Erkan Özden ser tilbage på sin farfars, sin fars og sin egen historie. Et tidsbillede fra dengang gæstearbejderne kom til Danmark. En fortælling om dem, der ikke gjorde meget væsen af sig, men arbejdede hårdt for at skabe bedre muligheder for deres børn. Om en families vandring fra at være småbønder på den anatolske højslette til på én generation at blive akademikere. Og en historie om håb, identitet og at vokse op i mellemrummet mellem to kulturer.
Erkan Özden har i sin bog “Små mænd med store hænder - Barn af en gæstearbejder” både beskrevet sin egen familiebaggrund og en tid, hvor Danmark manglede arbejdskraft og derfor hentede gæstearbejdere hertil fra Jugoslavien, Tyrkiet m.fl. Erkans egen familiebaggrund er, at farfaren drev et landbrug i Anatolien men valgte at tage til Danmark og fik arbejde på B&Ws skibsværft på Refshaleøen i København. Erkans far var egentlig i skrædderlære, men som teenager tog han med sin far til København og fik arbejde. Da han senere blev gift, kom Erkan til verden, og familien slog sig ned i Taastrup, hvor Erkan fik sin opvækst og skolegang. Modsat så mange andre indvandrerfamilier (eller gæstearbejderfamilier) valgte de ikke at bo i Høje Taastrup, men de sparede sammen og købte hus, hvilket også var usædvanligt for indvandrere dengang. Det har medvirket til, at Erkan ikke kendte så meget til andre indvandrerfamilier.
En velskrevet bog om baggrunden for et samfundsanliggende og et stykke samtidshistorie, men måske også et vink til andre indvandrer-efterkommere om at yde sit bedste, en leveregel som gennemsyrer bogen.
Sympatisk fortælling om livet i en tyrkisk landsby og som gæstearbejder i Danmark fra 70’erne og frem. Hvordan man bliver integreret på den gode måde. Og de dilemmaer, der ligger i det.