I starten af året hørte jeg Byttedyr på lydbog. Den slags hører jeg ellers aldrig og alle forsøg på det har været forgæves. Men Byttedyr er skrevet specifik til lydbogsmediet, så det virkede passende, at høre den i det format først – og det vil jeg klart også anbefale andre. Den udnytter virkelig de muligheder, lydmediet giver, og det er en sand fornøjelse – om end stemmen i vignetterne stadig lød for mit indre for at løbe koldt ned ad ryggen ved den faktiske læsning af bogen et lille år senere.
Genlæsningen, i første omgang af e-bogen, gjorde mig også opmærksom på, at lyd og høresansen tilsyneladende fylder mere i Byttedyr end i mange andre bøger. Generelt er det en meget sanselig bog og læseoplevelse, der virkelig skaber indlevelse med sine mange multimodale beskrivelser. Når man hører bogen, er alt dette med til at skabe den særlige, nærværende oplevelse, men denne bliver kun foldet endnu mere ud ved også at læse bogen – enten med lyd i øerne eller tid til at svælge ved sætningerne i sit eget tempo.
Tempo er der dog på, da man drives frem af det velkomponerede plot, der styrer spændingsniveauet med hård hånd. Jeg vil mene, at det er YA-litteraturens svar på en Netflixserie, man kan bingewatche om og om igen. Åbenbart blev det ikke lettere at stoppe undervejs, selvom man kendte slutningen – tværtimod. Særligt er det de små, hvad jeg kalder vignetter, undervejs, der hele tiden ligger som små forvarsler og får sænket et net af mystik over fortællingen. Ved den fysiske gennemlæsning kunne jeg se, at det nærmest ubehagelige myrekryb også kommer fra resten af fortællerstemmen, selvom det forstyrrede i den står stærkere i den direkte tiltale. Fortælleren er i en så stærk paranoia, at det smitter af på læseren, når hun deler alle de små observationer og ikke mindst den konstante mistillid og usikkerhed. Hele tiden forsøger hun at foregribe, hvornår noget vil gå galt – hun ved, det vil ske – og den fornemmelse formår sproget at forplante i læseren.
Dertil kommer den til tider næsten makabre tendens til at sammenligne alle mennesker med specielle dyr og generelt se hele verden igennem et bestemt rovdyr/byttedyr-narrativ. Der er noget foruroligende i måden, alting beskrives på, som på sin vis minder mig om Den fremmede af Camus. Det sære distancerede og analytiske blik på andres adfærd og sociale konventioner vækker også associationer til Døgnkioskmennesket af Sayaka Murata.
Her proppes denne specielle og lidt litterære fortællestil dog ind i en YA, som næsten ikke bliver mere klassisk amerikansk med de obligatoriske karakterer; sladrepigerne, the bad guy, rebellerne, outsideren, det hvide, heteronormative ægtepar og ikke mindst et skolebal placeret lige ved klimaks. Mit eneste kritikpunkt ville nok være netop det; at de øvrige karakterer bliver så stereotype. Men det er måske meget godt med den forudsigelighed til læseren, så pladsen kan bruges på at beskrive de revner, der kan ligge under glansbilledet. Og så er hovedpersonen så fint karakterudviklet med en fortid, der diskret sniger sig ind. Generelt er beskrivelserne af karakterer så unikke, at man ikke keder sig på trods af, karaktererne i sig selv måske ikke behøver beskrives yderligere. Men Lise Villadsen finder de her særlige måder at beskrive dem på – eller rette lade dem vise sig – med unikke metaforer eller ved at tviste gamle vendinger, som får romanen til at fremstå velskrevet og gennemtænkt.
Desuden er det værd at nævne, hvad der for mig fremstår klarest og vigtigst efter læsningen, om end jeg ikke bed mærke i det ved lydbogen; det aktivistiske islæt. Nok er det den stereotype high school-setting, men forfatteren har placeret en kontrær hovedkarakter til at stikke til dette narrativ. Her bliver skønlitteraturen brugt til at eksemplificere diskrimination, social ignorance og ikke mindst victim blaming. Det er stærkt at tage så vigtige emner op i ungdomslitteraturen, og forhåbentlig kan den portrættering give læseren stof til eftertanke, når fænomenerne eksemplificeres på en anden måde end i faglitteratur og memoirs herunder Nu taler jeg af Rikke Viemose.
I hvert fald har jeg lyst til at anbefale Byttedyr til alle og enhver, da det er svært at se, hvem (eller hvilken læser eller aldersgruppe) der ikke kunne blive underholdt af en roman, der spænder fra amerikansk high-school drama til mordmysterier. Derudover giver den stof til eftertanke og slutningen sætter sig og nager, så man ikke sådan lige kan lægge bogen fra sig – eller lade den ligge. Særligt tænker jeg, det giver mening for skriveglade mennesker at samle den op og med det håndværksmæssige blik se på beskrivelser, fortællerstemme, karakterudvikling og de andre discipliner, Lise Villadsen mestrer.
“Jeg ved, at man ikke kommer igennem helvede, før man åbner øjnene og begynder at gå.”