Vi er rigtige engle er en debutroman om en barndom i et udsat miljø. Med intens poetisk kraft skriver Dean Butt sig helt tæt på barndommens sår, systemets ydmygelser og længslen efter at forstå, hvad kærlighed betyder.
Det er sommerferie. Drengen D og hans lillesøster er alene på Hyggestuen i det halvtomme fritidshjem, da de får en idé – de vil klippe et par vinger ud i pap, binde dem fast på ryggen og lære sig selv at flyve.
De vokser op i en dansk-pakistansk familie i Valby, hvor forældrene kæmper med misbrug. En barndom på krisecenter og børnehjem, men også med øjeblikke af stor ømhed og skønhed – og drømme om at være Beyoncé, Sandy fra Grease eller en mægtig troldmand.
Vi er rigtige engle er en roman om overlevelse og forvandling, om at gøre døden til sin dukke, om seksualitet og klasse – og om et barn, der bliver voksen alt for hurtigt og alligevel bærer på en uudtømmelig kærlighed til sine forældre.
Der er så meget kærlighed og længsel, som læser må man spørge sig selv, hvori fastholdes hengivenhed under de betingelser? Men det gør den, fordi familie, fordi kærlighed, fordi man har det man har, og pyh mit hjerte. Tak for denne her bog!
Intens følelse af at stå midt i et brudt hjem med skænderier, alkoholisme, myndighedssvigt og alt, alt for små voksne i helt urimelige omstændigheder - og så alligevel; små poetiske sprækker hvor kærligheden, længslen, menneskeligheden og taknemmeligheden skinner så blændende igennem at det giver åndenød.
"Vi er rigtige engle" er den anden bog jeg har læst i år (2026) hvor formen på bogen, der veksler mellem prosa og poesi, ligesom er brudt op, og det tager fuldstændigt fusen på mig. (Den første bog var Thread Ripper af Amalie Smith). Disse opbrudte narrativer, der ikke bare kører fra A - B, kan altså aktivere noget andet i både følelses- og sanseregistret, som bare er helt fantastisk.
Så hudløst ærlig skrevet, at den knugende fornemmelse i maven bare sniger sig ind under læsning. Smuk poesi og nøgtern prosa samler sig i en brutal og fintfølende fortælling.
Dean Butts debut rev mit hjerte itu. Den bevidner om, at ord er det mest magtfulde, vi har. Alle burde læse den - for det er vigtig læsning. Meget vigtig læsning.
Der er så meget gods i forfatterens liv, at fortælleren i denne roman ikke kan nænne ikke at få det hele med. Og for mig at se står det lidt i vejen for værkets kunsteriske idé. Den er for rodet for mig.
sikke en smuk fortælling om kompleks kærlighed til forældre der svigter og om simpel kærlighed mellem venner, søskende og partnere. syntes simpelthen den var så rørende.
Jeg kan virkelig godt følge Amalie Langballe når hun skriver: “det er ikke ualmindeligt for debutanter, at man forsøger at gabe over for meget: Angsten for, at dette bliver den eneste bog, man skriver”
Der er en form for latent angst i sproget over ikke at få det hele med: både i form af historien som fortælles kalejdoskopisk gennem flere perspektiver af samme objekt, samtidigt polyfonisk med flere fortæller stemmer - men også i selve formen som ligeledes er en potpourri af genreblandinger: socialrealisme, magisk-realisme, digte, noter, dagbog m.m.
Hele denne fragmentariske tilgang til en historie og et emne er både utrolig charmerende da det føles meget ungdommeligt og giver et indtryk af et sprog i opbrud og forvandling - men samtidig også bogens svaghed måske netop af samme grund
Av. En utrolig debut, der rammer og gør ondt. Smukt skrevet med fine beskrivelser og en særlig ømhed.
Flere spændende passager, der fik mig til at tænke og reflektere videre, selv da jeg lagde bogen fra mig: relationen til vores forældre, at se tilbage på sin barndom som voksen, ikke at kunne slippe kærligheden på trods af traumaerne, hvilken betydning sproget har.
Og særligt passagen der omhandler den ubevidste censur, når vi omskriver en fortælling, en oplevelse, et menneske til et litterært værk.
Utrolig stærk debut af Dean Butt. En blanding af prosa og poesi, som flyder sammen. En voldsom autobiografisk skrift der fortælles med den største omsorg. En meget stor anbefaling herfra.