Giftig

Kærlighedens år #2

by Johanne Mygind

Hun vil skrive sin families historie. Det bliver en giftig affære.

Dokumentaristen Nanna rejser til Vestjylland for at skrive en roman om sin families hemmelighed: Hendes morfar var driftsdirektør på Cheminova og ansvarlig for Danmarkshistoriens største miljøkatastrofe. Nannas plan er at skrive en stor roman. Den skal være som Matador, bare med gift, og med sin baggrund er hun selvskreven til at fortælle historien. Som led i sin research bliver Nanna tilknyttet Lemvig Museum og flytter ind i en fugtig lille lejlighed i byen, mens hendes kæreste og børn bliver tilbage i København.

I 1953 ankommer Nannas bedsteforældre, Henning og Rigmor, til Lemvig sammen med deres lille datter. De er fulde af forhåbninger om et bedre liv. Men Henning lader sig opsluge af arbejdet på fabrikken, og inden længe indser Rigmor, at gift kan sive ind overalt, selv i et ægteskab. Og også i nutidens Vestjylland må Nanna erkende, at hun ikke længere har grebet om sin egen historie og arv.

Giftig er en selvstændig fortsættelse til den prisbelønnede roman Kærlighedens år.

Genres: Audiobook, Danish

384 pages, Hardcover

First published October 30, 2025

Reviews

[Lene Hartvig]

Lidt for meget snak om René, så det kammer over og virker småligt. Første del af bogen kunne jeg bedst lide.

[Cecilia Marini]

Den her bog er simpelthen så vellykket. Og al smerten ved at være to forfattere der skændes offentligt om romanindhold aside, så synes jeg faktisk at de to bøger komplimenterer hinanden rigtig godt.

Det er alligevel som om, at jeg tror mere på Johannes beretninger (selvom det er en roman). Og jeg var også ret træt af sidste fjerdedel af Kim Blæsbjergs bog.

Nå!
Jeg var også ved at græde mange gange i den læsning, da det jo simpelthen er sådan en forfærdelig del af danmarkshistorien, som stadig trækker et dødbringende spor op i nutiden, både for mennesker og natur.

Der kan - for min skyld - ikke skrives nok bøger om de utroligt stupide beslutninger der blev taget af den øverste ledelse på Cheminova dengang.

BRING THEM ON!

[Maija Hejgaard]

Den vildeste autobiografiske roman om bl.a. miljøsvineri, utroskab, psykisk sygdom og bedrag. Virkeligheden overgår fantasien i denne meta roman om at skrive en roman om sin families historie.

[Rikke Fogh]

Jeg har det lidt svært med bogen som bygger på en reel personlig oplevelse, som der også været skrevet om i medierne.
Men i romanen fremstår nogle personer ikke ved deres eget navn, mens andre personer fx Gunner Andreasen gør.
Johanne Mygind anklager Kim Blæsbjerg for at have stjålet hendes families histore - både i medierne men også i romanen.
Men kan københavneneren Johanne Mygind komme til Lemvig og skrive en historie om Lemvig og Cheminova? Har hun så ikke stjålet Lemvigernes historie? Hun ved fx ikke hvad en høfde er?
Og her er så hele humlen - kan man stjæle andres historie og lave det om til fiktion?
Jeg er ærkelemviger, og er måske også farvet her af, men jeg køber ikke præmissen.

[Benny]

Tror ærlig talt ikke, at jeg var kommet igennem romanen, hvis det ikke havde været min puslespilslydbog

[Birgitte]

Jeg tror det er rigtigt at Cheminova-skandalen ligesom Chernobyl kan føde flere fiktionsværker.
Blæsbjergs lidt gammeldags med kig ind i parcelhusene i Lemvig. Og Myginds mere selvreflekterende på en spændende måde, både om forfatterens kamp for sin historie, om flere karakterers oplevelse af miljøproblemet - herunder skolebørn og ansatte på museet. Jeg synes især kultur-københavnerens møde med Jylland og jysk skaber en fin spænding.

[Pages and Prescriptions]

Jeg havde meget svært ved at adskille forfatteren og hovedpersonen Nanna fra hinanden, og derfor blev hovedpersonens fiksaktion med René (Kim) utrolig anstrengende at læse om igen og igen (også selvom jeg forstår fiksaktionen, hvis tingene faktisk forløb sådan mellem de to virkelige forfattere, som beskrevet i bogen mellem de to fiktive forfattere).

