Det er sommer på Røde Port, et fritidskollektiv på Langeland. Den kolde krig lakker mod enden, verden er i opbrud, og de voksne drømmer stort og fester sent. Imens driver børneflokken igennem døsige dage og utrygge nætter, og vennerne Aske, Gry og Mona forsøger at navigere på kanten af teenageårene og i et voksende kaos omkring dem.
Fire årtier senere har de tre barndomsvenner selv svært ved at finde meningen med det hele. De kan ikke lande i deres parforhold, i deres familieliv. Eller i sig selv. Men da den sidste fatale sommer på Røde Port begynder at trænge sig på igen, rykker de tre venner sammen og bliver atter hinandens bolværk mod det frie fald.
En roman om børn, der bliver tidligt voksne, og voksne, der ikke kan slippe fri af barndommen.
Noget lang og til tider kaotisk bog om ølejr tiden og konsekvenserne for børnene. Rigtig godt sprog, men for mange spring i tiden. Rigtig fin og samlende slutning.
Fritidskollektivet Røde Port på Langeland fra 80erne trækker lange skygger for efterkommerne af de flippede beboerrester fra ungdomsoprøret. Det tre børn Aske, Mona og Gry fra da slås i nutiden som forvirrede voksne med dårlige minder, triste oplevelser og enkelte lyse dage mellem druk og junkfester hos de ret uansvarlige "voksne". Vil det lykkes dem at få livet på ret køl eller skal de blive hængende i fortidens fortielser og overgreb? Læs selv. Jeg var med hele vejen.
Virkelig fremragende bog. En bog om generationsrelationer. En flok selvoptagede venstrefløjs forældre, med alle de rigtige holdninger, men svigt i forhold til deres børn, som er historiens tre hovedpersoner. Fortællingen veksler sprogligt finurligt mellem barndom i 80’erne og voksenlivet nu. Røde port er et fritidskolektiv. Fik mine tanker over på en dansk Jonathan Franzen, bare bedre.
Fire dage, så var den læst. Jeg kunne virkelig godt lide den. Jeg havde sympati med de tre hovedpersoner, deres tanker og bevæggrunde for, hvorfor livet blev som det blev. Jeg elskede sproget og de fine skift i tid, som virkede meget elegant og også interessant på mig som læser.
Nanna Holms debutroman Røde port er en klog og undertiden barsk fortælling om en opvækst i et 1980'er-kollektiv.
Gennem de tre barndomsvenner Gry, Mona og Aske får vi et skarpt og usentimentalt indblik i en hverdag hvor de voksnes selvrealisering kammer over i ansvarsfraskrivelse. Bogen fanger mesterligt barnets følsomme antenner om dagen og utrygheden om natten. Sammenhængen mellem før og nu står helt præcist når voksenlivets krav rammer de tre venner på hver sin måde. Det er stor psykologisk realisme helt uden klichéer.
Se min fulde anmeldelse på min blog petersverden.dk
Absolut blændende - man suges ind i historien om fritidskollektivet Røde Port og den sommer - den sidste sommer - hvor alt blev anderledes. Hvor meget gik galt. Hvor nogle blev voksne. Hvor andre blev bange. Hvor frø blev plantede, og liv formede. Helt igennem velskrevet og en bog, jeg simpelthen ikke kunne lægge fra mig!
Jeg var revet med fra start til slut - for hvad skete der egentlig den sommer i det kaotiske fælleskab på Røde Port. Vi får fortællingen fra tre forskellige børns perspektiver. Stærkest står beskrivelsen af den varme sommer i et forvirrende landskab af ølregnskaber og fællesmøder, og fædre og mødre, der har travlt med at leve deres eget liv og overlader børnene til deres egen fortolkning af verden. Sproget er både skarpt og let, men med en nøjagtig og fin dosering af poetiske islæt. Mest genkendelig er portrætterne af den tids mandetyper; ham der sidder og skryder op bag avisen med masser af øl i blodet, den flamboyante kunstner der docerende udlægger verdenssituationen til alles store benovelse, og ham der udlever alle sine seksuelle drifter, fordi det har han ret til. Bag det hele er det hovedsageligt mødrene der stiller op med et minimum af orden og omsorg, mens også de forsvinder i jagten på at realisere sig selv.
Fortællerstemmer, tilbageblik og tidsbilleder væver sig ind og ud af hinanden, og det er virkelig smukt skrevet og meget medrivende. De tre hovedpersoner var venner som børn, og langsomt foldes deres historier ud, nu og dengang. For dengang har haft stor indflydelse på hvor de er nu. Da jeg var næsten halvvejs, kunne jeg næsten ikke lægge den fra mig. Stor læseoplevelse der stemningsmæssigt gav mindelser til 'Hvide blomster' møder 'En pige forlod værelset'.
Hørt på lydbog, perfekt læst op af Trine Pallesen.
Fint indhold, men Gutkind skal simpelthen skamme sig over, hvordan denne bog er trykt. Det er slemt nok, at papiret er det billigste og tyndeste pjask, men det var måske til at leve med, hvis trykket i det mindste var skarpt. I stedet sidder man med en bog, hvor bogstaverne ser ud som noget, der er blevet trykt på den billigste blækprinter fra 2003. Virkelig en pinlig foragt for forfatterens arbejde.
En imponerende og medrivende debutroman fra Nanna Holm. Om 80’er-fritidskollektivet Røde Port på Langeland med selvrealiserende voksne, der har store idealer, men begrænset nærvær over for deres børn. Om at jagte og forsone sig med fortidens skygger og spøgelser. Tæt på 5 stjerner og stor anbefaling herfra.
Godt gået. Forfatteren er tro mod børnenes oplevelse af somrene i et rodet fritidskollektiv og også god til at opridse de ideologier, visioner og diskussioner, som eksisterede i de årtier.
En fin vekslen mellem fortid og nutid.
Langt hen ad vejen et flot glidende og varieret sprog. Men dem, vi lytter med, hedder altså øreRne i flertal (ordet går igen i hvert fald tre steder).
De blev længe hos mig - de tre børn, man følger i “Røde Port” Gry, Mona og Aske. Jeg ser dem for mig den sidste sommer i Røde Port. Røde Port er et feriekollektiv hvor børnene og deres forældre holder alle deres sommerferier. Det er skildret ligesom jeg troede et kollektiv i start 80’erne var, hvor alle og ingen tager sig af børnene. De får i høj grad lov til at passe sig selv, og de voksne tænker ikke altid over, de blot er børn. De tres barndom får betydning langt op i deres voksenliv, og de traumer de slæber med sig fra den sidste sommer er hjerteskærende. Nu lyder det som om de voksne er ukærlige. De er de ikke. Langt fra. I dag ville man nok sige at de tilhører den kreative klasse med almindelige borgerlige liv, undtagen i sommerferierne, hvor de udlever deres drøm om et kollektiv. De er skildret så godt.
Bogen er svær at komme i gang med,fordi forfatteren springer meget i tid og sted og der er ingen klare markeringer af de spring. Men når man har vænnet sig til det, er der et virkelig godt flow i sproget.