En kvinde vågner op i sin lejlighed på Frederiksberg med tømmermænd. Hun tager en tår af colaen på natbordet, går på toilettet og dropper at vaske hænder. Da hun ser ud af vinduet, er verden, som hun kender den, gået under.
På mindre end et døgn er hun det sidste levende menneske på Frederiksberg. I Danmark. Ja, måske i hele verden.
Hvad gør man, når den civiliserede verden ophører for øjnene af en? Hvordan kan man overleve, når naturen langsomt overtager byen, når planter kravler op gennem asfalten, og dyr plyndrer supermarkederne og tager for sig af ligene på gaden? Hvordan kan man overleve, når man ingen har at tale med, udveksle ideer med og leve med?
Eneboer er en dystopisk roman, der udforsker ensomhed og det, den gør ved et menneske, der er tvunget til at leve – og overleve – alene. Den viser, hvor galt det kan gå, når vi bliver ved med at ignorere klimakrisen og at overforbruge vores naturressourcer.
Underholdende og ret let læst. Det er en særlig oplevelse at handlingen så tydeligt er sat i tiden lige nu og her, og i et kendt miljø. Det er altså mere tankevækkende, når det er det hjemlige der forandres. Satte stor pris på at det ikke endte i en klassisk dystopisk actionfyldt kliché, men derimod tilbød en mere stille idé om hvordan livet insisterer på at blive ved med at leve, også selvom det virker udsigtsløst. Det hele er så godt krydret med pudsige informationer om hvordan der er forskel på en krops nedbrydning proces i et supermarked, kontra andre steder. Bogen bliver dermed også en kilde til viden, jeg ikke vidste jeg havde brug for at vide.
Fokusset på naturen og det langsomme nedbrud af det menneskeskabte samfund er tydeligt i både hovedpersonens tanker, men også i bogen tempo og generelle stemning, der ikke er fyldt op med drama, plot twist eller hæsblæsende action. I stedet bliver man fulgt gennem tankerne og handlingerne for en ægte eneboer, der så småt forholder sig til den nye hverdag.
Tilbage sidder jeg også med en følelse af at hovedpersonens lod som eneboer ikke kun er givet af omstændighederne, men at det også bliver dyrket af hende selv.
Og så er det selvfølgelig altid interessant når man kan sidde tilbage og overveje hvordan man selv havde handlet i samme situation.
Eneboer er en mærkelig, fascinerende og frustrerende bog på samme tid. Den ligner en post‑apokalyptisk roman, men fungerer langt bedre som en psykologisk fortælling om isolation, opløsning og det langsomme, næsten usynlige håb, der kan opstå efter flere år i total ensomhed.
Hovedpersonen er ikke en klassisk overlever. Hun er et menneske, der er gået i stykker realistisk, brutalt og troværdigt. Naturens forrådnelse og genkomst spejler hendes mentale tilstand på en smuk og ubehagelig måde, og nogle af bogens stærkeste passager er netop beskrivelserne af alt det liv, der bryder frem af det døde.
Men bogen snubler også. De praktiske detaljer (som biler og knallerter der starter efter 18 måneder) bryder illusionen og irriterer. Faktisk var det der jeg blev mest træt af bogen, for det var så godt op til det.
Det er en bog, der fungerer bedst, når man accepterer den som symbolsk og psykologisk — ikke som realistisk overlevelsesfiktion.
Slutningen er ikke lykkelig, men spirende. Et lille håb, der passer til en bog, hvor alt andet er langsomt, stille og råt.
En bog, der bliver hængende, selv når man ikke helt ved, hvad man skal stille op med den.