Det er en bemærkselsværdig titel, Adda Djørups novellesamling bærer. "Poesi og andre former for trods". Med tilføjelsen "og andre former for trods" præsupponeres det altså, at poesi er en form for trods. Men hvordan er poesi trodsig? fristes man til at spørge. Titlen er yderligere tvetydig, idet en af novellerne rent faktisk bærer titlen "Poesi" (en novelle om en forfatterindes yngre jeg og dennes skift fra poesi til prosa, der meget vel kan læses biografisk i henhold til udviklingen i Djørups eget forfatterskab). De i alt 16 noveller beskriver alle en form for trodstilstand, hvad enten den er rettet mod andre eller karaktererne selv. Novellerne er syrede og velturnerede (en lastbilchauffør der slipper 40 gris på coke løs på en golfbane i Münster er et mindeværdigt billede), af og til tilmed morsomme, men efterlader i det store og hele ikke det store indtryk; jeg kan kun huske et fåtal af novellerne, og ud af dem er der endnu færre jeg synes om. De synes at rumme, næsten som en præmis, et twist i løbet af historien, og hvor uforudsigelig, det så end er, bliver de netop forudsigelige på grund af dette twist. Den overdrevne brug af intertekstualitet (alene to af titlerne - "Der er ingen ende på Paris" og "To the Lighthouse") virker tillige trættende i længden; især de steder, hvor den ikke synes at tjene noget andet formål end at fastslå forfatterens egen belæsthed.