Verdens første omvendte navnebog! I Danmark har vi over 50,000 godkendte fornavne. Umiddelbart skulle man mene, at det var alt rigeligt. For hvert smukke, slidstærke navn findes et dusin, der ligner tastefejl, sprogulykker eller resultatet af det væddemål, du ikke kan huske, du tabte en sen nattetime. Det er ikke som sådan forbudte navne. Det er bare navne, man burde lade være med at bruge i nærheden af børn.
Denne bog indeholder 500 af slagsen. Alle hentet direkte fra den officielle liste over godkendte navne. Ingen af dem er opdigtede, hvilket jeg skal være den første til at beklage. Det er navne, der aldrig burde være nået længere end til brainstorm-fasen. De er måske godkendte, men ikke undskyldte. De fungerer simpelthen ikke som navne, uanset hvor mange gange de er blevet godkendt. Men i stedet for at kassere dem, kan vi helt i tidens ånd genbruge dem. Fuldt fortjent degraderes de fra egennavne til jævne ord. Ord, der kan fylde hullerne ud i sproget. Sproghuller - eller lakuner - som vores ellers så rige sprog endnu ikke har fået fyldt ud. Ting, begreber, handlinger og følelser, vi alle kender, men ikke vidste havde et navn. Det havde de heller ikke. Men det har de nu. Og de har aldrig været gladere.
Bogen her er to bøger i ét dels en lakune-ordbog, dels en lettere ujævn og i bedste fald højst upræcis kort historie om danske navne. Det handler om fornavne, forfald og fortalelser. Om sproget, samfundet, stavning - og det sære sted, hvor de mødes.
En bog til dig, der har et navn. Eller kender nogen, der har et navn. Eller frygter, at nogen snart får ét. Ordene har fået nyt liv - lad navnene hvile i fred. Kært barn har andre navne.
Bogen er den skønneste opsamling af alle de begreber og følelser, der mangler en definition .. et navn. De leveres i en så overbevisende grad, at man hurtigt undres over at alle disse ting ikke er defineret mere præcist, og at navnene samtidig er godkendt som "menneske"-navne. En sjov bog, der er perfekt til ordkløveren, sprognørden eller dig der mangler årets mandelgave.
Et opslag på Facebook fandt vej til mig, hvor forfatteren selv indbød til at finde og læse hans bog. Med en stor interesse for sproget, og oprindelsen af ord, tænkte jeg at den ville være noget for mig. Allerede i første sætning, kunne jeg mærke, at det var den ikke. Aldrig har jeg læst så irriterende en bog før. Forfatterens sprogbrug, vidner om en goliathisk opfattelse af sig selv. Hele jargonen føles som at være vidne til en indforstået joke, man ikke kender præmissen for. An alvorlig omgang ligegyldighed, hvor forfatterens hang til at strø om sig med sarkasme gør, at man ikke kan tage noget med fra læsningen. Havde den haft en smule sandhed og alvor, kunne den have været underholdende, men det hele er ren opspind og egne tanker, som han tydeligvis mener, er vigtige og værdige. I forfatterens egen fortolkning vil jeg kalde den en Detmer; en fjollet stemme/accent brugt af komikere, når det de siger, ikke er særlig sjovt, men de gerne vil have folk til at grine alligevel.
Dårlig tegnsætning og generelt virkelig u-sjov. Man må håbe, redaktøren sætter en korrekturlæser på inden næste udgave kommer i trykken. At der så slet ikke står, hvilken udgave/oplag den jeg har læst er, er så en anden sag...