What do you think?
Rate this book
Sandøs rose
Annemari er vokset op på Sandø, hvor hendes udseende, temperament og livsførelse er et yndet samtaleemne. Et liv klemt inde på den lille ø og mellem tre mænd: Oluf, med hvem hun har et barn, Harry, ingeniøren som hun har flirtet med i løbet af den lange vinter, og Johannes, der har bejlet drilsk til hende, siden han kom til som skolelærer, dengang hvor hun blot var en ung pige. Men som isen løsner sit tag om øen, således vil også Annemari gøre sig fri af de snærende bånd.
Martin A. Hansens Løgneren (1950) er en af de mest læste danske romaner. Den figurerer på listerne over de bedste bøger fra det forrige århundrede. I Sandøs rose gives ordet til den person, som Løgnerens Johannes Vig er forelsket i. Vi oplever de samme dage i marts, hvor alt spidser til på Sandø, set fra Annemaris synsvinkel.
Martin A. Hansens Løgneren (1950) er en af de mest læste danske romaner. Den figurerer på listerne over de bedste bøger fra det forrige århundrede. I Sandøs rose gives ordet til den person, som Løgnerens Johannes Vig er forelsket i. Vi oplever de samme dage i marts, hvor alt spidser til på Sandø, set fra Annemaris synsvinkel.
201 pages, Hardcover
First published March 13, 2026
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 10 of 10 reviews
March 14, 2026
Fin fortælling om Annemari, Johannes Vig og Sandø skrevet i Jesper Wung-Sungs formidable sprog🤎
March 13, 2026
Jesper Wung-Sung har skrevet endnu et mesterværk.
Læs, læs, læs!
Læs, læs, læs!
June 4, 2026
Jeg tror måske, denne bog bliver min skilsmisse fra Jesper Wung-Sung, for jeg kunne lide den endnu mindre end den forrige, Kvinde set fra ryggen. Det betyder, at den kun skal have 2 stjerner! Gys! Jeg kan ikke ret godt lide at skrive dårligt om bøger – eller ret meget andet for den sags skyld. De fleste kulturprodukter, jeg ikke bryder mig om, får i reglen lov til at dø i synden, så at sige.
Nå, vi må jo til det: Jeg elskede simpelthen Løgneren, som denne roman så at sige lægger sig ovenpå. Den kvindelige biperson i Løgneren er nu hovedperson i Sandøs rose. Ja, hun ER Sandøs rose. Vi ser den løgnagtige skolelærer og degn fra hendes perspektiv, men jeg synes bare ikke, det duer. Noget af det, der gør Løgneren så fantastisk, er jo hans enorme kompleksitet, hans løgn på løgn over for sig selv.
Men i virkeligheden er det, som irriterer mig mest ved romanen, dens aldeles overdrevne brug af metaforer og "blomstrende billedsprog". Nogle forfattere kan skrive blomsterne frem, så man næsten sidder og kæler for sætningerne med fingeren, andre kommer simpelthen til at overdosere!
Nå, vi må jo til det: Jeg elskede simpelthen Løgneren, som denne roman så at sige lægger sig ovenpå. Den kvindelige biperson i Løgneren er nu hovedperson i Sandøs rose. Ja, hun ER Sandøs rose. Vi ser den løgnagtige skolelærer og degn fra hendes perspektiv, men jeg synes bare ikke, det duer. Noget af det, der gør Løgneren så fantastisk, er jo hans enorme kompleksitet, hans løgn på løgn over for sig selv.
Men i virkeligheden er det, som irriterer mig mest ved romanen, dens aldeles overdrevne brug af metaforer og "blomstrende billedsprog". Nogle forfattere kan skrive blomsterne frem, så man næsten sidder og kæler for sætningerne med fingeren, andre kommer simpelthen til at overdosere!
