Katalogiseringsprosjektet, forholdet til Milas og bygningene i Val Benoît har forvitret, Tara Selter har flyttet seg fra Belgia til Italia, hvor en gruppe tidsfanger tror at svaret på tidsgåten er å finne blant papyrusrullene i det epikureiske biblioteket som ble begravd etter vulkanen Vesuvs utbrudd i år 79 f.Kr. Mens noen fordyper seg i papyrusenes gåter, dyrker andre grønnsaker i tråd med den epikureiske formaningen om at «man må stelle sin hage» – alt for å finne en åpning, en utgang fra den attende november, for å kunne vende tilbake til lineær tid.
Om utregning av romfang er et helt særegent litterært prosjekt som på kort tid har oppnådd internasjonal suksess. De tre første bøkene av det som til slutt skal bli sju bind fikk i 2022 Nordisk råds litteraturpris. De to første bindene ble nominert til den internasjonale Booker-prisen 2025. Verket er nå under utgivelse i over tretti land.
****** «En sky av science fiction og antikk filosofi fortjener 6 stjerner: Dette er et storverk i nyere dansk litteratur.» Kristeligt Dagblad
«Solvej Balles nye roman er originalt funnet på og suverent realisert.» Information
Solvej Balle er en særegen stemme i dansk litteratur. Hun var del af en gruppe hovedsageligt kvindelige forfattere, som debuterede eller slog deres navne fast i begyndelsen af 90’erne. Siden Balle debuterede i 1986 med romanen ”Lyrefugl”, har hun udgivet ganske få værker, så det var en overraskelse, da hun i 2020 annoncerede det ambitiøse og filosofiske syvbindsværk ”Om udregning af rumfang”, som hun i 2022 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, for de første fire bind
Så står man der igen – med spørgsmålet om, hvornår næste (sidste!) bind mon udkommer? For vi bliver virkelig efterladt i åndeløs spænding her. Den slags utroligt lavmælte åndeløse spænding, som Balle bare mestrer.
Der er så meget at sige, men jeg vil ikke spoile. I stedet vil jeg prøve at vise den helt særlige måde, hun bruger sproget på, beskriver personer på. Her fra side 15 "(hun) stod i en lidt skrå stilling med sin ene skulder lænet mod væggen ved trappen." Denne beskrivelse er helt karakteristisk – vi får altid den slags at vide, så vi kan se det for os. Her er et andet eksempel, denne gang om omgivelserne (s.75): "Så kommer morgenen med en flimrende kvidren. Fuglene sprinkler deres toner ud over alt."
Og her en sandhed, der også sagtens kan gælde uden for den 18. november (s. 79): "Det er ikke dårlige dage, men det er dage uden løfter. Det er blide savnedage, længselsmorgener, håbeaftnener."
I dette bind opklares noget, man har tænkt mere eller mindre over lige siden bind I. Jeg vil dog ikke afsløre, hvad det er... Epikur, det er ham med "Når jeg er her, er døden her ikke, når døden er her, er jeg her ikke" og "du skal passe din have" frit citeret, er meget fremtrædende i dette bind, og jeg indrømmer, at jeg har haft fat i Wikipedia flere gange undervejs, fordi det ærligt talt ikke er en filosofisk retning jeg ved ret meget om. Dertil graver Balle sig dybt ned i arkæologi og arkæologiske redskaber – og i hjerneforskning. Man skal stå tidligt op for at være med, siger jeg bare.
Vi kommer i øvrigt et smut forbi Nationalmuseet her i København. Jeg ser for mig, hvordan jeg kan møde andre Balle-læsere et helt bestemt sted på museet! Vi ses dér!
Jei trumpai apie siužetą, nieko neišduodant: papirusų bokštas, šiltnamiai, Vezuvijus, epikūrininkų idėjos, meilė, Seikilo epitafija, rafinuotos vagystės ir labai keisti planai.
