A og O er så gode veninder, at de indimellem glemmer, at de ikke er den anden. De fester sammen, himler med øjnene sammen, venter på en afgørende sms sammen. Men en dag er der noget, der knækker i O.
Hun begynder at glide ind i en navnløs tilstand, hvor A har svært ved at nå hende, og hvor tiden falder ud af takt og truer med at flå de to fra hinanden.
Selve livet står og dirrer, mens A må spørge sig selv: Hvad er en ven, hvis man ikke kan redde hinanden?
Virkelig fin fortælling om et skrøbeligt venskab. Der er noget super fascinerende i skrive- og fortællerstilen, den får virkelig en til at genoverveje de ting der bliver skrevet. Både de sjove og de alvorlige. Meget imponeret !
Da jeg læste, at romanen her handler om en ung kvinde, der skal håndtere sin nære venindes død, der formentlig er et selvmord, måtte jeg straks læse den (og heldigvis kunne jeg låne den). Jeg mistede en nær veninde til selvmord, da vi begge var midt i 30'erne og mødre, så på den måde ligner vores omstændigheder ikke romanens A og O, der er singler i 20'erne.
Men følelsen af at have svigtet, som jeg har slæbt efter mig i mange år, den er helt den samme. Min veninde trak sig, og jeg lod hende gøre det. "Skyerne" tilbyder en slags tilgivelse, hvilket er meget vidunderligt. "Hvordan kunne hun glemme sin levende ven, hvordan kunne hun tro, at glæden forsvinder, at den ikke bliver ved og ved med at være lige her?"
Romanen fortælles af et "vi", der til tider, men ikke hele tiden, er alvidende. Et "vi", der også hjælper A videre, bl.a. ved at fortælle hende at "O er hos os, det vil sige, O er os, ligesom vi er O."
Der er meget skønhed rundt omkring i romanen. Her allerede på side 26 om kold og varm musik: "Men den varme musik, der besynger verdens skovalfeagtighed, er i ledtog med den slags mennesker, som ville mene, at et nyfødt barn altid er et udtryk for håb."
En ganske usædvanlig roman, der så let som ingenting kunne være havnet i den bunke danske romaner, som jeg kalder "kunstlet". Men det gør den ikke, for sproget er fint og florlet, og vi-fortælleren, der let kunne have været fortænkt, er det ikke.
Tegningen på omslaget er af William Blake, læser jeg mig til, og det giver jo meget god mening. Men ellers må jeg sige, at jeg virkelig ikke er betaget af omslaget, som slet ikke yder romanen retfærdighed.
JA! har ventet på den her bog uden at vide det. Plotmæssigt, rummer den alt det, som drog mig ind i bøgerne, da jeg for alvor blev glad for at litteraturen igen: ungdom, kvinder, København, dating, tømmermænd. Forskellen på denne, og de andre, er at det her, er et lyrisk niveau, som er helt vildt godt. Sådan helt vildt godt. Sådan, hvor har du været Sigrid?! Jeg har siddet med en kuglepind og understreget alt det smukkeste. Både det der bare rammer plet: “hun synes altid, det er svært at holde andre i hånden, fordi hun ikke helt kan regne ud, hvornår det er passende at give slip igen”, og det helt eksistentielle: “hvad vil det sige, at man ønsker at leve, og hvor kommer denne lyst fra, hvis nogen da mangler den?” Det forhold karaktererne A og O har, har jeg aldrig oplevet beskrevet så nænsomt og smukt før. Jeg er virkelig virkelig taknemlig for denne bog. Den ramte fuldstændig plet, lige her i en blanding af hvid januar og tømmermændsland. 🌨️⭐️🎀🐘
Jeg tænker, at denne bog handler om, at man aldrig rigtig kender andre mennesker, og det kan jeg virkelig godt lide. Formmæssigt matcher den indholdet og jeg var ret forført af fortællerpositionen. Der var også indhold, der irriterede mig ad helvedes til, denne glatte, kolde feel over noget så væsentligt som venindeskab.
Det er som om denne her bog kommer helt under huden på en. Den er meget genkendelig i de mærkeligste små detaljer som blærebetændelse og den selvbevidste irritation over jalousi. Den har en næsten hymnisk stil, som hylder det fine og svære i et venskab
Jeg kunne virkelig godt lide skrivestilen!! kan der blive skrevet flere bøger med sådan en fortæller, tak!?
kunne virkelig godt lide det her: “Ak, ingen, ikke engang vi, kan vide, om O har mistet det af syne, der gør det muligt at leve, eller om hun har fået øje på det, der gør det umuligt.”
Den dykker ned i mange af de dilemmaer, der gennemsyrer venskaber: forskelligheden i hvordan vi ser og oplever verden, hvordan kan vi være der for hinanden når den anden har det svært, hvordan kan et menneske røre dit liv helt ubeskriveligt og dybt.
Jeg blev faktisk ret rørt af Sigrid Adamssons smukke sprog, og jeg håber bestemt ikke, det bliver det sidste, vi læser fra hende.
Er man interesseret, kan man give afsnittet "elskede ven" fra podcasten Skønlitteratur på DR lyd et lyt, hvor Sigrid er inde og tease bogen.
Ekstremt smuk, poetisk og rørende roman, hvor vi kommer helt tæt på. Vi har tømmermænd og er i byen med A & O og vi forsvinder ind i kompleksiteten af at være et ungt menneske der forsøger at finde sin plads i verden og i sig selv. Sigrid’s debut er en fem-stjerner. Wow. Sproget er poetisk og samtidigt så nært og helt ned på jorden. Som en kvinde der selv har været ung i København, så genkender jeg følelser og steder i mig selv og mine veninder.
Smuk, rørende, fin og dragende. Grinte og græd og levede mig ind i karakteren så hovedkulds! Så mig selv i meget A og deres fine venskab! Var glad for at jeg ikke på forhånd vidst hvad plottet var da det gjorde læseoplevelsen vildere og min reaktion mere ægte… denne ville jeg godt kunne læse forfra for første gang igen 🥹
Smuk og fin og kniv. På en gang den overvældende kærlighed i venskabet, man kan forsvinde ind i og næsten blive til et ét. Men også sorgen over aldrig helt at kunne undslippe sig selv og til fulde forstå den anden - man er prisgivet, må på bedste vis prøve at forstå og forklare, men kan aldrig selv erfare den andens virkelighed. Slugte den på en aften, havde det ok kniv efter.
Sindssygt god bog; deres venskab fik mig til at tænke over mine venskaber, og fik mig til at savne mine venner utroligt meget (sad alene 21 timer i et tog)