A og O er så gode veninder, at de indimellem glemmer, at de ikke er den anden. De fester sammen, himler med øjnene sammen, venter på en afgørende sms sammen. Men en dag er der noget, der knækker i O.
Hun begynder at glide ind i en navnløs tilstand, hvor A har svært ved at nå hende, og hvor tiden falder ud af takt og truer med at flå de to fra hinanden.
Selve livet står og dirrer, mens A må spørge sig selv: Hvad er en ven, hvis man ikke kan redde hinanden?
Da jeg læste, at romanen her handler om en ung kvinde, der skal håndtere sin nære venindes død, der formentlig er et selvmord, måtte jeg straks læse den (og heldigvis kunne jeg låne den). Jeg mistede en nær veninde til selvmord, da vi begge var midt i 30'erne og mødre, så på den måde ligner vores omstændigheder ikke romanens A og O, der er singler i 20'erne.
Men følelsen af at have svigtet, som jeg har slæbt efter mig i mange år, den er helt den samme. Min veninde trak sig, og jeg lod hende gøre det. "Skyerne" tilbyder en slags tilgivelse, hvilket er meget vidunderligt. "Hvordan kunne hun glemme sin levende ven, hvordan kunne hun tro, at glæden forsvinder, at den ikke bliver ved og ved med at være lige her?"
Romanen fortælles af et "vi", der til tider, men ikke hele tiden, er alvidende. Et "vi", der også hjælper A videre, bl.a. ved at fortælle hende at "O er hos os, det vil sige, O er os, ligesom vi er O."
Der er meget skønhed rundt omkring i romanen. Her allerede på side 26 om kold og varm musik: "Men den varme musik, der besynger verdens skovalfeagtighed, er i ledtog med den slags mennesker, som ville mene, at et nyfødt barn altid er et udtryk for håb."
En ganske usædvanlig roman, der så let som ingenting kunne være havnet i den bunke danske romaner, som jeg kalder "kunstlet". Men det gør den ikke, for sproget er fint og florlet, og vi-fortælleren, der let kunne have været fortænkt, er det ikke.
Tegningen på omslaget er af William Blake, læser jeg mig til, og det giver jo meget god mening. Men ellers må jeg sige, at jeg virkelig ikke er betaget af omslaget, som slet ikke yder romanen retfærdighed.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Virkelig fin fortælling om et skrøbeligt venskab. Der er noget super fascinerende i skrive- og fortællerstilen, den får virkelig en til at genoverveje de ting der bliver skrevet. Både de sjove og de alvorlige. Meget imponeret !
Men synes den var god nok i sproget og meget sådan filosofisk. Var bare ikke helt tryllebundet. Tror den ville være fed på en ferie men på en måde var den både for lang og for kort.
JA! har ventet på den her bog uden at vide det. Plotmæssigt, rummer den alt det, som drog mig ind i bøgerne, da jeg for alvor blev glad for at litteraturen igen: ungdom, kvinder, København, dating, tømmermænd. Forskellen på denne, og de andre, er at det her, er et lyrisk niveau, som er helt vildt godt. Sådan helt vildt godt. Sådan, hvor har du været Sigrid?! Jeg har siddet med en kuglepind og understreget alt det smukkeste. Både det der bare rammer plet: “hun synes altid, det er svært at holde andre i hånden, fordi hun ikke helt kan regne ud, hvornår det er passende at give slip igen”, og det helt eksistentielle: “hvad vil det sige, at man ønsker at leve, og hvor kommer denne lyst fra, hvis nogen da mangler den?” Det forhold karaktererne A og O har, har jeg aldrig oplevet beskrevet så nænsomt og smukt før. Jeg er virkelig virkelig taknemlig for denne bog. Den ramte fuldstændig plet, lige her i en blanding af hvid januar og tømmermændsland. 🌨️⭐️🎀🐘
Jeg tænker, at denne bog handler om, at man aldrig rigtig kender andre mennesker, og det kan jeg virkelig godt lide. Formmæssigt matcher den indholdet og jeg var ret forført af fortællerpositionen. Der var også indhold, der irriterede mig ad helvedes til, denne glatte, kolde feel over noget så væsentligt som venindeskab.
Det er som om denne her bog kommer helt under huden på en. Den er meget genkendelig i de mærkeligste små detaljer som blærebetændelse og den selvbevidste irritation over jalousi. Den har en næsten hymnisk stil, som hylder det fine og svære i et venskab
Måske mere 4.5/5 for der er noget i starten af dens struktur som ligesom ikke helt batter - eller jeg tror jeg havde et andet indtryk af den fra dens første sider og det, som står bagpå. Venskabet mellem A og O fremstilles her (synes jeg) som om det er en symbiose men det virker mere ensrettet end det, og det nåede jeg at blive meget forvirret over indtil i midten af bogen, sådan en forvirring over hvorfor de skulle være den slags helt ens og sammenklistrede venner, når jeg ikke kunne se det i deres karakterer eller hvad de sagde til hinanden. Men SÅ kunne jeg også være med. Slutningen ramte mig godt! Tilføjelse: det er specifikt den første sætning i resuméet/bagpå (“A og O er så gode veninder, at de indimellem glemmer, de ikke er den anden”) som jeg synes giver et helt andet indtryk af hvad for en historie det skal være, og som satte sig så meget i mig fra starten af, at der opstod en form for skurren mellem mig og historien, jeg læste. Jeg tror mit problem med den kunne vaskes helt væk hvis den sætning ikke havde eksisteret, for historien uden den idé fungerer rigtig godt - det er bare noget andet!
