What do you think?
Rate this book
De ekstreme danskere - Idéernes kamp før katastrofen 1921-1939
De ekstreme danskere er historien om Danmark i de brølende 1920’ere og de skæbnesvangre 1930’ere. I denne periode mellem Første og Anden Verdenskrig oplevede danskerne nye fænomener som jazzbands, talefilm og zeppelinere på himlen, men også dybe kriser og ekstreme modsvar. Som da Adolf Hitler og Josef Stalin dukkede op på verdensscenen. Nogle danskere holdt med nazisten, andre med kommunisten. Atter andre holdt med den hjemlige socialdemokrat Thorvald Stauning.
661 pages, Paperback
Published October 16, 2025
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 of 1 review
March 15, 2026
Jeg hørte Karpantschof i samtale med Adam Holm under Historiske Dage. Holm spurgte indledningsvis, om Karpantschof følte sig tynget af de mange paralleller mellem mellemkrigsårene, som han skriver om i denne bog, og vores egen tid. Karpantschof svarede, at den følelse havde han ikke haft, da han begyndte på bogen, som det har taget ham en del år at skrive, men at den så sandelig var dukket op undervejs og ikke mindst nu efter bogens udgivelse.
Og jeg må indrømme, at jeg igennem hele læsningen så mange paralleller. Hvad med fx dette citat fra begyndelsen af bogen, hvor vi ikke er nået længere end til 1921: "Det var ikke antisemitisme. Det var bare en åben debat om "det jødiske problem" som et samfundsemne."
Andre ting er også tæt på uforandrede: "mens Venstre kun tænker på smør og flæsk".
Og her fra en valgkamp i 1932: "(...) Statsradiofonien skulle være upartisk, men fra socialdemokratisk hold klagede man over arbejderfjendtlige udsendelser pga. 'et reaktionært flertal i Radiorådet'. Fra konservativt hold mente man helt omvendt, at den statslige radio førte en 'systematisk anlagt socialistisk agitation'."
Bogen fokuserer, jvfr. titlen, på yderfløjene i dansk politik i de år. Der var uendeligt meget vrøvl og ballade, ikke mindst internt på begge fløje. Der var meget at være bekymret for – krisen var dyb og forekom uløselig med over 40% arbejdsløse på et tidspunkt. Og de arbejdsløse dengang gik vitterligt for lud og koldt vand, og røg man på fattighjælp kunne man heller ikke få lov til at stemme.
Venstrefløjen var mest præget af konstant kamp mellem Socialdemokratiet og Kommunisterne. Internt i Kommunisterne var der nu også splid – i form af en konsensussøgende fløj, ledet af Aksel Larsen, og en noget mere stridbar fløj, ledet af Richard Jensen, der ikke skyede voldelige metoder.
På højrefløjen var der den vildeste bogstavforvirring, da alle fire (!) nazistpartier havde hver sin bogstavkombination. Og KU flirtede mildt sagt også med nazismen. Alle ungdomsorganisationerne var uniformerede (indtil Stauning fik det forbudt) og der var ofte slåskamp i gaderne. Og så var der bondebevægelsen, der i perioder heller ikke holdt sig tilbage fra ulovligheder.
Bogen er så utroligt velskrevet og underholdende, at jeg tit er ved at kalde den en roman. Jeg kan kun anbefale den (og dens forgænger De stridbare danskere: Efter enevælden og før demokratiet. 1848 - 1920) på det varmeste til alle, der interesserer sig for vores historie.
Og jeg må indrømme, at jeg igennem hele læsningen så mange paralleller. Hvad med fx dette citat fra begyndelsen af bogen, hvor vi ikke er nået længere end til 1921: "Det var ikke antisemitisme. Det var bare en åben debat om "det jødiske problem" som et samfundsemne."
Andre ting er også tæt på uforandrede: "mens Venstre kun tænker på smør og flæsk".
Og her fra en valgkamp i 1932: "(...) Statsradiofonien skulle være upartisk, men fra socialdemokratisk hold klagede man over arbejderfjendtlige udsendelser pga. 'et reaktionært flertal i Radiorådet'. Fra konservativt hold mente man helt omvendt, at den statslige radio førte en 'systematisk anlagt socialistisk agitation'."
Bogen fokuserer, jvfr. titlen, på yderfløjene i dansk politik i de år. Der var uendeligt meget vrøvl og ballade, ikke mindst internt på begge fløje. Der var meget at være bekymret for – krisen var dyb og forekom uløselig med over 40% arbejdsløse på et tidspunkt. Og de arbejdsløse dengang gik vitterligt for lud og koldt vand, og røg man på fattighjælp kunne man heller ikke få lov til at stemme.
Venstrefløjen var mest præget af konstant kamp mellem Socialdemokratiet og Kommunisterne. Internt i Kommunisterne var der nu også splid – i form af en konsensussøgende fløj, ledet af Aksel Larsen, og en noget mere stridbar fløj, ledet af Richard Jensen, der ikke skyede voldelige metoder.
På højrefløjen var der den vildeste bogstavforvirring, da alle fire (!) nazistpartier havde hver sin bogstavkombination. Og KU flirtede mildt sagt også med nazismen. Alle ungdomsorganisationerne var uniformerede (indtil Stauning fik det forbudt) og der var ofte slåskamp i gaderne. Og så var der bondebevægelsen, der i perioder heller ikke holdt sig tilbage fra ulovligheder.
Bogen er så utroligt velskrevet og underholdende, at jeg tit er ved at kalde den en roman. Jeg kan kun anbefale den (og dens forgænger De stridbare danskere: Efter enevælden og før demokratiet. 1848 - 1920) på det varmeste til alle, der interesserer sig for vores historie.
Displaying 1 of 1 review