O šiaip sukrėtė šita dalis - iš pradžių pažėrė poezijos su tais per ugnikalnio išsiveržimą apanglėjusiais papirusais ir bandymu perskaityti, kas parašyta juodu ant juodo, tada trupučiuką išgąsdino su Seikilo epitafija, seniausia išlikusia daina, kurią moku dainuoti (na ir sutapimas, kad būtent ji staiga čia pasidaro tokia svarbi ir lemtinga, daina, kuri jau daug metų vis jaudina mano vaizduotę ir stebina savo melodija), o galiausiai padarė klasikinį belišką judesį – kai jau pripranti prie teksto, kai jau manaisi žinąs, kaip čia kas bus, kai tave užhipnotizuoja, įvyksta kažkas netikėto, kažkas atsiskleidžia ir suvirpina iki pačių gelmių, pajunti tikrovės nestabilumą. Skaitydama šią seriją vėl ir vėl kūniškai patiriu jos knygų paslaptį, šį kartą ne šiaip šiurpeliu, bet daugybe adatų, kurios kelis kartus susmigo į pakaušį, nugarą ir pilvą. Ak, toks nuostabus blogumo ir baugios nuostabos jausmas. Liūdna tiesa ir netikėtas optimizmas, kuris man kelia nerimą.
Jag vill fortfarande veta slutet på Taras historia men samtidigt börjar jag tröttna lite. Det är väldigt mycket utvikningar nu om grekisk filosofi, musikteori och kompost. Samtidigt introducerar Balle hela tiden nya personer som aldrig blir mer än ett namn. Något behöver hända nu. Jag kan dessutom inte låta bli att tänka på hur cerebrala alla som fastnat i den artonde är. De försöker alla tackla problemet rent intellektuellt och alla verkar underligt funktionella och sansade. Är det ingen omoralisk människa som fastnat?
Jeg er vild med Solvej Balle “Om udregning af rumfang”, og bind 6 er ren magi. Det er utroligt, hvordan én og samme dag, den 18. november, kan blive ved med at føles ny, tankevækkende og fuld af liv. I bind 6 af Om udregning af rumfang tager Balle os med videre i Tara Selters mærkelige tidslomme, og jeg må bare sige: jeg var tryllebundet. Sproget er skarpt og poetisk, og man sidder og nikker, smiler, undres og bliver lidt klogere på livet undervejs. Det er ikke en bog, man læser hurtigt, det er en bog, man lever sig ind i et stykke tid. Og så er der humoren! Den er underspillet, tør og helt vidunderlig. Midt i al eksistensens tyngde dukker der små glimt op, hvor man griner lidt for sig selv og tænker: “Ja, sådan er det jo.” Hvis du har læst de første bind, så glæd dig, bind 6 er en gave. Hvis du ikke er begyndt endnu, så har du noget helt særligt i vente.
Först går det lite långsamt, det är lite för detaljerat och sedan är det jag som är fast igen. Fast i den 18 november hos Tara Selter och alla hennes filosofiska tankar. Jag fattar inte hur Solvej Balle gör men hon lyckas återigen bygga upp som mest spänning när vi närmar oss slutet och nu längtar jag ännu en gång efter nästa del av denna septologi.
Jeg kan ikke bære at skulle vente endnu et ubestemt tidsrum nu.
Bind 6 af Om udregning af rumfang udmærker sig ved endelig at omhandle udregning af rumfang. Det handler heldigvis også om tab, tid, forbindelse, kærlighed og neurovidenskab. Det er storartet og bredspektret videbegærlighed Solvej Balle præsenterer.
Jeg må dog indrømme, at jeg synes den første halvdel af romanen sad lidt fast. Den mimer i høj grad strukturen fra det femte bind, så det føltes lidt som at være rykket hjem til start igen – nu bare med Epikur som følgesvend.
Og i forhold til Epikur og alt det romeri, der optræder i Om udregning af rumfang… Jeg har mødt flere, der knækkede nakken og gav op på serien i bind 2, da det hele handlede om beholdere og høst før Jesu fødsel. Var der nogen, der huskede at tjekke op på Solvej Balle i de 20 år hun var mere eller mindre forsvundet fra offentligheden? Balle må være faldet i den store gryde med Romerriget, mens hun sad dernede. Vi er heldige, at hun kom tilbage igen.
Men ja, det er lidt langhåret med Epikur, men ikke desto mindre også spændende. Og spændende er Om udregning af rumfang VI også, endelig kommer der nogle svar, noget der minder om en antagonist og et oplæg til en slutning. Nu er ventetiden igen ulidelig.
Jeg tror, det er det mest vemodige bind i serien, men det er jo også alderdommen, hun er nået til; det er som om sproget bliver mere poetisk, og længslerne stærkere. Hvordan mon det ender, det er en lang rejse, man er på med disse meditative bøger.
De første 150 sidene får terning 2, men de siste 100 får svak 4!