Jeg ville langt hellere have foretrukket at forfatteren skrev sin version af sin families historie (som jeg stadig synes har legitimitet og sin plads i literaturen), i stedet for at jeg som læser skulle hives med ind i dette drama mellem to forfatteren/eks-elskere, og udsættes for forfatterens sure opstød og behov (omend forståeligt nok) for at forsvare sin side af sagen.

Men helt generelt har jeg det svært med bøger så direkte baseret på forfatterens eget liv, men som ikke er selvbiografi/memoir. Jeg svært ved at havde tillid til karaktererne i bogen, og forsøger hele tiden at skelne fiktion fra virkeligheden, hvilket ødelægge læseoplevelse for mig.

Havde der ikke været denne tætte parallel til virkeligheden, så tror jeg som end nok jeg godt havde kunnet lide historien.

En anden mindre irritation for mig ved denne fortælling var brugen af musik og sangtekster. Det føltes irrelevant og forstyrrende.

[Freja Frank]

Er glad for at begge bøger findes! Perfekt til os litterære drama queens.

[Mathias Bøgedal]

Jeg har svært ved præmissen om, at en anden forfatter skulle have “stjålet” historien. Fortællingen om Cheminova er i mine øjne en fælles historie for mange på Lemvig-egnen og en del af mange familiers liv.

Derfor fylder det lidt for meget i bogen, og tilfører en bitterhed, som trækker lidt ned. Men når det er sagt, er det en stærk og velskrevet bog, som formår at engagere og gøre indtryk.

[Leif]

Jeg troede, at Johanne Mygind var på en umulig opgave med romanen Giftig. Som det har været fremme i medierne – bl.a. Zetland i efteråret 2025 – indgår Myginds Giftig i en kontrovers med Kim Blæsbjergs roman De Bedste Familier, som udkom i foråret 2023. Begge bøger handler om Cheminova. Blæsbjergs bog er udkommet først og handler især om to familier. Den ene af disse to familier – tilflytterne Albeck fra København til Lemvig, idet manden Jørn er driftsdirektør på fabrikken, og selv er med i flytningen af fabrikken fra Sjælland til Rønland ved Harboøre. Denne familie er Johanne Myginds familie, da Jørn med meget store lighedstræk er Johanne Myginds morfar. Endnu mere kulørt bliver det, at Blæsbjerg og Mygind har haft en kort affære, hvor Mygind har fortalt sin familiehistorie og fortalt Blæsbjerg, at hun selv var i gang med at skrive om Cheminova gennem hendes familie.

Kontroversen handler banalt om, om Blæsbjerg har stjålet historien fra Mygind. Om han er blevet en bestsellerforfatter med De Bedste Familier på Myginds bekostning. Da jeg hørte om kontroversen, var jeg instinktivt på Blæsbjergs side. For kan man eje en historie? Sådan er det jo ikke – dem der føler sig berøvet, kan jo bare skrive deres egen historie. Og sådan har jeg det nok stadigvæk. Ud fra Zetlands artikler kunne jeg godt fornemme, at der var mere på spil – og flere dilemmaer at forholde sig til – og jeg fornemmede, at jeg måske kunne blive rokket ved at læse de to romaner.

Så hvilken bog starter man med at læse? Jeg tænkte, at jeg ville starte med Blæsbjerg – da den var udkommet først (selvom man også kunne hævde det modsætte, at Myginds familiehistorie udspringer af hende og også er blevet overleveret fra hende til ham først), og fordi Myginds Giftig kan opfattes som et svar på Blæsbjergs roman. Jeg tænker stadig, at det var en ok rækkefølge at læse de to romaner i. Jeg har tidligere anmeldt Blæsbjergs roman på Goodreads – og var meget positiv. Det er jeg faktisk stadig – efter at have læst Giftig.

