What do you think?
Rate this book
Slip
Lu flyder ind og ud af sin bevidsthed. Han mærker sin kæreste Leas nærhed, er i deres lejlighed, deres seng, holder om hendes ansigt til technokoncerten, hvor de flyder sammen i fællesskabet og euforien. Han vandrer i mystiske landskaber, ser solen glimte i vandet ved Christianshavn, og noget slipper. Han ligger i sengen på Center for erhvervet hjerneskade og er ved at dø.
Slip er en kærlighedsfuld fortælling, som opløser afstanden mellem liv og død og grænsen mellem bevidstheder. En dreamy og jordnær roman om det verdenstab, der følger med at miste, og om at give slip og håbe på, at der ikke er noget at være bange for.
Slip er en kærlighedsfuld fortælling, som opløser afstanden mellem liv og død og grænsen mellem bevidstheder. En dreamy og jordnær roman om det verdenstab, der følger med at miste, og om at give slip og håbe på, at der ikke er noget at være bange for.
Audible Audio
Published February 6, 2026
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 of 1 review
February 14, 2026
Jeg er i gang med Rachel Kushners Creation Lake, hvor en tosset agent-type jagter en fransk øko-hippie, som bor i hulerne i det sydlige Frankrig. Han kommunikerer med et kollektiv som muligvis/muligvis ikke planlægger sabotage mod opførelsen af et anlæg som vil forstyrre den økologiske balance i regionen.
Den gamle hippie i grotterne føler sig forbundet med mennesker før os… altså Neanderthal, homo erectus og den slags… mennesker der har beboet de samme grotter og hvis stemmer han hører.
Vi oplever hverken neanderthalere eller hippien direkte, kun gennem agentens indre monolog - og hun er dybest set kun ude på at fremprovokere en aktion, så de myndigheder hun arbejder for kan slå ned på kollektivet… men trods hele den fortællekonstruktion, så fremstår neanderthalerne ret levende og nærværende i romanen. De er en projektion og en drøm, men de er nærværende og troværdige.
I Lasse Raagaards Slip er der ikke neandertalere, men cirka en tredjedel af romanen foregår i stenalderen, hvor vi følger begravelsesceremonier og livet med døden og sorgen… og det er altså lidt synd, for det virker noget gumpetungt.
Resten af romanen er nemlig virkelig god. Den handler om Lu, der skal dø/dør/er død af en hjerneskade. Den skyller gennem Lu og hans kæreste Lea, gennem tiden og stederne, gennem erindringer og scener. Den rammer det feberforstyrrede i sygdom og blandt pårørende, der famler og føler sig forrykket ud af livet… og den bruger en række stærke billeder som også var i Raagaards digtsamling… planeten Mars på himlen, solsorten, regndråber, intimitet…
Romanen er en tilstand, en eksistentiel konstant - og det er virkelig, virkelig godt. Der er slet ikke brug for den projektion tilbage til forne tiders omgang med døden.
Den autenticitet, som det sikkert skulle påkalde, virker sjovt nok mere fjern end Mars, der flere gange dukker op på aftenhimlen.
Men altså stadig en super god kort roman - og det bliver virkelig spændende at følge Raagaards forfatterskab!
Den gamle hippie i grotterne føler sig forbundet med mennesker før os… altså Neanderthal, homo erectus og den slags… mennesker der har beboet de samme grotter og hvis stemmer han hører.
Vi oplever hverken neanderthalere eller hippien direkte, kun gennem agentens indre monolog - og hun er dybest set kun ude på at fremprovokere en aktion, så de myndigheder hun arbejder for kan slå ned på kollektivet… men trods hele den fortællekonstruktion, så fremstår neanderthalerne ret levende og nærværende i romanen. De er en projektion og en drøm, men de er nærværende og troværdige.
I Lasse Raagaards Slip er der ikke neandertalere, men cirka en tredjedel af romanen foregår i stenalderen, hvor vi følger begravelsesceremonier og livet med døden og sorgen… og det er altså lidt synd, for det virker noget gumpetungt.
Resten af romanen er nemlig virkelig god. Den handler om Lu, der skal dø/dør/er død af en hjerneskade. Den skyller gennem Lu og hans kæreste Lea, gennem tiden og stederne, gennem erindringer og scener. Den rammer det feberforstyrrede i sygdom og blandt pårørende, der famler og føler sig forrykket ud af livet… og den bruger en række stærke billeder som også var i Raagaards digtsamling… planeten Mars på himlen, solsorten, regndråber, intimitet…
Romanen er en tilstand, en eksistentiel konstant - og det er virkelig, virkelig godt. Der er slet ikke brug for den projektion tilbage til forne tiders omgang med døden.
Den autenticitet, som det sikkert skulle påkalde, virker sjovt nok mere fjern end Mars, der flere gange dukker op på aftenhimlen.
Men altså stadig en super god kort roman - og det bliver virkelig spændende at følge Raagaards forfatterskab!
Displaying 1 of 1 review