I november 1989 blev Berlinmurens fald forpurret af et tilfældigt biluheld. I de efterfølgende årtier isolerede Østtyskland sig i en sådan grad, at ingen har hørt nyt fra det lukkede land i en hel generation.
En dag kolliderer et tog fra den vesttyske undergrundsbane med et tog fra DDR i ingenmandslandet under Muren. De to lande beskylder gensidigt hinanden for bevidst at have forårsaget den voldsomme ulykke.
Den handicappede it-ekspert Jacob Blau er ansat i den vesttyske U-bane-administration. Han sendes mod sin vilje på en mission til det lukkede Østtyskland, hvor han skal finde svaret på, hvad der virkelig skete, og dermed forhindre en altødelæggende krig i at bryde ud. Med sig har han efterretningsofficeren Berendine Wachner – og i hælene på dem er Jacobs uberegnelige brødre.
Hvad Jacob og Berendine finder bag Jerntæppet er mere chokerende, end nogen kunne forestille sig. Et spil om verdens fremtid er i gang.
Efter en meget underlig og anderledes start på bogen, der faktisk næsten gjorde at jeg lagde den til side, overraskede Berlin 404 mig. En fuldstændig uventet drejning og plot. Startede skidt men sluttede fremragende.
Tilståelsessag: Jeg gik totalt kold i denne ellers ganske velskrevne bog, da der manglede en femtedel. Det er yderst sjældent, det ender sådan for mig. Især da ikke når de første kapitler er så velfungerende.
Præmissen er således mildt interessant - hvad nu hvis Muren ikke faldt? - og karaktererne - primært fem nærmest karikeret forskellige plejebørn - som forfattteren anbringer midt i spillet mellem Øst- og Vestberlin, har sådan set potentiale.
Desværre tabte han mig mere og mere på vejen gennem uendelige dialoger og forviklinger, som efterlod mig stadig mere blottet for nysgerrighed. Bogen markedsføres som politisk thriller, men det har jeg godt nok svært ved at se meningen i. Skal sådan en ikke være thrilling?