Russland invaderer Ukraina, og Hilding sitter med store øyne foran nyhetssendingene. Der får han se Maksym Iovenko, en ukrainsk mann som forsøker å redde familien sin, bli skutt av russiske soldater. Hilding identifiserer seg med Maksym. Han kjører fra Norge til den ukrainske grensen for å hente flyktninger. På reisen til og fra grensen møter han ukjente mennesker, tilfeldige fremmede som får lys på seg og blir virkelige, i korte glimt, før de blir borte igjen. Med seg i bilen får han en kvinne som heter Oksana og to av barna hennes, en jente på 19 og en gutt på 17. De flykter fra Ukraina, mens mannen til Oksana og den eldste datteren hennes blir igjen.
Luftrommet over Ukraina er en desperat komedie og en sørgesang. Det handler om krig, men også om å være vitne til krig, på lang og relativt trygg avstand. Om innlevelse og innlevelsens begrensninger, men også om hva kunst kan brukes til, eller om den kan brukes, i en verden der mennesker slaktes ned som om livene deres ikke er verdt noe.
Geir Gulliksen, a Norwegian author and publisher, is from Kongsberg and resides in Oslo.
He studied writing at Bø in 1985 and has worked as an editor at the publishing house Tiden Norsk Forlag. He has also helped popularize several important younger Norwegian authors, including Karl Ove Knausgaard.
En enormt barsk kort roman, fordi den tager udgangspunkt i en konflikt, der er så nærværende. Og så moraliserer den selvfølgelig, fordi den handler om en typisk skandinavisk mand, der ikke er vant til at tage affære, som lige pludselig gør det. Men det er ikke på en negativ måde, og som læser hylder jeg egentlig bare hans projekt med at ville tilbyde en ny tilværelse til krigsramte civile. Konstruktionen fungerer godt for mig, at der er meget tankespind, og at fortællerstemmen drysser viden ud, som siden indhentes.
Jepp, denne boken gjorde det den skulle. Hovedpersonen Hilding blir så effektivt presentert og fortalt om at jeg er inne i historien med en gang. Det er historien om oss alle i trygge land og trygge hjem. Samtidig som det er historien om de som ønsker å være med i historien. Det er så utrolig smart fortalt. Og at fortelleren er så tilstede gjør det bare enda mer troverdig.
Synes det var en sterk bok om å ville, empati og medmenneskelighet og slutten setter seg jo.
47-årige norske Hilding er skilt og har to teenagebørn, som han næsten ikke ser. Da Rusland invaderer Ukraine bliver han som besat af reportager fra krigen og bliver nødt til at handle: Han kører resolut mod Ukraine i sin gamle bil for at tage ukrainske krigsflygtninge med tilbage til Norge. Den altid dybt interessante norske forfatter Geir Gulliksen har konstrueret en kort, gribende skildring af turen, og, ikke mindst, af alle de overvejelser Hilding gør sig på turen, og efter at han er kommet hjem. Geir Gulliksen har en helt særlig evne til at skrive den indre monolog frem i moderne menneskers (primært mænds) dobbeltblik: Det blik de har på sig selv og det, som de forestiller sig andre har på dem. Det er ret genkendeligt og ubehageligt - og jeg vil garantere at alle læsere, der tør, kan se noget i sig selv i "Luftrummet over Ukraine". En aktuel, kærligt kynisk mavepuster af en lille roman.
Om å bli fortvila over å se krig på tv uten å kunne gjøre noe. Hovedpersonen, Hilding, setter seg i bilen og kjører til grensa til Ukraina. Han vil redde noen, ta dem med hjem. Det skal vise seg å være problematisk. Han tar med seg ei dame med to halvvoksne barn.
Boka viser ambivalens. Hvordan hjelpe? Hvordan ta i mot hjelp? Hvem kan man stole på?
Boka er lettlest og tankevekkende.
Det ble lest høyt fra denne boka da Stiftelsen Lese hadde presentasjon av 100-lista rett før påske.
En kort og litt rar roman som rommer ganske mye, for hvem blir vi når vi ser på all elendigheten i verden? Hjelper vi fordi vi ønsker å bli sett på som snille eller fordi vi genuint ønsker å hjelpe? Og hjelper vi egentlig, eller gjør vi vondt verre? Hvordan skal vi forholde oss til alt det grusomme som skjer i verden?
Kort lille roman, men der bliver sagt hvad der skal siges. Kan fredelig mand fra Norge hjælpe? Hvad får han ud af situationen? Hvad kan vi ellers gøre? Hvad burde han i virkeligheden gøre i sit liv? Elsker at forfatteren borer helt dybt ned i mande-sjælen, nede hvor det gør ondt.
Geir Gulliksen sætter tankerne i gang om, hvad det vil sige at være menneske i en tid præget af krig. Det gør han ret godt i en kortroman på bare 93 sider. Jeg ville ønske, den var længere.