I sin nye lysende digtsamling, "Bryllupsnat", udlåner Signe Gjessing den plads, hendes kosmiske du plejer at indtage, til en gammel flamme, der som Dantes Beatrice leder jeget ind i en dybere relation til himmelrummet - på vej mod bryllupsnatten.
"Bryllupsnat" er Signe Gjessings triumferende bevis for den guddommelige kærligheds erotiske intensitet.
Jeg blev interesseret i Signe gjessing fordi jeg hørte hende læse op i Skønlitteratur på p1, og blev både irriteret og intrigued. Jeg ved ikke hvad jeg synes om hendes digte, måske: smukke og kristne, ikke min smag, men ulig noget andet, jeg har læst for nylig
Signe Gjessing elsker Jesus, og hvis man synes dét er cute, så vil man elske Bryllupsnat. Det er tredje værk jeg læser af hende og det er som at hendes utroligt ukonkrete digte bliver tydeligere for mig, fordi jeg ved, de er religiøse. Hvis dette er hendes ægte følelser, så er jeg misundelig, dette er den ultimative forelskelse, en himmelsk erotik. Plus: hun er temmelig grineren.
Det var lidt som et stjerneskud - det starter så lysende og så daler det og daler og forsvinder uden rigtig at lande nogen steder. Det var mit første møde med forfatteren og jeg har umiddelbart et indtryk af hende som en digter med nærmest uendeligt og smukt potentiale. I denne samling blev potentielet dog mere og mere indfanget og indviklet af sin egen idé (og ideen om sig selv måske?). Det kom desværre til at betyde, at jeg mere og mere mistede glæden og interessen ved at læse videre her. Men er nysgerrig efter andre/fremtidige bøger af hende!
Signe elsker stjerner - og holder muligvis bryllupsnat med dem (eller med et du?), det står ikke helt klart for mig. Jeg ved heller ikke helt hvad jeg skal med det, andet end at tænke ok, du har det vildt med universet og kærlighed.