Er stadig kjedet til døde av det evige maset om å «ikke bruke opp den attendes ressurser». Kunne ikke Balle satt seg ned og regnet bittelitt på hvor mye tid som kreves for å bruke opp en dags ressurser da. De quickeste maths forteller at dagsforbruket til 8 milliarder mennesker er nok til at de 10.000(?) menneskene fanget i 18. nov kan leve i 2264 år!!!! På et dagsforbruk! Og det uten å regne med at de dumpstrer og dyrker tonnevis med grønnsaker selv. Nei, ring redaktøren hennes!!!
Den asketiske livsstilen og gjentagende fortellingen blir rett og slett ikke spennende nok, men skal lese sjuern ja B-)
Det kan bara vara Solvej Balle som kan skriva en bok på 226 sidor, där boken SKER först på sidan 196, och den ändå lyckas få så högt betyg?!
Hatt: Av
”Det är inga dåliga dagar, men det är dagar utan löften. Det är milda saknedagar, längtansmorgnar, hoppkvällar. Det är grodagar och planteringstimmar. Det är ugglenätter och tankemorgnar och låga växthusljud. Det är ett stilla rumlande från komposten. Eller om det är plantornas växande jag känner: en rörelse så tyst att det inte är ett ljud. Förflyttning av partiklar. Varför skulle man inte kunna känna det?”
Difficult to write a spoiler free review, so I will be short.
Tara is still - no surprises there - in the 18th of November. One can feel the slowness of days and time, Balle's writing is as good as ever. I only give 4⭐️ for now, as the 6th book read like a crescendo towards the next and last one, so I will probably appreciate it more after reading 7th one. Hopefully, soon, dear Solvej!
När jag påbörjar sjätte delen i Balles septologi är känslan ganska densamma som vid de senaste delarna: jag inser att jag redan glömt mycket av vad som hände i förra delen. Under läsningen pusslar jag ihop vissa minnen men det är ändå de första två delarna som jag ser tydligast framför mig. Jag tror ironiskt nog att det handlar om att det var därefter som Tara började träffa och lära känna andra personer som sitter fast i dagen och att så mycket handlat om hennes återberättande av deras eviga samtal och diskussioner. Ensamheten var mer minnesvärd än gemenskapen …
Denna gång blir det mer av samma vara, med fokus på grönsaksodling och försöken att återskapa gamla papyrusrullar för att få mer kännedom om epikuréernas tankevärld som på något sätt kanske ska kunna leda till en lösning på tidens stillastående. Titelns uträkning av omfång får för första gången en konkret mening genom en av teknikerna som används i det senare projektet, återstår att se vilken betydelse det får i slutändan.
Jag märker att jag nästan raljerar lite här, kanske orättvist. Det är på intet sätt dåligt och bitvis intressant, men serien fortsätter att trampa vatten och för mig kommer upplösningen att avgöra om det varit värt att lägga tid på den. Efter de första delarna hade jag en del olika teorier, nu kommer jag på mig själv med att nästan hoppas att den sista delen inte ska ge någon lösning och att de 40+ åren av vandring genom en och samma dag i sig själv ska få vara den mening läsaren får fylla med betydelse.
Dro med meg denne boka fra deichmanhylla rett før ferie, og tenkte at jeg skulle rekke den før nyttårsaften, men istedenfor ble den den første boka dette nye året. Tenkte først det var rart at seksern hadde kommet ut uten at jeg visste det, tenkte også det var rart hvor glad jeg ble av å se den, for jeg synes den siste var skikkelig kjedelig, men jeg higer jo veldig med å få hvite hvordan dette dystopiske universet skal ende. Og i denne boka får jeg litt håp, det er mye jeg leser litt fort, men også en del som tar histoien noe videre. Gleder meg nå igjen til siste boka, og er mer positiv til verket enn jeg var etter forrige bok!
Etter en litt seig start med litt for mange filosofiske referanser jeg ikke kjenner til, tok også sekseren seg opp og bygger seg opp til avslutningen i siste bind. Blir spennende! Fortsatt veldig fascinert av verdenen av 18. november, dette bindet fortsetter å gi liv refleksjonene rundt tiden og meningen med livet.
Jeg får en helt spesiell ro i hjernen av å lese disse. I starten av serien var det trått og jeg lengtet etter handling og ble rastløs, men nå har Tara blitt eldre og lever i et annet tempo og livet er ikke lenger en higen etter å komme seg videre, men bare en rekke dager. Mye av den konkrete filosofien de tar opp kjeder meg, slik den også kjeder Tara, men hun får kjernen til å titte gjennom så man begynner å tenke i de baner likevel.
