Mia Rosholm er 32 år, enke og arbejdsløs. Hun har skubbet de fleste af sine bekendte fra sig og køber et hus, der har stået tomt i næsten 25 år. Et hus, der virker lige så isoleret, som hun selv.
Huset er bygget i 1960 af den verdenskendte, danske arkitekt Kurt Wittman, som tegnede det til sin elskede hustru, Charlotte. Men trods husets arkitektoniske storslåethed er det koldt og klaustrofobisk, hjemsøgt, som det er, af hjertesorg og død. Kurt Wittman mistede nemlig Charlotte og levede efterfølgende alene. Måske er det derfor huset tiltrækker Mia, der selv er knuget af sorg efter ægtefællen Keegans død.
Mias veninde Anna Munthe beslutter sig for at lave en podcast om huset, om udødelig kærlighed og spøgelser fra fortiden. Men huset gemmer på noget mørkere, end nogen af dem kan forestille sig. Og det bliver mere og mere uklart, hvem der egentlig fortæller sandheden.
En fed dont tell show-thriller med begavede nuancer
Personer: Nuancerede personer, hvor det ikke nødvendigvis er sort/hvidt. Læseren bliver ikke håndfodret, vi bliver nødt til at hænge i og lære de realistiske personer og reaktioner at kende.
Sproget: Dejligt befriende naturligt dansk. Og anglicismerne er godt placerede og hiver læseren ned på jorden, uden at det bliver fladt.
Narrativ: Fortællingen er show, dont tell ned i mindste detalje. Der tales ikke ned til læseren, og det forudsætter en kendskab til arkitektur og interesse for design for at hænge i. Det er sgu meget fedt.
Uhyggelig: Egentlig uhyggelig, nej. Uhyggeligheden ligger i, hvor godt den er skrevet – i præcisionen og kontrollen
Lydbogen: Kunne immervæk godt have sparet sig forsøgene på “hørespil” med lydeffekter. Nej tak.
Fed historie, afrundet og gennemtænkt. Lidt tykt enkelte steder, men det passer så godt ind! Godt gået!
Jeg skulle lige finde hoved og hale i kompositionen med podcast og de to fortællerspor på lydbogen.
Jeg fandt bogen og personerne interessante, og omend den mod slutningen føles overdrevet dramatisk og lige lovlig "Hollywoodsk", så synes jeg, at bogen er virkelig velskrevet og spændende.
Det er også fedt, hvor meget kunst og design får lov at fylde. Det giver bogens handling noget faglig tyngde, som klart er én af bogens største styrker.