May 31, 2026
Dejlig bog, i starten læste jeg mest efter detaljer og sjove nye sider af “Løgneren”, men i bogens sidste halvdel træder Anne Mari frem som selvstændig karakter, og det sidste kapitel er fantastisk!
August 5, 2026
Der er bøger, man beundrer og "skændes med" samtidig, og Sandøs rose er en af dem. Jesper Wung-Sung skriver med en formel sikkerhed, der sjældent svigter, men han bruger den til at ville for meget, og netop dér begyndte jeg at gøre indsigelser. Bogen giver ordet til Annemari, den unge kvinde som skolelæreren Johannes Vig higer efter i Martin A. Hansens Løgneren fra 1950, og som dér aldrig får lov at være andet end genstand for hans blik. At vende klassikeren om og lade kvinden i skyggen tale er en god idé. Alligevel sad jeg store dele af bogen og diskuterede med forfatteren inde i mit eget hoved, for undervejs læser han også Løgneren for mig, og den læsning var jeg langtfra altid enig i.
Vi følger de samme martsdage som forlægget. Isen slipper sit tag om den lille ø Sandø, og Annemari er klemt mellem tre mænd og mellem øens forventninger og sin egen trang til at leve et liv, hun selv har valgt. Handlingen er kendt, men her ser vi den nedefra og indefra, fra den ene, der før kun blev set.
Sprogligt fungerer bogen. Prosaen er let at komme ind i uden at blive tynd. Men netop sproget bliver også et problem, for billedsproget hober sig op visse steder, og de mange metaforer trænger sig på, indtil det svulstige trækker opmærksomheden væk fra Annemari og hen mod forfatterens formuleringskunst.
Mit egentlige forbehold ligger dybere. I Løgneren er Johannes Vig en mand, der lyver for sig selv i så stor stil, at han knap nok ved af det, og det er præcis dét, der gør Hansens roman så foruroligende. I Sandøs rose fremstår den samme mand mere som en, der har gennemskuet spillet og orkestrerer både handling og konsekvenser med åbne øjne. Den ubevidste løgn er langt mere urovækkende end den beregnende, og når selvbedraget bliver til bevidst iscenesættelse, mister figuren en del af sin gåde. Dertil kommer, at bogen ikke bare er en fortælling, men også en læsning af Løgneren, en fortolkning gjort til roman. Wung-Sung lægger sin tolkning ind i selve fremstillingen, og det gør det svært at møde bogen på dens egne præmisser, når den undervejs bliver til et udspil i en samtale om Hansens værk.
Derfor er det tankevækkende, at bogen efter min mening bliver stærkest dér, hvor den slipper forlægget. Mod slutningen føres Annemaris liv frem i tid, ud over de dage Løgneren dækker, og her får fortællingen en renhed, den ikke har, mens den ligger tæt op ad originalen. Flere anmeldere har set det modsat og ment, at bogen taber pusten netop dér. For mig er det omvendt. Det er dér, Annemari endelig får lov at være sig selv frem for en modstemme til en anden bog, og det er den frihed, jeg savnede i resten af romanen.
Tilbage står en velskrevet og gennemarbejdet bog, jeg er glad for at have læst, og som jeg alligevel ikke helt kan slutte fred med. Jeg synes at den vil for meget på én gang, og i forsøget på både at give Annemari en stemme og at læse Løgneren op imod sig selv overser den noget af den dobbelthed, der gjorde forlægget uforglemmeligt.
Vi følger de samme martsdage som forlægget. Isen slipper sit tag om den lille ø Sandø, og Annemari er klemt mellem tre mænd og mellem øens forventninger og sin egen trang til at leve et liv, hun selv har valgt. Handlingen er kendt, men her ser vi den nedefra og indefra, fra den ene, der før kun blev set.
Sprogligt fungerer bogen. Prosaen er let at komme ind i uden at blive tynd. Men netop sproget bliver også et problem, for billedsproget hober sig op visse steder, og de mange metaforer trænger sig på, indtil det svulstige trækker opmærksomheden væk fra Annemari og hen mod forfatterens formuleringskunst.