Dette bind er en fornøjelse at læse, ikke mindst fordi nogle ting fra tidligere bind bliver forklaret, men også fordi det handler mere om Taras indre verden igen, hvilket er rørende. Og det fik mig også til at tænke på Prousts sidste bind, Den genfundne Tid, hvor det lykkedes for hovedpersonen, så jeg håber, det også sker for dem, der sidder i den 18. november. Jeg er nysgerrig på den måde, det kunne udføres.
Solvej Balles bind 6 af Om udregning af rumfang er det næstsidste bind i hendes romanserie. Bind 6 fortsætter ad samme spor som bind 5. Bindet handler om communities baseret på større idéer – nu ikke længere universitetet som institution og tænkningsmiljø, men mere en særlig forgrening. Hovedkarakteren og fortælleren Tara slår sig ned i dette community, og fortsætter sine sporadiske notater. Det community, Tara denne gang er landet i, er et, der har samlet sig i den italienske region Campania, der har Napoli som hovedstad, og hvor vulkanen Vesuv er placeret. Vesuv var den vulkan, der dækkede byerne Pompeji og Herculaneum med aske i år 79 e.kr.
Communitiet har slået sig ned omkring Herculaneum. En af grundene til, at communitiet har samlet sig her er, at filosoffen Philodemos af Gadara har skrevet sine tanker ned på papyrusruller, hvoraf en del er bevaret og fundet i Herculaneum, fordi de er blevet overdænget med aske fra Vesuv. I romanen er der så ved at blive fundet endnu flere papyrusruller i byen, og man er i communitiet samtidig ved at tyde dem, og man er også ved mere fundamentalt at få adgang til nogle af de ruller, som man ikke har kunnet åbne, fordi de ville gå i stykker, hvis de blev rullet ud. En gruppe inden for communitiet har med stort engagement – som så ofte før i romanserien beskrevet med komiske træk ift. den ildhu, der bliver lagt for dagen i en gruppes optagethed af et emne – fundet frem til en teknologi, der kan aflæse nogle af papyrusrullerne helt uden at rulle dem ud, ved simpelthen fysisk at kunne måle de trykforskelle, der er i papiret mellem det skrevne og det ikke skrevne. Måske en henvisning til titlen på romanserien – for der er (næsten) tale om, at rumfanget af papyrusrullen (i hvert fald papyrusoverfladens fordybninger) bliver udregnet. For at kunne tyde en håndskrift. Og for at kunne læse Philodemos.
Det komiske er jo nok også her, at Philodemos ikke nødvendigvis er en stor filosof. Det har han i hvert fald ikke været op igennem filosofihistorien. Han er godt nok nævnt, men han er flere gange blevet skrevet mere eller mindre ud af filosofihistorien. På samme måde er Epikur, som Philodemos’ tanker står i gæld til. Communitiet omkring papyrusrullerne mener nu, at Epikur og Philodemos på uretmæssige måder er blevet skrevet ud – bl.a. Dante, som lod Epikur brænde op i helvedet. Det vil communitiet nu gør noget ved. De vil reetablere Epikur og Philodemos, og de mener, at de måske ved at tyde Philodemos’ tanker kan finde en nøgle ud af den 18. november.
Igen – det er komisk, men det er samtidig også en form for portræt af menneskelig tænkning. At en gruppe kaster sig over nogle filosoffer, videnskabsmænd og -retninger og tillægger dem en stor betydning. Som nogle gange også har at gøre med, hvad der bliver tilgængeligt, og også har at gøre med, at det kan være med til at give os håb omkring det, vi sidder fast i eller er udfordret af. Hvis man nu bare tænker fantasifuldt nok.
