Den 34-årige Anna blev som 4-årig adopteret fra Etiopien til Danmark. Da hun som voksen søger aktindsigt, modtager hun sammen med sin adoptionsjournal et brev fra en kvinde, som påstår at være hendes førstemor. Brevet fra Mary har ligget og samlet støv hos adoptionsbureauet i tredive år. Anna er gravid, men rejser alligevel tilbage til sit fødeland for at lede efter brevets afsender. På rejsen finder hun sin biologiske familie, men må også erkende, at mødet bliver langt mere komplekst og smertefuldt end ventet. Eftersøgningen blotlægger også nogle hidtil underbelyste historier om hendes bortadoption, som vender op og ned på hendes fortælling om sig selv.
Høst af Karima Bouylud er en roman om at føle sig fremmed i fællesskaber og om længslen efter at forstå sit ophav for at kunne finde hjem, i sig selv og i verden.
En fortælling med sindssygt vigtige budskaber og enormt potentiale! Men den udfolder sig på små 200 sider, i et fortællertempo som for mig bliver forhastet, overfladisk og efterlader mig lidt med en “what just happened” følelse…
Og det er så ærgerligt, for selve historien er smuk - jeg satte eksempelvis stor pris på de små dagbogs uddrag, og kompleksiteten i relationerne mellem hovedkarakteren, veninden og hendes mor. Men jeg mangler mere. Både i starten, midten og slutningen. At få uddybet alle de mange karakterer (for mange?), som jeg får en følelse af bare at have skøjtet over, fordi bogen har travlt, og skal videre. At lære hovedkarakteren rigtigt at kende. At blive inviteret ind i historien.
Som sagt er potentialet stort og budskabet både smukt, vigtigt og aktuelt. Jeg ville bare sådan ønske at historien tog sig tid. Især fordi bogen arbejder med kæmpestore emner som bl.a. vestlige priviligerer, fattigdom, queerness og feministiske spørgsmål i forbindelse med kultur og religion. Alt sammen sindssygt spændende ting, jeg ville bare sådan ønske at de fik mere pusterum, end hvad de får på 200 sider. Personligt kunne jeg godt have brugt at historien tog mere plads, og udfoldede sig på måske 150-200 sider yderligere. Jeg havde elsket at læse dem!
Vil man læse en lignende fortælling fra et lignende univers, men i et tempo der er bedre til læseren der gerne vil fordybe sig, så kan jeg anbefale Burma-trilogien af Jan-Philipp Sendker. Det er nogle af de smukkeste bøger jeg har læst til dato <3