Saskia er 42 år og er taget til New York med sin mikrofon for at lave et lydkunstprojekt. Men mest er hun rejst, fordi hun er midt i en eksistentiel krise. Hendes forhold er gået i stykker, og den rolle i livet, hun troede, hun skulle have som mor, er ved at smuldre.
I den myldrende storby møder hun danske Asta og en lille gruppe af hendes venner, og Saskia bliver både suget ind i deres venskab og falder uden for gruppen. Med mikrofonen i hånden går hun gennem byen og møder fremmede, der fortæller om alder og forældreskab. Med korte nedslag erindrer hun barndommen og sin mors mørke og sårbarhed i sin optagethed af, hvad det vil sige at være mor og ikke være mor.
En sang man kan græde til er en rå, sitrende og følsom roman om at famle sig frem midt i livet.
Alberte Winding er sanger, sangskriver og forfatter til bl.a. Alberte synger med de små og Barbara Tristan Møllers hemmelige dagbog, der modtog boghandlernes pris BMF, da den udkom i 2006.
Bogen er skrevet i et roligt og fint sprog, og der er mange genkendelige tanker om ensomhed, relationer og det at blive ældre. Men bogen bliver også meget indadvendt og kredser længe om de samme følelser. Der sker ikke ret meget undervejs, og man savner mere fremdrift og variation. Stemningen fylder mere end historien, og det gør læseoplevelsen lidt tung i længden. En ærlig bog, men ikke en, der helt holder interessen hele vejen. Så det bliver til en 2,5 stjerne fra mig.