Kristian Himmelstrup tegner et både humoristisk og levende portræt af manden, lægen og digteren Emil Aarestrup.
I 1838 udgiver Emil Aarestrup en digtsamling, der sælger 40 eksemplarer. Han er læge på Lolland, gift med sin kusine Caroline og far til tolv børn. På Lolland kører han rundt på evige sygebesøg og bevæger sig lige glad mellem herregårdenes åleroulader og bøndernes brækkede lemmer. Han sætter igler, forelsker sig, forundres over sine mindre begavede medmennesker og begejstres over skønheden.
Hans æstetiske livssyn er et solidt værn mod kedsomhed, tomhed og de forsmåede digterdrømme, der lurer lige under overfladen. Rundt om ham ruller århundredets forandringer ind over landet. Bønderne kræver indflydelse, rettigheder diskuteres, demokratiet indføres, og krigen bryder ud.
En skøn roman med masser af sanselighed og humor. Aarestrup får som litterær figur i den grad krop og kanter. Selvom han skildres som en værre én, der ikke nøjes med at “spise” derhjemme, men tager for sig af retterne overalt, hvor han kommer hen, kan man ikke lade være med at holde af ham. Den biografiske historie flettes elegant sammen med den store historie om overgang til demokrati og krige i Slesvig.
Kristian Himmelstrup skriver med et nærvær og en sanselighed, som virkelig passer til en roman om digteren og lægen Emil Aarestrup. Det er en fryd at læse! Jeg synes dog, at bogen er for lang og stillestående i perioder. Lidt mere "action" havde måske medført, at Aarestrups sjæleliv ikke stod så lysende klart, som det gør, men jeg tror, at det havde gjort læseoplevelsen bedre.