Men – og det burde egentlig ikke være et men – Giftig er også virkelig en god roman. Den er nemlig meget mere end en forfatter, der gør krav på sin historie og som er vred over, at en anden forfatter har taget historien og skrevet en roman først. Bitterheden er der godt nok, og den er jo ret naturlig, og bitterheden er en drivkraft i romanen, men den bliver blandet med alt muligt andet, jo længere man læser sig ind i Giftig. For Mygind får på ret unik vis genåbnet historien om Cheminova – og ikke mindst hendes egen families relation til Cheminova. Ligesom med postkolonial og feministisk litteratur er der tale om at finde sprækker i den officielle historie (her først og fremmest Blæsbjergs roman) og give stemmer til noget af det, der ikke har fået stemme. Det kunne virke som et konstrueret og kedeligt projekt fokuseret på Can The Subaltern Speak, men det er det ikke, fordi der faktisk viser sig mange spændende lag i det, der har været ufortalt.

Mygind genåbner historien på forskellig vis. Hun gør det bl.a. ved at flytte fiktionen ind i et parallelt univers med nye pseudonymer for karaktererne. Nye i den forstand, at de hverken er Blæsbjergs navne eller de biografiske navne – men altså helt nye navne. Morfaren, som i virkeligheden hed Aksel Mygind og som i Kim Blæsbjergs roman hedder Jørn Albeck, hedder i Johanne Myginds roman Henning Löfgren. Mormoren hedder i virkeligheden Ellen Mygind, i Blæsbjergs roman Karin Albeck og i Johanne Myginds roman Rigmor Löfgren. Moren hedder i virkeligheden Karen (Myginds første roman Kærlighedens År handler om moren, som var en prominent stemme inden for rødstrømpebevægelsen), hun hedder i Blæsbjergs roman Vibeke, og i Johanne Myginds roman Elisabeth.

En anden måde, som Mygind med Giftig genåbner historien på, er ved at have flere niveauer og tider kørende efter hinanden. Der er et overordnet autobiografisk niveau, som handler om forfatteren selv – men flyttet over i karakternavnet Nanna, og skrevet i jegform. Disse dele er inddelt i fortløbende kapitler med kapitel 1, kapitel 2 osv. som overskrift. Men så er der tilbageblik i familiehistorien, og de er beskrevet som scener – og med titler der placerer scenen i tid og sted, fx Lemvig, 6. oktober 1955. I mange af disse tilbageblik er Nanna ikke til stede – af gode grunde, for det er før hendes fødsel. Men det er scener, sådan som Nanna forestiller sig, at hendes familiebegivenheder og -dynamikker har udspillet sig på baggrund af den research, hun har foretaget sig. Scenerne er beskrevet i tredje person ental og er i høj grad båret af replikker, nærmest som om dokumentaristen Nanna/Johanne har været til stede og har optaget disse scener.
Romanen er derfor sammensat af en skiften imellem det autobiografiske niveau og det sceniske niveau – med størst vægt på det autobiografiske, der også rummer metaniveauet om at nå frem til at kunne skrive en roman om det hele. At skrive en anden roman end den, hun oprindeligt havde forestillet sig, og som nu er blevet umuliggjort af Blæsbjergs roman.

Den første fornemmelse for, at der er nogle andre logikker i spil i familien, end den, som Blæsbjerg får fortalt, er, at karakterskildring af driftsdirektørens kone i Giftig er markant anderledes. Hvor Karin i De Bedste Familier er hjemmegående og ofte beskrevet som passiv og ensom, har Rigmor i Giftig høj agens. Hun er uddannet fysioterapeut, og hun er en udearbejdende kvinde på sygehuset i Lemvig, hvor hun efterhånden sætter gang i at tilbyde fødselsforberedelse og efterfødselsgymnastik. Hun viser tilmed at være mere handlekraftig over for sin mand – men samtidig også med i beslutningen om at flytte til Lemvig for at få sig et godt liv med villa, og hun virker meget selvbevidst om at være i et liv, hvor økonomien er på plads. At hun bevidst har valgt dette liv – med Henning og hans job som afgørende økonomisk faktor, men med hende selv som fagligt erhvervsaktiv. Med Johanne Myginds skildring af en handlestærk kvinde fremstår Blæsbjergs direktørfrue Karin som en figur, der er blevet fortalt for endimensionelt og svagt – ja ud fra en feministisk optik kunne man sige, at Blæsbjerg har skrevet den kvindelige agens ud af historien, hvilket Giftig nu genetablerer.