Jeg er ikke synderligt imponeret. Måske den lidt filosofiske skrivestil bare er udenfor mit område. Bogen var anbefalet af en bibliotekar, og selvom bogen ikke lige er min kop the, så fortryder jeg ikke at have læst den. Jeg har fået udvidet min horisont, og fået bekræftet at jeg skal tilbage på sporet.
den her var god 🥺 ret sjov, og til sidst meget ubærlig. det er lidt tid siden jeg læste den, men har glemt at logge. rip min reading challenge 2026. men jeg tror på, at det kan lykkes, og jeg har hørt, at alt er muligt for den, som tror.
Smuk og fin og kniv. På en gang den overvældende kærlighed i venskabet, man kan forsvinde ind i og næsten blive til et ét. Men også sorgen over aldrig helt at kunne undslippe sig selv og til fulde forstå den anden - man er prisgivet, må på bedste vis prøve at forstå og forklare, men kan aldrig selv erfare den andens virkelighed. Slugte den på en aften, havde det ok kniv efter.
En lille 4.0. Synes skrivestilen var mega spændende (nice med "de" næsten altvidende fortællere). Det er dog helt klart O's historie og A's relation til O, der shiner mest. Og der var ligesom et for langt midterstykke, hvor O og A hænger ud fra en fest til den anden med en masse subtekst om deres relation og især O's indre... men det bliver egentlig først rigtig spændende, da vi fik sat flere ord på på hvad der er op og ned med O og A (og især O). De sidste 50-60 sider er især spitze!
Jeg kunne virkelig godt lide skrivestilen!! kan der blive skrevet flere bøger med sådan en fortæller, tak!?
kunne virkelig godt lide det her: “Ak, ingen, ikke engang vi, kan vide, om O har mistet det af syne, der gør det muligt at leve, eller om hun har fået øje på det, der gør det umuligt.”
Smuk bare smuk! Smuk komposition, smuk fortælle-stil, smuk historie. Om uadskilleligt venskab - den slags, hvor man trækker vejret sammen. Om sorgen i ikke at kunne forstå - og i helt at miste.
En virkelig smuk og hjerteskærende bog. Slugte den, kunne slet ikke stoppe med at læse. Fik mig til at tænke på alle mine venner og hvorfor jeg har dem.
Hmm synes den var lidt for prætentiøs i længden. Den havde nogle fine passager sine steder, men generelt var sproget så overdrevent poetisk, at det blev overfladisk og endte med nærmere at lukke læseren ude i stedet for at give historien dybde. Grebet med fortællerstemmen og det at kalde personerne for bogstaver distancerede læseren så meget fra historien, at man mistede sympati for karaktererne og aldrig helt forstod dem, hvilket er ærgerligt, da det ellers var en fin historie.
Virkelig fin og skrøbelig fortælling. “Skyerne” er virkelig smukt skrevet. Det er nødvendigvis ikke en bog hvor der sker de “vildeste hændelser”, et enormt vendepunkt, men i stedet sker der en langsom udvikling, og O og A’s venskab smuldrer langsomt.
Måden fortællingen langsomt fortager O’s psyke, og hun bliver mere og mere syg er så smukt beskrevet. Intet drastisk -“den ene dag til den anden”, men istedet er der små hints til at vi bevæger os væk fra O og egentlig kun står tilbage med A. For pludseligt har vi som læsere kun kontakt med A, og O møder vi kun gennem A eller på det der føles som 50 meters afstand.
Det er enormt godt skrevet, og jeg nød virkelig at læse den. Sproget er fantastisk, fortællingen er fantastisk - bogen er fantastisk.
Det var en enorm god læseoplevelse, og jeg kommer helt sikkert til at læse den igen.
En vigtig fortælling, yderst smuk, fin og ikke mindst skrøbelig.
This entire review has been hidden because of spoilers.
Den dykker ned i mange af de dilemmaer, der gennemsyrer venskaber: forskelligheden i hvordan vi ser og oplever verden, hvordan kan vi være der for hinanden når den anden har det svært, hvordan kan et menneske røre dit liv helt ubeskriveligt og dybt.
Jeg blev faktisk ret rørt af Sigrid Adamssons smukke sprog, og jeg håber bestemt ikke, det bliver det sidste, vi læser fra hende.
Er man interesseret, kan man give afsnittet "elskede ven" fra podcasten Skønlitteratur på DR lyd et lyt, hvor Sigrid er inde og tease bogen.
Fortællerkonstruktionen er sjov, fordi vi som læsere bliver italesat med de direkte referencer til, at vi står udefra og ser ind på A og O. Og sproget er også (i mangel af bedre) ungt, hvilket indkapsler karaktererne som typer. Det er til gengæld også min anke mod dem - jeg har virkelig svært ved at trænge ind bag deres skjold, og derfor bliver distancen, som jo allerede er beskrevet, for stor mellem kvinderne og mig. Og derfor er læseoplevelsen præget af, at de fremstår lidt "nå, nå" for mig, og derfor er jeg nok hurtigt videre, uden at romanen har sat tydelige spor hos mig.