Der er bøger, man beundrer og "skændes med" samtidig, og Sandøs rose er en af dem. Jesper Wung-Sung skriver med en formel sikkerhed, der sjældent svigter, men han bruger den til at ville for meget, og netop dér begyndte jeg at gøre indsigelser. Bogen giver ordet til Annemari, den unge kvinde som skolelæreren Johannes Vig higer efter i Martin A. Hansens Løgneren fra 1950, og som dér aldrig får lov at være andet end genstand for hans blik. At vende klassikeren om og lade kvinden i skyggen tale er en god idé. Alligevel sad jeg store dele af bogen og diskuterede med forfatteren inde i mit eget hoved, for undervejs læser han også Løgneren for mig, og den læsning var jeg langtfra altid enig i.
Vi følger de samme martsdage som forlægget. Isen slipper sit tag om den lille ø Sandø, og Annemari er klemt mellem tre mænd og mellem øens forventninger og sin egen trang til at leve et liv, hun selv har valgt. Handlingen er kendt, men her ser vi den nedefra og indefra, fra den ene, der før kun blev set.
Sprogligt fungerer bogen. Prosaen er let at komme ind i uden at blive tynd. Men netop sproget bliver også et problem, for billedsproget hober sig op visse steder, og de mange metaforer trænger sig på, indtil det svulstige trækker opmærksomheden væk fra Annemari og hen mod forfatterens formuleringskunst.
Mit egentlige forbehold ligger dybere. I Løgneren er Johannes Vig en mand, der lyver for sig selv i så stor stil, at han knap nok ved af det, og det er præcis dét, der gør Hansens roman så foruroligende. I Sandøs rose fremstår den samme mand mere som en, der har gennemskuet spillet og orkestrerer både handling og konsekvenser med åbne øjne. Den ubevidste løgn er langt mere urovækkende end den beregnende, og når selvbedraget bliver til bevidst iscenesættelse, mister figuren en del af sin gåde. Dertil kommer, at bogen ikke bare er en fortælling, men også en læsning af Løgneren, en fortolkning gjort til roman. Wung-Sung lægger sin tolkning ind i selve fremstillingen, og det gør det svært at møde bogen på dens egne præmisser, når den undervejs bliver til et udspil i en samtale om Hansens værk.
Derfor er det tankevækkende, at bogen efter min mening bliver stærkest dér, hvor den slipper forlægget. Mod slutningen føres Annemaris liv frem i tid, ud over de dage Løgneren dækker, og her får fortællingen en renhed, den ikke har, mens den ligger tæt op ad originalen. Flere anmeldere har set det modsat og ment, at bogen taber pusten netop dér. For mig er det omvendt. Det er dér, Annemari endelig får lov at være sig selv frem for en modstemme til en anden bog, og det er den frihed, jeg savnede i resten af romanen.
Tilbage står en velskrevet og gennemarbejdet bog, jeg er glad for at have læst, og som jeg alligevel ikke helt kan slutte fred med. Jeg synes at den vil for meget på én gang, og i forsøget på både at give Annemari en stemme og at læse Løgneren op imod sig selv overser den noget af den dobbelthed, der gjorde forlægget uforglemmeligt.