En kvinde får kort før familiens sommerhusferie besked om, at hun har fået aktindsigt i sin journal fra 1993. Som 8-årig har hun fortalt om begivenheder, der i journalen omtales som 'grænseoverskridende adfærd' i familien.
Hun vælger at tage i forvejen med familiens oppakning til ferien. På vejen må hun bevæge sig ind i en stor skov, som hun klapper sig igennem, da hun fra barnsben har været rædselsslagen for slanger. Da hun endelig når frem til sommerhuset, sætter hun sig på terrassen for at åbne den 11 sider lange journal, som strækker sig over et års noter.
Hun vil gerne lære denne 8-årige pige at kende som den, hun var. Men før hun ved af det, hører hun sin mands og sine to døtres forventningsfulde stemmer inde fra skoven. De har nået et tidligere tog, og posen med indkøbene til aftensmaden står stadig på den solbeskinnede terrasse. I de følgende ferieuger i familiens skød bevæger hun sig ved midnatstid og i tildelte rolige stunder igennem journalen, side for side.
Hvis du er bange, så ryk tættere på tager tråden op fra debuten Med hjertet i hånden og er en litterær undersøgelse af, hvor angstprovokerende det kan være at genbesøge en barndom; at lære sig selv at kende på ny for at blive i stand til at give lysten frem for frygten videre til sine børn. Hvor skræmmende livet kan være med alle sine eventyrlige prøvelser. Og hvor kraftfuldt frigørende det kan være at bevæge sig helt tæt på, ind i familiens mørke, og finde sin egen vej ud.
Sådan en stærk bog. Den efterlader mig lidt målløs, ligesom "Med hjertet i hånden". På røven over, at kunne skrive sådan. At lukke os ind i så hård en fortælling, i det der føles som nutid, altså virkelig få lov, at være med i processen ved at forstå fortiden og sig selv, og det ufattelige i overgrebet. Helm gør os en stor tjeneste ved at have skrevet disse bøger. I denne er de teatralske og eventyrlige træk mere udtalte. Jeg skulle lige vænne mig til det, men oplever det egentlig som en slags redningsplanke for at kunne være i det hårde. Teksten er så vel afbalanceret og bliver aldrig sensationalistisk. Jeg har ikke læst noget lignende.
Liv Helms “Hvis du er bange, så ryk tættere på” er en direkte fortsætter til hendes debutroman “Med hjertet i hånden”. Man kan fornemme, at Liv i højere grad skaber en større kontinuitet i denne bog og har gjort det nemmere at følge den røde tråd. Det særligt for en læser som mig, der tidvist har behov for at blive taget i hånden.
Med det sagt, er der ikke for lidt temaer at komme efter; Seksuelt overgreb, skyldfølelse, forældreskab, at gennemgå andres beskrivelser af ens oplevelser og tvivl om egne oplevelser, og jeg kunne nok blive ved. I hvert fald er det en hammergod bog, hvis man er interesseret i en krøllet og hvad jeg vil kalde ængstelig hjerne, der har erfaringer, som ingen burde have, og som skinner igennem; og det gør hjernen nok også i Helms kunst i virkeligheden, som når vi læser om hendes teaterskolefag “Åbninger”. Jeg er ikke så heldig at have set hendes stykker, men det vil helt klart være en prioritet for mig nu.
Det ramte mig særligt, hvordan Liv sammen med K gennemgik hver deres oplevelse af situationen, dengang de gik i skole sammen. Det er en smuk beskrivelse af det unikke i individets livsverden og et enormt interessant forsøg på horisontsammensmeltning, når Liv mødes med K i deres voksenalder, der tillader Liv at få bundet nogle knuder på det, hun i så længe har gået med. Det trækker også nogle interessante tråde til på den ene side Livs familiehistorik med psykose, og på den anden side traumeramte individers tendens til skyldsmæssig internalisering af, hvad der kan huskes, og en samtidig såen tvivl om, hvorvidt hun har husket sine oplevelser korrekt.
Litteraturteknisk ser jeg også mange interessante elementer. Blandt andet brug af citater fra journalen, som man allerede har læst, som afsluttende for en given pointe eller blot til forstærkning af en pointe. Man får desuden gennem bogen på, hvad jeg nærmest vil kalde intertekstuel vis vævet nutid og fortid sammen ved en sammenblanding af Livs nuværende oplevelser, journalbeskrivelser og Livs minder fra barndommen. Brugen af “pigen”, “jeg” og “hun” og virkeliggørelsen af “pigen”. En splittelse eller eksternalisering af den pige, som Liv læser om i journalen, kan sende kuldegysninger ned ad ryggen. Hun sidder på sengekanten, hun har dynen rundt om sig, hun kigger ondt på Liv. Alt afhængigt af hendes behov for at læse videre i journalen og få arbejdet igennem det “kapitel”.
Der er mange andre emner, der også interesserede mig; samtalen med taxachaufføren, forældreopdragelse og psykologens beskrivelser og den evige skam over, hvad man bør gøre og videreføre som forælder og besatheden af journalen og en manglende lytten til kroppen, der resulterer i en indlæggelse med tilhørende blindtarmsbetændelse.
Kort sagt: Det er en rigtigt fin bog med meget at hive i. Jeg er i tvivl, om jeg har fået det hele med første gang. Men om nogle år, når jeg læser den igen, får jeg garanteret lige så meget ud af den. Anbefalelsesværdig!
This entire review has been hidden because of spoilers.
Denne roman er en fortsættelse af "Med hjertet i hånden". Liv har fået aktindsigt i sin gamle psykolograpport og forsøger nu at finde ind til den pige, der eksisterede for 30 år siden. En omsorgssvigtet pige, hvis identitet har været skjult længe, men som nu løftes op af journalens kliniske referat. Rigtig god læsning. Jeg undrer mig over hvorfor moderen og myndighederne lader faderen til barnet Liv få samkvemsret. Han har åbenbart tydeligt misbrugt hende og skræmt hendes nærmeste veninde. Storstilet svigt fra moderen og myndighederne. Rigtig interessant og ret rystende læseoplevelse.
Smerten skal man bruge til noget. Liv Helm undersøger pigen i sig selv og ser de svigt, der har gjort hende. Historier som hendes skal læses. Ikke kun fordi de er vigtige vidnesbyrd om voksne og systemer, der ikke ser et barn i nød, men også fordi historien rammer i maven. Min yndlingsfilm er også Aladdin. Jeg ville gerne være Jasmin til fastelavn. Jeg fik ikke lov. Jeg tænker på mig selv i 1994. Hvilke børn i min klasse blev ikke set og hjulpet? Smerteligt nok, ved jeg godt hvem. Men vi var kun børn. Læs Livs bog.
Ikke helt så elementært gribende som “Med hjertet i hånden”, men fortsættelsen her er selvsagt vigtig, fordi den griber ned i en betændt overgrebssag, som involverer faren. Helm forsøger at skrive sig ind på den pige, hun var i 93 ved hjælp af punktnedslag i en journal, hun mod forventning har fået indsigt i. Det er et smerteligt greb tilbage i tiden og helt bestemt stærkt stof, men som (autofiktiv) roman synes jeg debuten var bedre forløst, selv om de to bøger er uløseligt forbundet.
🗡️🗡️🗡️❤️❤️🩹💔 men ikke på den cute måde, sådan ødelæggende og barsk og hvad med tilliden til systemet? Elsker hvordan Liv Helm skriver, græd også meget da jeg læste hendes første og elsker parallellerne til myter🧚♀️ og det at blive forældre og stadig være et menneske med sine egne kvaler? Elsker Aslak❤️❤️