Men det er ikke bare på dette karakterniveau, at Johanne Mygind får taget til genmæle – mere om dette lidt senere.

Det er i det autobiografiske spor, at vi hører om, at Nanna er gang med et projekt om sin morfars og mormors liv i de år, hvor morfaren var driftsdirektør på Cheminova fra 1950 til starten af 1960’erne. Og hvor vi hører, at Nanna får et legat til at være huskunstner på Lemvig museum – noget hun gerne vil, men som også for hende er en måde at komme i gang med at skrive sin nye roman på. Det er så også her, at vi hører om Nannas forbitrelse over, at den forfatter, hun har haft en affære med, og som i Giftig kaldes for René Hee, har udgivet ”den gule bog” om Cheminova og Lemvig.
Det, som bliver et anliggende for Nanna, sideløbende med at bogen udfolder sig – er, om hun overhovedet kan skrive en bog om sin families tilknytning til Cheminova, og i givet fald hvordan. Dette anliggende strømmer under alt det andet, som Nanna gennemlever – hun er søgende og samtidig vred, bitter og frustreret. Forbitrelsen fylder meget i romanens første halvdel – ofte sideløbende med en form for selvironi over at være blevet udnyttet (at have været så godtroende), over at reagere så følelsesfuldt (lysten til at smadre boghandlen) og passivt, fordi hun endnu ikke ved, hvad hun skal gøre. Selvironi blandet med forbitrelse, med vægt på forbitrelse. Dette blandet op med hverdagens trummerum med at få sit liv til at hænge sammen i en rodet tid, hvor Nanna flytter til Lemvig uden at kende nogen i byen og med en stor følelse af at være københavner alene i Vestjylland, og hvor hun har tre børn i København med en mand, hun ikke længere er sammen med, og en ny kæreste.

Anden halvdel af romanen rummer virkelig mange nuancer af familiens infiltration i Cheminova ikke mindst økonomisk. For Nanna fremskriver mange afhængigheder helt ind i familiens hjertekule. Om familiemedlemmer, som på en eller andet måde er blevet gjort tavse – måske netop pga. de økonomiske bindinger. Og som nu fortrænger dette – eller måske nærmest helt har glemt dette. Mens overraskende skrifter om fortiden ligger gemt i hjemmene og på et tidspunkt måske ser dagens lys.

Disse afdækninger, som finder sted mere og mere, som romanen skrider frem, gør, at Giftig ikke bare bliver et bittert opråb mod Blæsbjergs roman, sådan som første del af Giftig har nogle tendenser til. Giftig udvikler sig til at blive en roman i sin egen ret, samtidig med at Giftig er svar på Blæsbjergs roman. Mygind viser med sin mangefacetterede roman om afhængigheder, dynamikker, samvittighedskvaler, fortrængninger og selviscenesættelser, at De Bedste Familier slet ikke har dybderne med. Og det er faktisk lidt af en bedrift, at Mygind kan få litterær og researchet ”hævn” på den måde, ved at skrive Giftig og vise, at giftighederne i familien når større dybder. Blæsbjergs roman kommer i den forstand til at fremstå overfladisk, når det gælder skildringen af familien Albeck.

Giftig bevæger sig fra bitterhed som grundmodus i den første halvdel til at være en nysgerrig og ubarmhjertig oprulning af familiens giftigheder – både ift. Cheminova men også alle de giftige dynamikker og afhængigheder. Men det ret fantastiske og meget vellykkede ved romanen er, at denne oprulning er båret af leg, humor, vrede og tilgivelse i en pærevælling. Det er gribende og samtidig vedkommende – både fordi det er et stykke Danmarkshistorie om den største forurening i Nordeuropa, men også fordi det er en historie om familiedynamikker.

