Ud på sensommeren vender Käthe og hendes søster, mor og mormor tilbage til storbyen. Årevis med oversvømmelser har nedbrudt husene. Byen er i en form for undtagelsestilstand, men moren holder fast i sit hjem, som mormoren holder fast i sin tro. Käthe observerer sine omgivelser og skriver sine tanker i en notesbog. Det er et forsøg på at få den nye virkelighed til at hænge sammen og finde et sprog, som kan forbinde hende til søsteren, der er holdt op med at tale. Et poetisk sprog, som følger sine egne logikker.
Spøgelsesår er en roman om at få hold på en verden, der er faldet fra hinanden. Set fra en trettenårig piges perspektiv i en nær fremtid i Europa.
Så skønt et sprog og lovende en start, men den tabte mig en tredjedel inde. Her fornemmer jeg (uden at vide det, da jeg ikke har læst videre), at nærfremtidsscenariet mest er en undskyldning for at proppe en masse familiedynamik ind i rammer, der er lidt mere spændende end en klassisk bog om familiedynamik. Derfor skuffer den mig lidt ved ikke at leve op til sin egen præmis (să vidt jeg ved).