér.
Nu lyder det, som om det er en dårlig bog. Det er det slet ikke. Særligt kvindernes reflektioner over deres egne reaktioner på #metoo er befriende ærlige og interessante. Det er det også, at de fleste af dem er nået til, hvor de er i dag uden nogen synderlig hjælp og støtte hjemmefra. Tværtimod fortæller flere af dem om en barndom, hvor de fra en tidlig alder måtte klare det meste selv. Det er tydeligvis ikke altid kun en dårlig ting, selvom jeg ser for mig en masse lidt mindre kapable mennesker, der ikke var i stand til at mestre livet som teenagere og som derfor ikke "blev til noget".
Men ét kapitel var jeg enormt begejstret for og havde gerne set udfoldet meget mere: Det handler om den amerikanske neurolog Lisa Mosconi, der som den første fandt på at scanne kvindehjernen før og efter overgangsalderen. Det havde ingen tænkt på tidligere (wtf?). Vi ved allerede, at der sker spændende ting i kvindehjernen i puberteten og under graviditet og fødsel. Det vil næppe overraske nogen kvinde, der enten er i overgangsalderen eller har overstået den, at der også sker forandringer i hjernen på det tidspunkt.
En ærlig og velformuleret bog, der satte ord på noget, jeg selv har gået og fornemmet: Hvordan vi, der var unge i 90’erne, først sent for alvor blev feminister – og hvorfor. Ane Cortzen giver en form for generationspsykologi, som både forklarer og forløser.
Gennem samtaler med markante kvinder bliver det tydeligt, hvordan vores generation lavede små, ordløse oprør – ofte i det stille, med blikket rettet mod individualisme snarere end fællesskab – og hvordan vi i dag har mulighed for at stå ved både vores valg og vores tvivl.
Bogen gav mig ny forståelse for de år, der formede os, og for hvordan vi kan spejle os i de yngre generationers aktivisme – ikke i modsætning, men i videreførelse. For deres drømme er også vores. Og det er aldrig for sent at lære, tage ordet og stå stærkt i det, vi tror på.
Meget begejstret for denne bog, der - synes jeg - rammer min generation af kvinder utroligt godt ind: Os der blev født i halvfjerdserne, voksede op i fattigfirserne, var unge i de ubekymrede halvfemsere og blev mødre i nullerne. Os, der kom efter rødstrømperne og før de unge, der satte gang i MeToo. Spørgsmålet er, hvad vi gjorde? Meget tankevækkende - og meget der var genkendeligt.
Jeg er nok desværre ikke så imponeret over bogen: De dele Ane selv har skrevet, er helt ubetinget mine favoritdele af bogen. Her er tonen klar og skarp og anekdoterne interessante og sjove. De andre stemmer i bogen interesserede mig simpelthen ikke nær så meget.
Og helt generelt vil jeg nok sige, at når man vil vise, at vores generation faktisk også kan tage ordet og fylde noget, så virker det mindre overbevisende, at det er seks toneangivende kvinder, der på hvert sit område har haft anledning til at gøre sig gældende i offentligheden. De har alle seks været synlige og er blevet hørt. Så det ville måske i grunden have været en bog, der havde haft glæde af, at Ane også havde talt med "anonyme" kvinder fra generationen: Kvinder der har levet helt almindelige liv, haft almindelige karrierer, er blevet gift, har fået børn, er blevet skilt eller gået i overgangsalderen uden på nogen måde at have været offentlige personligheder. Det havde givet et fint modspil til de kendte, markante kvinders liv.
Bogen er visuelt fantastisk smuk - og såvidt jeg kan læse mig til faktisk designet af endnu en af de stærke mediekvinder, Maria Bramsen. Sjovt som cirklerne er små. Jeg er under alle omstændigheder virkelig imponeret over og vild med bogens smukke visuelle identitet.
Lydbog. Rigtig god bog. Er fra den generation og dejligt at høre de forskellige kvinders overvejelser om opvækst og livsvalg. Den hårdhed som mange kvinder har udviklet fra min generation ved at ville ALT og helst helt alene om det, har aldrig for alvor troet på. Det er velgørende at mange finder blødheden frem ifm overgangsalderen og begynder at indse at fællesskaber med andre kvinder kan noget og at stræbe efter perfekthed er både nyttesløst og i nogen tilfælde patetisk når det gælder botox og filler.
Blev overrasket over at høre hun havde været leder flere gange inden hendes værtsrolle på TV. Det giver mere mening i de seneste udsendelser hvor hun udstråler mere autoritet og det klæder hende virkelig. Det virker mere som i overensstemmelse med den hun er at stå tyderligere frem. Beskæmmende at høre DR’s rolle når det gælder ligeløn, opfordring til botox 🫣🤬 og den måde kulturen var da hun startede. Forhåbentlig er det anderledes i dag!