Mathias Moestrup blev som ung journalist spået en stor karriere, men nu, et par årtier senere, oplever han, at tilværelsen er ved at falde fra hinanden. Da Mathias bliver konfronteret med Nina Rydén, som var udlandsredaktør, da han var praktikant på Demokraten, indser han, at nedturen i høj grad skyldes noget, der skete dengang. Da han beslutter sig for at gøre op med fortiden, tvinger det både ham og hans omgivelser til at se på den med nye øjne.
En anden tid er en roman om magt og afmagt, og om, hvor svært det kan være at sige fra.
Nye nuancer til metoo. Om det, der aldrig kommer frem eller måske bare er ved at tage tilløb. Yderst velskrevet roman: øjnene løber hen ad linjerne i højt tempo, uden at der bliver gået på kompromis med vitaminerne i sproget.
Hvor har jeg mødt noget lignende før? tænkte jeg, da jeg læste “En Anden Tid”. Noget med et solidt skelet, men også med hud og hår. Nogle sider senere kom svaret: Sinclair! Ikke blot “Sinclair”, men mere: Upton Sinclair (The Muckraker!) med sin samfundsomvæltende eksposéer ? Nej, måske endnu mere Sinclair Lewis med sine samfundsanalyserende sociale romaner. Han havde jo Jack London til at made sig med emner, men kom selv hud og hår på skelettet. Rikke Viemose har allerede skrevet fremragende samfunds- analyser. Nu skulle det levendegøres. Og det er en rigtig god idé at beskrive to perioder i det samme forløb. En anden tid. Det er vor tids problem: at huske, hvordan det var den gang. Skal vi lave om på fortid, lave om på nutid, måske gøre begge dele - eller lade stå til? Undervejs forvandles mine tanker fra Upton Sinclair til Sinclair Lewis. Rikke Viemose befinder sig et sted mellem Sinclair og Lewis. Og det gør hun godt. Hvis du vil gøre dig selv lidt søvnløs, så prøv at lave om på kønnene fra side 243 f.eks. Kan det lade sig gøre? Eller venter vi på en anden tid?