Mødet med den finske fridykker Johanna Nordblad sætter den unge Silja på en rejse langt ned i dybet.
Da Silja mister sin mormor, sætter søvnløsheden ind. Hun kan ikke længere sove, hun kan ikke længere male, hun er faret vild i sig selv. I desperation starter hun i en fridykkerklub for at finde ro og glemme omverdenen. Med tilbageholdt åndedrag dykker Silja længere og længere. En sløvet jagt efter søvn, venskab og tilbagelagte meter.
Dyk er en roman om, hvad der gemmer sig under overfladen. En fortælling, der leder frem mod fortiden, og den barndom, der gør det svært at binde sig til et andet menneske igen.
Det burde være ulovligt at skrive i en udgivet bog, at nogen “entrerer et rum”. Det var ligesom at møde den endnu mere onde tvilling til “at kreere”. Al dialog i bogen benytter en sær mængde af “…” hele tiden. Og så tror jeg ligesom ikke rigtig på, at de personer, man møder, kunne eksistere eller tale sådan. På samme måde er det svært at tro på et barns perspektiv, når man ligesom kan høre den voksne, der skriver tankerne, mens man læser. Og når så meget af bogen foregår fra et barns perspektiv, så er det lidt øv.
Kan godt lide universet af vand/fostervand/strand, men det er vist også det. Og det er som om, at bogen er bevidst om det som sit bærende element, for vi skal da høre om det igen og igen. Det er lidt som om bogen forveksler at nævne noget (hele tiden) med opbygning eller optakt. SPOILERS men en af de store ‘scener’/følelsesmæssige klimaks kan ikke være morens abort, når hele bogen essentielt behandler samme emne.