En kold dag i december går fæstebonden Rasmus Nielsøn på sin mark ved Besser Rev på Samsø med et hjerte, der er kløvet af ulykkelig kærlighed. Af havet dukker et væsen op. Ibrant, en havfrue. Hun bærer på en spådom om den prins, der snart bliver født, og senere bliver Christian den 4. Ibrant har brug for et menneske til at overbringe spådommen til kongen. Først må hun vinde Rasmus' venskab, men hvordan? Romanen bygger frit på en historisk kilde fra slutningen af 1500-tallet.
Rasmus Daugbjergs tredje roman er en skøn lille bog om en havfrue og den ensomste fæstebonde i verden, der føles lidt for kort – for der er så meget af den, man bare gerne vil have mere af.
Det skyldes først og fremmest sproget, der indtager den egentlige hovedrolle. Handlingen bliver skubbet om bag et sprog, der hele tiden fortryller, der hele tiden gør verden levende, giver hvert et græsstrå potentiale, bølgerne tyngde, vinden vægt.
Allerede på bogens anden side gør Daugbjerg en trist vintermark så sitrende levende, at det er helt uimodståeligt.
»Det var en skuffende mark, den havde vendt sig om på maven, fraværende, og Rasmus kiggede på dens ryg. Gold og stille. Mon marken havde et ansigt under jorden, et ansigt som blomstrede og elskede det liv, det havde dér.«
Dele af romanen bliver dog desværre til en origin story for en obskur tekst fra 1577 i stedet for en gendigtning og mytologisering af selvsamme tekst. Det svækker bogens anden havldel.