'Feminisme handler ikke længere om, hvilket slags job det er muligt for kvinder at få. Det handler om basal overlevelse, om at mænd ikke opfatter kvinder som ligeværdige mennesker.'
I Sydkorea er det farligt at være feminist. Feminister risikerer at blive fyret fra deres arbejde. At få deres identitet offentliggjort og blive lagt for had på nettet. At blive overfaldet på gaden.
Dæmoniseringen af ligestillingsaktivisterne har fået en gruppe kvinder til at forsage mænd. De kalder sig 4B og referer til det koreanske udtryk bi, der betyder 'ikke' eller 'negativt' og ofte sættes foran et ord for at beskrive dets modsætning. De må hverken date mænd, gifte sig med mænd, have sex med mænd eller få børn med mænd.
Samtidig har tusindvis af unge mænd samlet sig i antifeministiske grupper, der går ind for 'kønsharmoni' fremfor ligestilling og ser feminister som en større trussel mod deres land end Nordkorea.
Gennem historier fra 4B-kvinder og antifeministiske mænd, fortalt til og af journalist Malene Jensen, tager denne bog dig med ind på slagmarken i en af verdens største kønskrige.
Virkelig vigtig bog, som supplement til den raserende kønsdebat blandt gen Z. Fyldt med grufuldheder (fra begge sider) samt argumenter fra begge man egentlig godt kan forstå. (Jeg kan godt se hvor NOGLE af mændende kommer fra, uden at støtte op om den ekstreme adfærd, og jeg føler faktisk at mange af de her mennesker er SÅ tæt på at forstå præcis hvad der er galt.) Fremragende journalistisk arbejde, og jeg ønsker 4B kvinderne held med deres mission.
En fin lille bog som dog gør sig meget umage for ikke at træde nogen over tæerne og det burde den måske have modet til. Det er altid vigtigt at kunne se en sag fra begge sider, og jeg tror bestemt ikke at de sydkoreanske mænd har det let, f.eks. i forbindelse med deres værnepligt, men der er meget stor forskel på at føle sig uretfærdigt behandlet og at retmæssigt frygte for sit liv hver eneste dag.
Yes good. God indsigt, thumbs up. I love feminism🫂 painful at skulle høre på så mange antifeministiske mænd, er med på at det er en vigtig del af det (grundige og flotte) journalistiske arbejde at høre fra begge sider… men er så træt af at høre på argumentet “mænd bliver også diskrimineret mod, jeg ved slet ikke om kvinder forventer at jeg betaler for daten eller de så bare bliver sure?” Brother grow up Lidt for forsigtig bog måske? Forfatteren forholder sig enorm neutral og måske lidt for forsigtig? Og kunne godt have tænkt mig lidt uddybning af det sidste stykke med hvad forfatteren mener vi kan lære af bogen. Ellers er det bare spændende at læse om emnet ig. Og vanvittig god pointe fra en rapper (?) med at kvinderne i Sydkorea bare får deres egne metrovogne og parkeringspladser, men ikke direktørposterne og ministerposterne… tea
En bog der viser, hvor kvinde nedgørende et samfund har været og stadig er. At kvinder oplever, at være mindre værd end mænd i deres opdragelse og på hvordan samfundet ser på dem. At gøre oprør er ikke alene modigt, men ender desværre også langt fra godt for dem som står op imod et samfund, system og ikke mindst politi der negligere kvindevold.
I kampen mod mændene, som er svær ikke at forstå, opstår der også diskrimination den anden vej... Had, regler love krydret med en kultur, hvor alt skal fremstå perfekt, er det svært at få øje på en bedre fremtid for sydkoreanere.
En virkelig spændende bog om kønskampen i Sydkorea. Forfatteren viser de forskellige perspektiver, og bogen er en blanding af faktuelle kapitler og udsagn fra individuelle personer.
God indsigtsfuld bog om Koreas kønskamp, som skal tages meget bogstaveligt; det er yderst polariseret blandt visse grupper af mænd og kvinder - i flere tilfælde er det voldeligt og endt fatalt. Det er fint og faktuelt beskrevet, og foruroligende nutidigt. Jeg har besøgt Seoul i to omgange, omkring 2006 og omkring 2012, hvor jeg ganske vist bemærkede en ekstrem reklamering for plastikoperationer, men var ikke bevidst om koreanske mænds opfattelse af kvinder som andenrangs i en grad, så der siden 2016-19 er dannet flere feministgrupper til bekæmpelse af anti-feministerne. Meget læsværdigt og baseret på et stort kildemateriale, udover forfatterens egne observationer som indbygger i Korea i en årrække.
Et liv uden mænd af Malene Jensen er en velskrevet og letlæselig bog, der giver et overraskende og vigtigt indblik i ligestillingsdebatten i Sydkorea. Bogen giver et indblik i blandt andet 4B-bevægelsen og viser de former for chikane og overvågning, mange kvinder udsættes for.
Jeg læste den på to dage og blev især overrasket over, hvor lidt jeg vidste om emnet. En oplysende og tankevækkende bog, der varmt kan anbefales.