40 svin på coke på en golfbane. En lykkelig morderske i Paris. Et menneske, der vil være hund. 3 gratier fra helvede i varietékostumer.En liderlig, grædende læge på en togstation. 12 berusede digtere. En utro brud. Et græsk kor og et brombærkrat. En lille klokke, der ringer.
"Poesi og andre former for trods" er 16 elegante, humoristiske og intelligente noveller om at byde verden og døden, sorgen og sygdommen trods. Og ét digt om søvnløshed.
*2,5 stjerner Der var bemærkelsesværdig stor forskel på, hvor godt jeg kunne lide novellerne. Det var bogen, der slukkede og igen antændte min læselyst. Højdepunktet var en lastbilchauffør, der satte et dusin cokede svin fri på en golfbane. Lavpunktet var “spidskål, asparges. Aspaaarges, la la?”.
Det er en bemærkselsværdig titel, Adda Djørups novellesamling bærer. "Poesi og andre former for trods". Med tilføjelsen "og andre former for trods" præsupponeres det altså, at poesi er en form for trods. Men hvordan er poesi trodsig? fristes man til at spørge. Titlen er yderligere tvetydig, idet en af novellerne rent faktisk bærer titlen "Poesi" (en novelle om en forfatterindes yngre jeg og dennes skift fra poesi til prosa, der meget vel kan læses biografisk i henhold til udviklingen i Djørups eget forfatterskab). De i alt 16 noveller beskriver alle en form for trodstilstand, hvad enten den er rettet mod andre eller karaktererne selv. Novellerne er syrede og velturnerede (en lastbilchauffør der slipper 40 gris på coke løs på en golfbane i Münster er et mindeværdigt billede), af og til tilmed morsomme, men efterlader i det store og hele ikke det store indtryk; jeg kan kun huske et fåtal af novellerne, og ud af dem er der endnu færre jeg synes om. De synes at rumme, næsten som en præmis, et twist i løbet af historien, og hvor uforudsigelig, det så end er, bliver de netop forudsigelige på grund af dette twist. Den overdrevne brug af intertekstualitet (alene to af titlerne - "Der er ingen ende på Paris" og "To the Lighthouse") virker tillige trættende i længden; især de steder, hvor den ikke synes at tjene noget andet formål end at fastslå forfatterens egen belæsthed.
Jeg så en anbefaling af denne lille bog, og læste den. Det startede fint, men lynhurtigt blev det underligt. For underligt. Sproget er egentlig ok, men det bliver kedeligt og klichefyldt efter ganske kort tid. Som i fortællingen om Paris ”Der er ingen ende på Paris”, som på trods af at jeg ikke kendte titlen af Hemingway, alligevel føltes som en stor kliche. Handlingerne i de små historier starter som relaterbare ”dagligdagshandlinger” men forskubber sig i løbet af historierne. Man fornemmer det ganske hurtigt, efter den første historie, inden det sker. Og når det sker, så er det gabende kedeligt og uinteressant. Jeg må videre til noget helt andet.
Jeg startede med en af de små snack-noveller fra Novellix, nemlig brombærdalen, og så måtte jeg læse nogle flere. Der er ikke mange svar i novelleformatet, men der er mange oplevelser, karakterer og historier - også under overfladen.
Adda Djørups novellesamling ramte mig ikke så dybt. Et par af de korte noveller sidder lige i øjet, men jeg havde svært ved at finde vejen igennem de længere historier. Burde nok genlæse, men nu handler det om min goodreads-challenge!