Der er kaos i den københavnske morgentrafik, for på Frederikssundsvej står en kæmpestor peberkværn lavet af olietønder og spærrer vejen. Blomsterbinderen Tobias er sikker på, at peberkværnen er til ham, for han fylder netop 30 år i dag. Men hverken hans arbejdsgiver eller nogen af hans tre bedste venner har sat en peberkværn til ham – de havde faktisk næsten glemt hans fødselsdag. For venner bliver også voksne og skaber egne familier, og så står man tilbage – helt alene i livet.
Sat i verden er Korsgaards første originale dramatik, skrevet til Det Kongelige Teater med Magnus Haugaard i hovedrollen og iscenesat af Skuespillets husinstruktør Thomas Bendixen.
Egentlig er jeg lidt træt af at læse dramatik for tiden, men jeg bliver nødt til at læse alt, hvad Thomas Korsgaard rører ved. Og jeg blev positivt overrasket. Den var nem at læse, humoristisk og spændende nok. Men lidt en mærkelig slutning.
En vigtig fortælling om at være enlig i verden uden familie, partner og børn, mens de venner, du hele tiden har set som din familie, pludselig stifter deres egne familier, og du føler dig forladt.
Jeg efterlyser ofte mere ny dramatik om nye og aktuelle emner, frem for konstant at opføre de samme, gamle klassikere og prøve at forme dem til nutiden. Det kan også være godt, men teater og dramatik skal også have mulighed for at forandre sig, og jeg vil se noget, jeg aldrig før har set. Og her kommer Korsgaard med et virkelig interessant nyt stykke dramatik med skarp dialog og satire.
Jeg har virkelig grint meget af denne tekst undervejs, men jeg har også haft en stor knude i maven, når Tobias dummede sig, men jeg alligevel forstod ham og følte så meget med ham.
30'erne er en svær og omvæltende alder, fordi man for alvor bliver voksen og får travlt med sin nye familie og andre ting, så det er så skønt, at vi også er begyndt at få fortællinger om barnløse i denne alder som "Kun til navlen" og nu denne forestilling. For hele vores samfund er formet omkring at stifte familie, og derfor kan det nogle gange være svært og hårdt ikke at være en del af dette. Og det rammer Korsgaard bare så stærkt i dette skuespil.
Jeg savnede lidt et møde mellem Tobias og Martha mellem de to sidste scener. Show it, don't tell it! Det er et meget pludseligt hop. Men ellers et virkelig velskrevet og gribende nyt skuespil, der er godt opbygget med gode karakterer. Jeg havde set frem til denne læseoplevelse, og det var endnu bedre end jeg havde håbet.
Det er ikke mange dramastykker jeg har læst, så jeg har ikke noget at sammenligne med. Men wauw det er dygtigt skrevet. Selvom det kun er dialog og et par linjer om personen går ind eller ud, så var jeg helt med. Alle personerne kunne jeg se for mig, og jeg var ganske underholdt. Meget Korsgaard’ske temaer og Tue-figuren lå tæt på hovedpersonen.
Jeg har ikke læst dramastykker før, så det hele føltes også meget nyt! Fin og sjov fortælling som var nem at se for sig, men nok end lidt anderledes læseoplevelse end jeg ellers normalt er til