Jeg er fascineret af mange ting ved romanen – og jeg vil runde af med at give et eksempel på legen, alvoren og oprulningen, der går hånd i hånd. Det museumsprojekt, som virker kuldsejlet et langt stykke inde i romanen, blomstrer op til sidst på en smuk og rørende måde inspireret af Svetlana Aleksijevitj – men overført i et pædagogisk format med skolebørn, der skal interviewe deres familie om Cheminova, og derefter omskrive det til tekst, som om teksten følger interviewpersonens tanker om det hændte. Det er endnu en måde at give stemme til nogle af dem, der ikke har fået fortalt deres historie. Et kunstværk i sig selv – genfortalt af mange (børne)børnestemmer. Og som sammen med Myginds scener af udspillet familieliv op gennem årene står disse stemmer som stærke alternativer til den officielle Cheminovahistorie og også som alternativer til Blæsbjergs roman. Det er nok Johanne Myginds mest elegante hævn ved at skrive Giftig – at hun via sine mange lag får vist, at Blæsbjergs roman slet ikke rummer alt dette – og står på et mindre researchet grundlag.

Oprensningen af stranden og oprensningen af historien er blevet sat i gang. Med menstruationskop, trommer, lunefuldhed, modstand og skaberkraft.

[Aida]

Jeg elskede historien om Rigmor, men affæren fylder simpelthen for meget og tager fokus fra det, der egentlig er interessant.

Johanne (aka Nanna) vidste jo godt, at den anden forfatter ville skrive historien, hun gav ham selv lov til at mødes med hendes mor. Derfor virker det ærligt talt lidt bittert, når hun efterfølgende påstår, at han har stjålet hendes historie.

Cheminova-historien er jo en del af Danmarks fælles historie, den tilhører ikke én person.

Jeg blev også træt af måden, Vestjylland konstant blev beskrevet på, som om det var en helt anden planet.

[Julie]

Forfatteren skriver godt, men historien forbliver uforløst. Konflikten med den anden forfatter bliver hurtigt anstrengende og fylder alt for meget i historien på bekostning af andre interessante perspektiver, der kunne/burde have fyldt mere. Især set i lyset af det feministiske afsæt. Men fin gennemgang af tidsbilleder fra især et kvindeperspektiv. 

[Charlotte]

Velskrevet, velkomponeret, elementært spændende, modig autofiktion med stor grad af selvudlevering ift. relevante emner.

Romanen skifter mellem realtid/nutid og fortalt tid/fortiden. I nutiden følger vi forfatterens arbejde med den bog vi læser. Nanna forsøger at undersøge forholdene omkring Cheminova, som Nanna er forbundet til via sin morfar, som var chefingeniør, da fabrikken flyttede til Harboøre tange, hvor man mente havet var stort nok til at fortynde det ekstremt giftige spildevand.

I fortalt tid, hører vi så om dengang i 1950érne og 60´erne. Dynamikken mellem de to tider fungerer rigtig godt og forfatteren er dygtig til at få opbygget spænding på baggrund af ret udramatiske ting.
Her kommer hendes journalistiske evner rigtigt i spil.

I nutidssporet har vi så hele balladen med Kim Blæsbjergs bog, som Nanna ser i en boghandel i Lemvig. Hvilket slår hende helt ud for en stund. Men man kan sige, at hævnen er sød. Forfatteren stjæler den historie og bruger den nådesløst i sin bog. Det hele er jo bare fiktion. Haha...

Men der er også et niveau i det med at vi opfatter "det samme" helt forskelligt. Kim Blæsbjerg hedder Réne i denne roman og det er helt sikkert, at de begge mener det de hvert opfatter som sandheden, ikke kan afgøres. Og lidt det samme med morfaren, som er et menneske og en sød morfar. Ganske almindelig. Hvordan kunne han lade den uoprettelige forurening forekomme? Hvad i alverden tænkte han dog på? Det er det Nanna gerne vil have svar på, men det er ikke så nemt. Der er masser af selvbedrag og fortrængning af det ubehagelige og ren og skær magelighed.
Man fik god økonomi med fabrikken og man var gavmild og man støttede både det ene og det andet i lokalsamfundet. Og den gav levebrød til mange mennesker. Så simpelt. Nanna trækker filosoffen Hanna Arendt undersøgelse af ondskabens banalitet ind i historien. Adolf Eichmann var en helt almindelig embedsmand, som ikke var det mindste monsteragtig, men som udførte massemord uden at tage personligt ansvar og uden at turde tænke kritisk.
Der er også gift i ægteskaberne og bogen er jo nr 2 efter Kærlighedens år. Det er kvindernes historie der fortælles. Og ja, tankeløshed kan skade præcis lige så meget som bevidst ondskab. Det gælder på alle niveauer.
Jeg vil varmt anbefale bogen.

