Byen Memphis har sat sig op mod Farao Akhnaton. Et oprør, som førsteministeren Eje sammen med landets magtfulde guvernører har sat sig for at knuse omgående med deres lejesoldater. Men missionen ender med et nederlag, og fra at være den ubetingede sejrherre, ser Eje sig nu fanget på sit eget, halvt udbrændte skib, uden kontakt med omverdenen. Hans frygt for sine fjender, Amonpræsterne inde på land, stiger, mens skibet langsomt synker, men pludselig dukker der en uventet gæst op.
SUSSI BECH (Susanne Ilsted Bech) er født 1958 i Birkerød og uddannet på Danmarks Designskole i København.
Sussis første tegneseriealbum var “Zainab”, inspireret af Tusind og en Nats eventyr men krydret med Sussis egne ideer og indsigt i 800-tallets Bagdad. “Zainab” blev først bragt som føljeton i Berlingske Tidende og udkom i 1985 som album på forlaget Interpresse. Første oplag på 10.000 blev udsolgt på under tre uger, og yderligere 5.000 eksemplarer blev straks bestilt fra trykkeriet. Albummet udkom også i norsk oversættelse.
Sussis hovedværk er serien om “Nofret”, en pige der rejser rundt i oldtidens middelhavslande som vidne til datidens politiske og religiøse intriger. Serien er udgivet i Frankrig, Belgien, Holland, Sverige og Indonesien og har været bragt i en række danske dagblade, heriblandt Berlingske Tidende, de tre Stiftstidender og Ekstra Bladet. Foreløbig er udkommet 12 bind i serien, der har solgt over 75.000 eksemplarer alene i Danmark. Sussi arbejder lige nu på nye bind i serien.
Herudover har Sussi lavet en række andre tegneserier, bl.a. “Aida Nur”, “Dahlila den Drevne”, “De vilde svaner” og “Egtved Pigen”. Desuden har Sussi Bech illustreret bøger for en lang række danske forlag, herunder over 60 titler med “Kaj og Andrea” for DR og senest “Snus Mus” for Forlaget Bolden. Hun modtog de danske børnebibliotekarers kulturpris (BØ-FA) i 1991 og tegneseriebranchens orden, Ping-prisen, i 1994, ligesom Nofret flere gange er valgt som bedste tegneserie og bedste tegneseriefigur af kollegaerne på de danske tegneserieskaberes årlige konvent. I 2006 blev hun udnævnt til Årets Kunstner i sin hjemby Birkerød. I 2010 tegnede Sussi årets Julemærke.
Sussi sidder i bestyrelsen for brancheforeningen Danske Tegneserieskabere, for hvilken hun i en årrække var formand. Hun har også repræsenteret foreningen i COPY-DAN.
I september 2009 skabte Sussi på opfordring serien Eks Libris til Weekendavisens BØGER-tillæg, i første omgang med Mette Finderup som medforfatter. Siden november 2010 har hendes mand Frank Madsen leveret ideer og tekster.
Som ihærdig læser af Nofret siden jeg var en lille pige vil jeg give alle bindende enten 4 eller 5 stjerner. Desværre kan jeg kun give dette 2. Det er hårdt at sammenligne en glimrende forfatter med sig selv - jeg vil læse Nofret til det ikke er mere. Men jeg håber på en stærk afslutning af hendes historie, i fald at forfatteren har skrevet sig træt i Nofret og søger andre kreative gange - jeg glæder mig til at læse hendes nyeste udfoldelser snart...
Jeg elsker Nofret - læste dem som barn og har nydt at genlæse i de senere år + læse nogle af de sidste albums for første gang. I dette var Nofret for meget statist i sin egen historie - hvor hun før har drevet historien/hendes handlinger har haft betydning, så kan jeg ikke se hvad, i denne historie, der ikke ville være det samme, hvis Nofret ikke var til stede
Spændt på hvad der sker for Nofret nu - må tro på hun havde sneget sig op i den vogn af en grund