Fodboldenglen er umiddelbart beretningen om de to barndomskammerater Frank og Frands, opvokset efter krigen i en drengeverden, hvor fodboldspil står i centrum. Begge rives løs fra det oprindelige miljø: Arbejdersønnen bliver professionel fodboldspiller i udlandet, Frands student, veteran fra 68 og en slags professionel revolutionær. Da de mødes sidst i 70'erne er begges hidtidige tilværelse i opløsning, og deres skæbner krydses påny med katastrofale følger. Bagefter sidder Frands med billedet af "fodboldenglen" foran sig på væggen og prøver fortvivlet at udrede alle de tråde, der løber sammen i det.
Hans selvransagende beretning handler selvfølgelig meget om fodbold, dens historie og betydning for mænd, ikke mindst i et arbejderkvarter. Samtidig kommer den imidlertid til at handle om mandligt kønsliv og mandlig opfattelse af verden under pres af kvindebevægelsen og om det kriseagtige forhold mellem personlig eksistens og politisk engagement i det hele taget hos generationen, der var unge i 60'erne, men nu passerer de 30.
Efterhånden bliver det også en beretning om hvad historie og politik er for noget i forhold til det personlige liv, om drømmens veje og vildveje, dødelighedens kendsgerning og evnen til at kunne tage vare på sit liv mellem selvbeskyttelse eller selvopgivelse på den ene side og åbenhed for forandringens mulighed på den anden. Et opgør ikke bare med venstrefløjens "politomater" men med al idealisme i Historiens navn.
I ét mønster sammenknytter bogen dokumentariske afsnit om efterkrigstiden, bydelen Sundby på Amager og fodboldklubben Fremad Amager med en fortælling, der rækker fra det realistiske til det mytiske.
En mærkelig blanding af roman med gode tidsbilleder fra en opvækst på Amager i 1950'erne og så lange essay-agtige forløb om samfundet og især den intellektuelle venstrefløj i slutningen af 1970'erne. Dertil kommer hovedpersonen med lange jeremiader om sine egen uformåen som mand og menneske. Det er vel en slags bekendelseslitteratur i samme grå farve som de betonboligblokke, der skød op på samme tid. Så jeg vekslede mellem 4-stjerne begejstring for de fint fornemmede stemninger og irriteret 2-stjerne afmagt over for den evindelige kværnen om ikke at slå til. Der er også en hel del om fodbold, hvilket ikke er så interessant andet end som en del af et tids- og klassebillede.
Styl vyprávění formou jakéhosi pseudodeníku adresovanému svému synovi mi přišel příjemný. Ale hlavní hrdina a zároveň vypravěč knihy mi byl tak strašlivě nesympatický, že snad s tak hroznou postavou jsem se od doby, co umím číst, ještě nesetkal a přidám-li k tomu, že ani fotbal samotný, kterého v knize s tímto názvem přeci jen bylo dost, není můj šálek kávy, nemohu dát více než dvě hvězdy. Čteno v rámci semináře do školy, sám do sebe bych po této knize určitě nešáhl.
Fodboldenglen boede fast på min fars skrivebord tilbage i 1980'erne, hvor han brugte den i sine gymnasieklassers danskundervisning. Titlen var ligeså forjættende som grafikken var grim, så da jeg fornylig blev opmærksom på romanen igen via en eller anden artikel om mandelitteratur, tænkte jeg, det var tid at læse den. Udkommet i 1979 fortæller den bl.a. om en generation af mænd, der kom under pres af kvindebevægelsen. Det er slående, hvor aktuel dens tematik stadig er trods romanens ret sammensatte og forvirrende form og stil. Måske synes de næste generationer af mænd under endnu større pres - nu, ikke så meget af kvindebevægelsen, men af egen neglect. Det bliver under læsningen tydeligt, at vi mænd stadig her mere end 40 år senere stadig ikke har formuleret et modsvar til kvindesagen og stadig står tilbage i udviklingsmæssig vildrede og tåget selvforståelse. Der er grøde men ikke en egentlig samlet bevægelse som den, min generations mødre deltog i. Med Fodboldenglen var Hans-Jørgen Nielsen langt forud for sin tid og samtidig enormt tidstypisk. Men jeg tror, han ville være dybt forundret over den slumrende mandegeneration anno 2022, hvis han lige dukkede op for en tid og kiggede sig omkring med sit seismografiske samfundsblik. Fodboldenglen er stadig aktuel læsning. Bare husk at tage den rigtige brille på.
Toto je presne ten typ knihy, po ktorom by som samovoľne nesiahla. Dostala sa ku mne iba preto, že som ju mala v zozname povinnej literatúry. Tak ako už recenzenti predo mnou podotkli, hlavná postava na mňa pôsobila veľmi nesympaticky. Avšak po dočítaní príbehu, keď sa mi udalosti knihy spolu so zámerom autora (dúfam) prepojili, musím zmierniť svoje tvrdenie. Predsa len písanie "denníka" adresovanému svojmu malému synovi bola akási forma terapie. Páčili sa mi momenty, kde autor zobrazuje neschopnosť hlavnej postavy sa sústrediť na prácu, prepojenie futbalu s celou politickou mašinériou vtedajšej doby a (možno) prekvapivo opis procesu rozpadu manželstva - a to obidvoch "ef a ef".
Dve hviezdičky dávam preto, lebo nebyť "dedlajnu" na prečítanie by som knihu čítala podstatne dlhšie a celkovo nie som skalný fanúšik literatúry týkajúcej sa futbalu, možno všeobecne športu.
P.S.: Obálka by mohla byť taktiež lepšie graficky spracovaná, na čom som sa zhodla s pár ľuďmi - bohu vďaka to nie je iba môj osobný sentiment.
Lånte den af min mor, fordi hun kunne huske den som en virkelig god bog. Og der står da også at det er en generationsroman, men nok bare ikke lige min generation. Den handler om er venskab mellem to drenge, der vokser op på Amager og spiller i Fremad Amager. De skilles selvfølgelig og lever forskellig liv. Den ene bliver professionel fodboldspiller, den anden går den akademiske vej. I virkeligheden er de begge lige ynkelige, synes jeg. Rumler rundt i livet uden at kunne finde ud af tage særligt gode beslutninger for dem selv. Fint skrevet men også til tider meget høje/for høje nagler, men måske er det netop der generationskløften kommer ind. Jeg synes ikke sproget er fængende, fandt i hvert fald aldrig helt rytmen. Men jeg tror rent faktisk at fødselsår har en del at sige. Anywho, vil nok ikke anbefale en anden ligesindet, men mindre vedkommende synes fodbold er interessant.
En rigtig dansklærer bog når de er værst. Et usammenhængende essay-sprog, der ikke gør andet end forstyrrer læsningen. Bogen behandler fodbold, venstrefløjen og hovedpersons følelsesmæssige udvikling fra usympatisk til usympatisk. Det er sidstnævnte der er centrum i bogen, politikken og sporten inkluderes sporadisk uden rigtig at nå til nogle nye erkendelser. Det bedste ved bogen er, at den er hurtigt overstået, ellers er der ikke noget at anbefale.
En meget usympatisk mand har ondt af sig selv og kloger sig om parforhold, venstrefløjspolitik og fodbold. Ville gerne give én stjerne, men den får to, fordi betragtningerne om fodbold faktisk er ret interessante.