[Ottej]

I grew up in Struer, and Lemvig is only a stone's throw from where I was raised. Yet it took a Copenhagen-based author to tell me about Cheminova—a story I had never heard before *Giftig* (*Poisonous*) was published. The novel follows a writer who moves to Lemvig to write a book about Cheminova's environmental pollution, a company where her grandfather had been the managing director.

In reality, however, the novel is not only about the toxic pollution caused by Cheminova, but also about the greed that poisons people's hearts. It explores what happens to a family when no one takes responsibility or dares to admit their mistakes, and how that kind of poison can spread from one generation to the next.

The reference to *Eichmann in Jerusalem* by Hannah Arendt serves as an important reflection. Just as Arendt describes how evil can become normalized when people blindly follow the norms of their community and are rewarded for doing so, *Giftig* shows how serious consequences can be ignored within a close-knit community.

The novel blends family saga, autobiography, fiction, and journalistic testimony about Cheminova. At several points, the author also addresses the reader directly, reminding us that we are reading a constructed narrative. In doing so, the book tells a piece of Danish history from a deeply personal first-person perspective.

I have never read Jens Holst's book, but *Giftig* raises an important question: **Would we ourselves have acted any differently from those who worked at Cheminova if we had been in their position?**

[Pia Rosenkilde]

Giftig af Johanne Mygind ~

Jeg elskede, Kærlighedens år og den uafhængige to'er her, kom ikke helt under huden på samme måde, men var stadig en bog, jeg fløj igennem. Der er noget nærværende og ærligt ved forfatterskabet og en dejlig bramfri måde at male verden på.

Nanna vil skrive om sin morfars tid på Cheminova og hans ansvar ift at lede gift direkte ud i Vesterhavet, men en mandlig forfatter, hun har haft en kort affære med, kommer hende i forkøbet. Romanen bærer den frustration og fortvivlelse og man bliver en smule træt. Dog fedt med litteratur der råber vagt i gevær, for de fleste kvinder har prøvet at en mand svindler og bedrager eller stjæler æren for ens arbejde.

Det blev også lidt trættende i længden med alle de dømmende kommentarer om Danmark ude vestpå. Beskrivelserne af mennesker og miljø. Jeg er jyde og efter 15 år i hovedstaden kender jeg begge sider af mønten, og jakker behøver jo ikke være uformelige bare fordi de ikke er Henrik Vibskov. Altså. Manglede simpelthen bare et positivt islæt og måske mest af alt, en mening. Kunne hverken under læsning eller her bagefter helt mærke, hvad bogen ville mig?
Jeg er ikke i tvivl om, hvorfor det var en vigtig fortælling for forfatteren at få fortalt, men er den vigtig for læseren?

Gift i havet og generel ødelæggelse af vores allesammens natur for profit er giftigt. Og mens jeg læste blev der udskrevet valg, så lad os nu gøre det til et grønt valg 💚

[Linda Vinding]

Fin historie og metahistorie om at skrive en roman - samtidig med refleksioner over, om man har “ret” til en historie og om man kan “stjæle” en andens historie - da forfatteren i romanen, Nanna (Myginds alter ego) - i lighed med i virkeligheden - har en affære med en anden forfatter, som angiveligt vil skrive en roman om sin hjemstavn Lemvig (refererende til polemikken mellem Mygind og Kim Blæsbjerg, da sidstnævntes roman udkom med Myginds familie som hovedpersoner) Og “kulturmødet” mellem de sindige, tavse vestjyder og ærkekøbenhavneren fint beskrevet.
Og så en vigtig historie om dét, der skete og dén betydning Cheminova fik, da fabrikken rykkede til Vestjylland i 50’erne og skabte såkaldt udvikling og velstand til området. Om den elskede morfar, der var driftsdirektør og om hans rolle i det store problem, som fabrikken også skabte: forureningen. Om skjulte underliggende konflikter i familien. Om stærke foregangskvinder.
Endnu en vigtig og god bog om Cheminova og omegn.

