Romerne kaldte den kamp, man elsker sig ud i, når kærligheden kalder, for militia amoris, kærlighedens krigstogt - eller for veneris bella, Venuskrigene. Digtene i Venuskrigene er nyoversatte græske og latinske digte, der alle kredser om denne kærlighedens kampplads, hvor vi får lov at miste os selv på godt og ondt. Der er digte til Afrodite, til Eros, til elskede kvinder, til elskede mænd, til skræk og advarsel og til hyldest og glæde. Digtene er oversat til dansk på de originale versemål ud fra erkendelsen af, at et digt er en sang, og en sang har en rytme, et fodslag, som denne bog går ind i.
Venuskrigene er en digtsamling, der kræver noget af sin læser. Fragmenteringen udfordrede mig som læser og tog mig til tider ud af enkelte digte, men bogens afslutning gav formen en ny betydning. Noterne om lakunerne inviterer læseren til selv at udfylde hullerne, og pludselig bliver det ufuldstændige ikke en mangel, men en del af værket. Det efterlod mig med følelsen af at stå over for et mysterium, der ikke skal løses, men udforskes ✨👀
Den græske del med Sapfo var min klare favorit, tæt fulgt af Ovid i den romerske del. Begge gav samlingen en følelse af forbindelse på tværs af årtusinder og understregede, hvor tidløse bogens temaer egentlig er 🏛️
Der gemmer sig mange stærke tanker, følelser og billeder i samlingen, og selv når formen udfordrede mig, blev jeg ved med at vende tilbage til teksten. Det er ikke en bog, der giver alle sine svar med det samme – men måske er det netop pointen.