En udførlig indføring i de røde og gule fagforeninger, deres historie og indflydelse i dansk politik. Til alle interesserede i fagbevægelsen og dens rolle i dansk politik.
De røde, de gule og de unge er et interessant partsindlæg i diskussionen om den danske arbejdsmarkedsmodel og de udfordringer, som den røde fagbevægelse står overfor i forhold til den næste generation.
Emnet er spændende, men også meget multifacetteret og komplekst, og bogen går ud ad mange forskellige tangenter. Mens jeg læste den, fandt jeg egentlig ikke altid dens argumentation lige overbevisende, og den fremstod til tider ret polemisk. Til gengæld var den god til at sætte nye tanker i gang hos mig, idet den bragte mange interessante vinkler ind omkring emnet og generelt var velskrevet og letlæselig. Desuden gav den et interessant indefrasyn på nogle af de udfordringer, som den moderne venstrefløj står overfor, og disses sammenhæng med fagbevægelsen.
Alt i alt var det en god bog til at sætte tanker i gang om sit emne, selvom jeg ikke nødvendigvis følte, at jeg sad tilbage med et stærkt overordnet budskab, på nær de mange åbenlyse fordele ved den danske flexicurity-model. Nogle gange kan en bogs kvalitet, ligesom en god samtalepartners, ligge i de perspektiver, den byder ind med, mere end i dens evne til altid at overbevise en.
Den socialdemokratiske idékamp i dag er ikke betonet af store, visionære projekter, men derimod en særdeles konservativ tilbageskuen og fremhævelse af partiets strukturelle sejre i den moderne Danmarkshistorie, som, ifølge dem, har betinget vores samfunds kvalitet. Denne tendens gør Niels Jespersen bestemt ikke op med i hans nye bog om fagbevægelserne og den danske model, hvor han helt tydeligt kommunikerer fra en socialdemokratisk, fagforeningspositiv vinkel (hvilket han dog også er tydelig om). Selvom jeg grundlæggende kan savne lidt visioner i de socialdemokratiske idéer, hvilket også er tilfældet her, så er bogen ganske interessant og underholdende.
Niels Jespersen indfører læseren, på letlæselig vis, i fagforeningernes historie i Danmark, som både har været præget af den nærmest revolutionære opblomstring, senere dominans og til i dag at være gevaldigt under pres fra tidens tendens og "de gule". Netop "de gule" får en ordentlig røvfuld gennem hele bogen, hvilket til tider bliver for ensidigt at læse, men, som sagt, han har fra start meldt ud, at bogen er et partsindlæg. Hans argument kan skitseres som følger: Den danske model har i lange træk skabt det gode samfund, som vi har i dag, da den har begrænset ukonstruktive konflikter og sikret arbejderklassen et højt velstandsniveau. Denne model bliver samtidig lovprist ind ad en kant af politikere. Men de gule fagforeninger, som ikke bruger ressourcer på at forhandle overenskomster, underminerer modellen, da de kan udkonkurrere fagbevægelsen på prisniveau. Samtidig er individualiseringen en hård tendens for den solidariske ånd, der er nødvendig for stærke fagforeninger. Jeg synes, at hans argumentation langt hen ad vejen giver mening, særligt ift. hykleriet ved at anprise modellen, men politisk ikke gøre meget for at forsvare den. Dog ved jeg ikke, om det er gavnligt for fagbevægelsen, hvis konkurrencen på fagforeningsmarkedet svækkes, da det jo er med til at holde fagbevægelsen skarpe.
"De røde, de gule og de unge" er en letlæst bog om et spændende, dog tungt, emne, hvilket kan være en god indgangsvinkel hertil. Dog er forfatteren for ensidig i hans argumentation, hvilket til tider bliver en smule irriterende at læse.