Mit egentlige forbehold ligger dybere. I Løgneren er Johannes Vig en mand, der lyver for sig selv i så stor stil, at han knap nok ved af det, og det er præcis dét, der gør Hansens roman så foruroligende. I Sandøs rose fremstår den samme mand mere som en, der har gennemskuet spillet og orkestrerer både handling og konsekvenser med åbne øjne. Den ubevidste løgn er langt mere urovækkende end den beregnende, og når selvbedraget bliver til bevidst iscenesættelse, mister figuren en del af sin gåde. Dertil kommer, at bogen ikke bare er en fortælling, men også en læsning af Løgneren, en fortolkning gjort til roman. Wung-Sung lægger sin tolkning ind i selve fremstillingen, og det gør det svært at møde bogen på dens egne præmisser, når den undervejs bliver til et udspil i en samtale om Hansens værk.
Derfor er det tankevækkende, at bogen efter min mening bliver stærkest dér, hvor den slipper forlægget. Mod slutningen føres Annemaris liv frem i tid, ud over de dage Løgneren dækker, og her får fortællingen en renhed, den ikke har, mens den ligger tæt op ad originalen. Flere anmeldere har set det modsat og ment, at bogen taber pusten netop dér. For mig er det omvendt. Det er dér, Annemari endelig får lov at være sig selv frem for en modstemme til en anden bog, og det er den frihed, jeg savnede i resten af romanen.
Tilbage står en velskrevet og gennemarbejdet bog, jeg er glad for at have læst, og som jeg alligevel ikke helt kan slutte fred med. Jeg synes at den vil for meget på én gang, og i forsøget på både at give Annemari en stemme og at læse Løgneren op imod sig selv overser den noget af den dobbelthed, der gjorde forlægget uforglemmeligt.
Read
April 6, 2026Jesper Wung-Sung's short new novel (read in Danish) is the retelling of Martin A. Hansen's Løgneren from the viewpoint of one of the main characters. I'm glad that I reread The Liar before Sandøs rose, because it has been decades since I first encountered this classic during grad school. It's a poetic and melancholy reflection of life on a small Danish island that has been cut off from the outside world by ice. As spring approaches and the ice is breaking up, the narrator observes that the relationships among the island's residents will soon be changed by the arrival of the first boat. Johannes Lye is the solitary school teacher on Sandø, and he is a good example of an unreliable narrator. We never know for certain what brought him to the island, and whether he is in love with his former student Annemarie. Wung-Sung hypothesizes about Annemarie's feelings for Johannes, and what these few days in March were like for her. He also goes a step beyond and projects what her life could have been like after the ice does break up. I admire the way he maintains some of the same tone of Martin A. Hansen's novel, and wonder whether most Danes will agree with his theories about what actually was happening in Løgneren.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
May 19, 2026
En fin lille bog som en refleksion over Løgneren.
Løgneren læses hver marts som et fast forårs ritual - klassikeren er genkendelig og dog ny gang på gang.
Nu vil Sandøs Rose og hendes tanker og liv blande sig når marts kommer.
Løgneren læses hver marts som et fast forårs ritual - klassikeren er genkendelig og dog ny gang på gang.
Nu vil Sandøs Rose og hendes tanker og liv blande sig når marts kommer.
August 31, 2026
Smuk, fin respons til Løgneren. Holder sig fint in character ift hvem og hvordan Annemari er og spændende at opleve Johannes fra hendes vinkel. Ligesom Løgneren omhandler dette valg og fravalg, årsagerne til disse, ambivalens, personers forskellig væsen, betydningen af at høre til et sted.
August 14, 2026
Hørt som lydbog.
Burde nok have læst Løgneren først.
Burde nok have læst Løgneren først.
Displaying 1 - 10 of 10 reviews