Romanen SKØNHEDEN af Rosalinde Mynster er en dark og dybt relevant fortælling om et internaliseret skønhedsregime, hvor alle grænser mellem skønhed, sygelighed og kærlighed er i skred.
Groomet med hårlak og det perfekte smil bliver Nat sendt til børne-skønhedskonkurrencer af sin mor. Deres klaustrofobiske symbiose krakelerer, da Nat kommer i puberteten og bliver venner med Betty, som ikke giver en fuck.
Den voksne Nat gør alt for ikke at ligne sin mor. Hun længes efter at skære lunser af sig selv og efter samhørighed med alt andet end moren: med glimmersko, sportsvogne og fremmede businessmænd. Hun finder et kvindeligt fællesskab i den skønhedsklinik, hvor hendes desperate drøm går i opfyldelse. Og efter operationerne kommer den ultimative transformation.
Historien om Nat og hendes dysfunktionelle forhold til moren. Hun bliver født den samme dag hendes far dør.
Grundet morens manglende evner til at tage sig af hendes datter vokser hun op ved mormoren. Mormoren er religiøs og hendes forhold til moren er for at sige det mildt,- kontrastfyldt.
Hvor hun ved mormoren lever et lidt vildt liv uden hensyn til udseendet, kommer moren en dag og fjerner hende fra det miljø.
Hun har job, et forhold til chefen og en lejlighed. Men Nat er ikke nem og forholdet til chefen braser.
Moren giver Nat en opvækst hvor udseendet betyder alt og hun bliver mindet om hvor svært moren har det og hvordan mon det ville være hvis hun ikke havde fået hende?
Nat har det svært igennem livet og forsøger at opnå kærlighed fra hun er barn, de helt få forkerte steder.
Mormoren dør og hendes mor bliver alvorlig syg. Det er først da, at hun får sandheden om sin far afvide...
En grotesk, tåkrummende og til tider smuk fortælling ulig noget andet jeg har læst.
egentlig en ok roman, men den tabte mig ligesom lidt hen ad vejen … øv, for det startede faktisk godt med det her absurditetsaspekt på “skønhed”, men så blev det ligesom bare lidt fladt og forhastet på en langsom måde????
OK! Den (social)realistiske del af bogen og mor-datterrelationen her fangede mig, men den tabte mig til sidst i typisk nydansk surrealisme. Historien og karaktererne er meget forudsigelige, men det er måske også meningen. Føles i hvert fald mest af alt som en karikatur, når hovedpersonen, Nat, (spoiler alert) går fra at være en lille faderløs skønhedsprinsessepige til at have affærer med ældre mænd som teenager (har man i øvrigt ikke læst nok danske bøger med ungpigegammelmandsaffærer nu?).
En stærk debutroman om usunde skønhedsidealer, nogle mænds seksualisering af kvinder og et virkelig giftigt mor-datter. Det er en velskrevet og velopbygget vigtig og aktuel fortælling, der for det meste bevæger sig i et realistisk univers, men til tider flirter lidt med det groteske og makabre. PS. Jeg elsker den kitsch forside der er både smuk og grim på samme tid og passer virkelig godt til fortællingen.
Point for modet til en syret fabel, som - vistnok - handler om pigeliv og kvindekøn. Om objrktivisering, moderbindinger, femininitet, begær, død og forvrængede skønhedsidealer. Det er ikke en roman, der kryber under huden her, men Mynsters debut er alligevel så kafkask sine steder i sin holmgang med spejlbilleder og personspaltninger, at man læser igennem.
har samme følelse som da jeg havde læst kirstens hævn færdig. var vild med den; græd lidt, fik ondt i maven, fik sympati, tænkte wtf, tænke noooo, tænkte omg - 1. klasses rutsjebanetur