Da Forsvarets Efterretningstjeneste i februar i år advarede om risikoen for storkrig i Europa, pegede eksperter på ét land, der er klar til at modstå Rusland: Finland. I "Folket, der aldrig blinker" tager historiker og samfundsforsker Michael Böss læseren med på en rejse ind i Finlands historie og nutidige beredskab. Gennem møder med finner og indblik i landets dramatiske fortid – fra svensk herredømme over zarens styre til Vinterkrigene mod Sovjetunionen – viser Böss, hvorfor Finland i dag har Europas stærkeste forsvar og en usædvanlig folkelig sammenhængskraft. I bogen forbinder Böss Finlands historiske og kulturelle erfaringer med de aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer i Europa. Böss undersøger, hvordan et land med blot 5,5 millioner indbyggere har formået at opbygge en beredskabsmentalitet, der rækker ud over militæret og ind i hverdagslivet, og han reflekterer over, hvad vi danskere kan lære af vores nordiske broderfolk. Mens vi i Danmark stadig er præget af en fredsmentalitet og står med et nedslidt og ineffektivt forsvar, har finnerne aldrig blinket, når de så mod Øst, og minder os dermed om vigtigheden af historisk bevidsthed, fællesskab og vilje til at forsvare vores demokrati.
Undertitlen, "Hvad Finland kan lære os om Rusland", og forlagets omtale af bogen kan få en til at tror, at der er tale om en bog, der primært handler om Finland set fra en geopolitisk vinkel i den aktuelle situation med Ruslands fornyede imperialistiske ambitioner.
Ret beset er der dog tale om en ret traditionel fremlæggelse af Finlands historie. Som sådan er det en glimrende historiebog. Selvom forfatteren indleder med at sige at Finland ikke er indenfor hans fagområde, så skinner det tydeligt igennem at forfatteren er historiker.
Suomalainenhan on tunnetusti kiinnostunut siitä, mitä muut meistä tietävät. Michael Böss oli ollut vaimonsa kanssa lomamatkalla Suomessa ja siitä inspiroituneena hän päätti kirjoittaa kirjan Suomesta. Alun perin hän on perehtynyt Kanadan ja Irlannin historiaan. Faktat olivat enimmäkseen oikein, sikäli kuin pystyn niitä arvioimaan. Myös suomalaisten nimien kirjoitusasu oli enimmäkseen, hienoa. Mielenkiintoinen väite tulkkien käyttämisestä Porvoon valtiopäivillä, oliko siellä oikeasti tulkkaus?