Noget af det, som Philodemos og Epikur kan bruges til, er, at de netop gjorde meget ud af, at man skulle leve det simple, jordiske liv. Det var Epikur, der kom med sætningen om, at man skulle dyrke sin have og finde ro derved. (Ja, det er nok i dag Voltaire, som er mest kendt for sætningen om at dyrke sin egen have – i betydningen ikke blive for abstrakt i sin levemåde og i sin tænkning – sådan som det blive udtrykt i hans roman Candide, men sætningen stammer altså fra Epikur). Og det med at dyrke sin have passer som fod i hose ind i det andet aspekt, som communitiet er bundet sammen om. De tager nemlig den epikuræiske tilgang med haven meget bogstaveligt. Hvor Epikur mere brugte det med haven til at fortælle om en levemåde i ro beskæftiget med de praktiske og enkle, så bliver det for communitiet til en levevej med at dyrke grøntsager – nu i meget store drivhuse. Allerede i bind 5 var der en af tænkerne fra communitiet, Lenk, som holdt en brandtale i Val Benoit om vigtigheden af at dyrke grøntsager. Ud fra devisen om, at det først er, når vi som mennesker kan brødføde hele menneskeheden og sikre menneskehedens overlevelse, at vi kan tale om fri forskning og fri tænkning. Det var nok denne tale, som fik Tara til at rejse tilbage til Clairon-sous-Bois, ikke så meget for at gense Thomas, men mere for at hente en masse plantefrø, som Thomas’ far havde samlet.
Tara lever nu i communitiet i omkring 4.000 dage – fra dag 10463 til 14712. Hun lever især ude i drivhusene, og hun lever meget epikuræisk – i det simple liv. Hun er dog ikke selv optaget af at tyde Philodemos’ skrifter. Hun er optaget af at dyrke grøntsager og så en gang imellem at nedfælde notater om livet. Ikke så meget på den arkivaragtige måde, som hun havde i Val Benoit i bind 5, hvor hun arkiverede de andres tanker på et bibliotek.
En særlig ting ved bind 6 er, at der er flere brikker, der falder lidt på plads. På den måde kan man godt mærke, at Balle komponerer romanserien sådan, at der faktisk gives svar på bestemte spørgsmål her i den sidste del af serien. For hvem var det egentlig, der stjal Taras taske i Düsseldorf – og hvorfor gjorde cykeltyven det? Og hvorfor var det nu lige, at Thomas i slutningen af bind 4 ringede til Tara, og hvad havde bragt ham ud af sit mønster? Det får vi faktisk svar på i bind 6.
Jeg vurderer bind 6 relativt lavt, fordi jeg synes, at bogen ofte står i stampe. Den gentager mere og mere sine egne pointer, og også stilistisk kører den ofte på genbrug. Men der er også lyspunkter – og jeg synes, at det er imponerende, at Balle i den sidste del af bind 6 diskret får lukket op for plottet igen og samtidig får givet nogle svar. Sådan at man som læser pludselig igen er i en reading-for-the-plot modus, som ellers har været fraværende cirka siden starten af bind 4.
Hidtil bindet der har fascineret mig mest. Der sker i 4309 dage dog betydeligt mindre end i bindene som gik forud. Meget vigtigere er Tara Selters reflektioner over sin situation, og diskussioner med andre i den samme tidslomme.
Tara opholder sig mest i Ercolano i nærheden, og dyrker grønsager mens hun samtidigt med til at decifrere epikuræiske papyri. Hun lever altså et epikuræisk liv, mens beskæftigelse med Epikur og hans atomteori af tiden er også et forsøg til at finde en exit eller exhodos eller what ever fra den attende november. Der drøftes også hvor andre har forsøgt at slippe fra gentagelsen af den samme dag, men dog indtil videre uden succes. Andre mener dog at det er bedst at tilpasse sig og vente på at man går i opløsning.
Nogle ting er dog lidt merkværdigt. Folk har succes med at dyrke grønsager på trods at det er altid den samme dag. Folk rejser rund i Europa, de besøger museer og kræver oplysninger og teknisk hjælp som normalt ikke findes inden for en dag. Jeg tror ikke at Balle har sjusket, men hellere at det er hints til opløsningen som forhåbentligt kommer snart i bind VII.
Jeg hadde ikke troen på at dette konseptet skulle fungere, men har blitt motbevist av hver bok. Hadde fortsatt ikke troen da jeg startet denne, men hun skriver så godt og drar inn nye ting hele tiden. Jeg gleder meg til avslutningen, og jeg har virkelig kost meg med denne serien. Og jeg måtte gjøre noen regnestykker underveis i denne boka for å sjekke hvor lenge det egentlig er snakk om også.
En fortsat magisk rejse gennem den attende november. Filosofisk og spændende, endnu bedre end nummer 5. Vi får blandt andet svar på tidligere hændelser. Hvordan mon det hele ender? Glæder mig meget til sidste del.
Det bygger seg opp til finale – vil Tara Selter & co komma attende frå den attende november? Vi venter i spenning på sjuande og siste bind, etter 14712 gjentakande 18.11.