Efter en lidt langsom start, blev jeg grebet af denne fortælling.
Vi følger 2 unge kvinder fra New Zealand, der har meldt sig under fanerne. De bliver i 1942 udsendt som Tuis til først Cairo og senere Italien. Deres arbejde består i at være værtinder for de udsendte soldater. De servere kaffe og sandwiches, udlåner bøger, hjælper med køb af gaver til konen, kærsten, moderen eller børn. Og mest af alt: de er der, de holder hånd, de taler med soldaterne, de danser med dem. Alt i alt, hjælper med at gøre tilværelsen lidt mere almindelig, når soldaterne har små pauser i kampene.
Margot er ung enke. Hendes mand var blandt de første der blev dræbt i krigen. Vi følger hendes udvikling igennem krigsårene, fra at være en sørgende enke, til at finde sig selv. Vejen til selverkendelse og selvforståelse, går gennem krigens rædsler. Hun finder kærligheden, men mister den (måske) igen. Men først og fremmest, finder hun sig selv.
Addy er den festglade unge kvinde, der bare er ude på sjov og ballade. Hun elsker at være blevet frigjort fra sine forældre. Hun følte at de holdt hende i for kort snor. Og hun danser sig nærmest igennem de første par år af krigen. Men også hun, opdager at ikke alt er sjov og ballade. De unge mænd hun har danset med, sunget med, hygget med, dør på slagmarken. Og pludselig er krigen blevet så meget mere alvorlig. Addy finder trøst i det italienske køkken. Her falder der ro over hende, og krigens rædsler skubbes i baggrunden. Også hun finder kærligheden, men den er ikke gengældt.
Jeg har ikke tidligere hørt om The Tuis. Så jeg har lært noget nyt i denne roman. Og jeg må sige, at når man forsøger at google The Tuis, så er det godt nok sparsomt med oplysninger. Men de unge kvinder fulgte deres mænd igennem krigen.
Virkelig interessant og læseværdig roman.