[Kurt Thybo]

Johanne Myginds Giftig kom ud med en strøm af medieomtale. Det gør flere vigtige romaner, men denne gang handlede det om en fejde mellem to forfattere der havde skrevet en bog om samme emne, nemlig giftfabrikken Cheminova. Mygind anklagede Kim Blæsbjerg (De bedste familier) for at have stjålet hendes families historie. Holder den anklage vand? Eller sagt på en anden måde. Er Giftig en roman i sin egen ret? Giftig er en roman, som på mange måder fortæller en interessant historie om forfatterens morfar som i virkelighedens verden hældte fabrikkens forurenede vand i Limfjorden og Vesterhavet og aldrig fortrød. Hvad skulle vi ellers have gjort? Romanen er knap så interessant i de afsnit forfatteren forfalder til at skrive om sin modpart, den tidlige elskede forfatter til den anden roman. Alt i alt læseværdig og det er godt at få Mygindfamiliens insidervinkel på fortællingen.

[Lis Agerbæk]

Medrivende, en fornøjelse at læse. Godt formidlet Danmarkshistorie, humoristisk og vedkommende.

Johanne Mygind kommer virkelig godt rundt i problematikker om forurening, familiehistorie og fortid.

Hun er god til at beskrive dilemmaer og modsætninger på en nuanceret måde og skriver gode dialoger. Kan stærkt anbefales.

[Katrine]

Fin og interessant bog.
Jeg synes dog ikke, at koblingen mellem nutiden og fortiden fungerer, da der er for lidt indhold i historien fra nutiden. Derudover synes jeg, at bitterheden over den anden bog fylder for meget. Det bliver næsten en større del af fortællingen end den om Cheminova. Det synes jeg er ærgerligt.

[Ellen Johanne]

Indimellem var den lidt kedelig, men heldigvis andre steder helt forrygende god: fortællingen om elevernes arbejde med fortidens fortællinger og morfarens contra barnebarnets opfattelse af fabrikken. Jeg kom til at tænke på, hvordan nazisternes efterkommere føler sig skyldige i forfædrenes forbrydelser.

[Louise Bp]

I starten synes jeg det var spændende nok at det er så meta ift historien med Kim Blæsbjerg IRL, men synes faktisk ikke at det bidrog med så meget godt til bogen og føltes ikke super relevant for historien, derfor kom det lidt til at føles som en beef end at det havde et formål for historien. Men spændende at læse om Cheminova synes jeg:)))

[Adda Hammel]

“det er ikke bare mine børn, som har fået søskende. jeg er også selv blevet en del af en flok”

sammenlignet med kim blæsbjergs er det jo så tydeligt hvor han har hentet sin “inspiration”, kim fortæller en bedre historie mens johannes er mere relaterbar og virkelighedsnær

[Ditte]

Romanen er velskrevet, og en familiekrønike med udgangspunkt i tilknytningen til Cheminova virker som en spændende præmis.
Desværre synes jeg ikke, at romanen er så vellykket.
Det virker mere som en bog om at skrive en bog og om forholdet til konkurrerende forfatter.

[Juliane]

Jeg kunne godt lide konceptet om en metaroman og synes temaet om Cheminova var vildt spændende, men den endte med at handle for meget om Kim Blæsbjerg og fik mig til at tænke på om man virkelig kan eje en historie. Og så skriver hun godt nok meget om at hendes karakterer går på toilettet

[Helle Pedersen]

Nem at læse og historien om forfatterens mor og mormor er ganske interessant. Den gad jeg godt læse en hel bog af. Forfatterens proces og bebrejdelser kunne med fordelt have være undladt.

[Gerda Holmgaard]

Læste den i forlængelse af "Kærlighedens år" og sammen er de to romaner en helstøbt fortælling og et tidsbillede, som er både interessant og relevant.

[Clara Albek]

Bedre fortælling om Cheminova end i Kim Blæsbjerg men også liiiiiidt for meget fokus på Kim Blæsbjerg i den her…….

[Michella Andersen]

Jeg har læst hele dagen. Den var umulig at slippe igen!

[Ditte]

det var en virkelig fin og autentisk historie. Gode person beskrivelse.

[Marianne N]

Lydbog:
Interessant og spændende perspektiv på Cheminova. Blev ret provokeret af hendes inddragelse af Kim Blæsild