William er i slutningen af tyverne, han har lige slået op med sin kæreste gennem mange år, har droppet sit studie og i stedet taget et job som flyttemand. Han befinder sig i et slags limbo, ligesom mange af hans gamle barndomsvenner: nogle er begyndt at stifte familie uden helt at kunne overskue det, en har gang i tvivlsomme forbindelser til den kriminelle undergrund, de fleste af dem ryger sig stadig bare skæve foran YouTube. Deres liv er præget af rodløshed, uden forbilleder at støtte sig til, uden drømme at kæmpe for.
William venter på, at livet rigtigt skal komme i gang og prøver at finde svar på de store spørgsmål: Hvordan bliver man til nogen, og hvem er man i mellemtiden? Og hvem ville egentlig have de bedste chancer for at overleve, hvis der udbrød en zombie-apokalypse: en flyttemand på coke eller en flyttemand, der kender madpyramiden ud og ind?
Havde læst andre beskrive den som no plot, all vibes, så det var med den indstilling, jeg gik til bogen, og jeg synes, den var skøn og øm og grineren! Mænd er så skøre og mærkelige <3
Ok bog. Håbede lidt at, karakterernes abstraktioner stak lidt dybere, men sådan er det vel bare, når man er kronisk baked og derfor fungerer det vel indholdsmæssigt?! Kommer nok på tilbud til en hund i Bilka om nogle år, hvis du vil give den i gave til din drengerøvsfætter, der aldrig har læst en bog frivilligt, som lige er færdig med 3g og skal holde sabbatår og ikke helt ved hvad han vil med livet.
I starten af brevstemmeperioden på biblioteket kom der ikke særligt mange for at stemme, så der kunne være lidt ventetid imellem, så jeg græssede lidt i en pause, og så under nye bøger: "I mellemtiden er vi ingen", greb den, sikkert forbi den er ret kort og forsiden så uforpligtende ud. Læste den dag måske 10-15 sider og tog den med hjem og læste resten. Og ja, William, som er romanens hovedperson, har et uforpligtende liv: Han er i slutningen af tyverne og er lige kommet ud af et længerevarende forhold til Vera, som han savner. Han tager arbejde som flyttemand, selvom han har taget en længerevarende uddannelse, og mødes mest med sine venner, ryger hash, laver skæve ting med sine samboer og ved ikke rigtigt hvad han egentlig har lyst til at bruge sit liv på og om hvad meningen egentlig er med det hele. Frederik Drescher Kluths debut er fyldt med sjove tankerækker og dialoger, men på en alvorlig bund. På en måde følte jeg det som om jeg var ung og hang ud med en sløv, men priviligeret ung ven i København, som måske udviklede sig i løbet af romanen? Læs selv og hyg dig undervejs med denne fine, (u)-traditionelle coming-of-age historie.
Tre store stjerner til en ung forfatter, der kan sit stof på fingrene og har et fint blik for scener, relationer og replikker. Historien om Willes løse liv er grå og stillestående, præcist som man er i den del af ungdomslivet, hvor man vakler mellem ingenting og retning. Det er underholdende og genkendeligt fortalt, også selv om man kunne have håbet historien ville flytte sig mere, men dét er der også en pointe i.