What do you think?
Rate this book
Slip
Lu flyder ind og ud af sin bevidsthed. Han mærker sin kæreste Leas nærhed, er i deres lejlighed, deres seng, holder om hendes ansigt til technokoncerten, hvor de flyder sammen i fællesskabet og euforien. Han vandrer i mystiske landskaber, ser solen glimte i vandet ved Christianshavn, og noget slipper. Han ligger i sengen på Center for Hjerneskade og er ved at dø.
Slip er en kærlighedsfuld fortælling, som opløser afstanden mellem liv og død og grænsen mellem bevidstheder. En dreamy og jordnær roman om det verdenstab, der følger med at miste, og om at give slip og håbe på, at der ikke er noget at være bange for.
Slip er en kærlighedsfuld fortælling, som opløser afstanden mellem liv og død og grænsen mellem bevidstheder. En dreamy og jordnær roman om det verdenstab, der følger med at miste, og om at give slip og håbe på, at der ikke er noget at være bange for.
155 pages, Paperback
First published February 6, 2026
Ratings & Reviews
Friends & Following
Create a free account to discover what your friends think of this book!
Community Reviews
Displaying 1 - 2 of 2 reviews
May 15, 2026
Jeg synes egentlig bogen starter meget fint ud. Og kan også sagtens respektere den relativt eksperimenterende cykliske form hvor det første læseren møder er hovedpersonens sidste åndedræt, for derefter at live op på de efterfølgende sider og til sidst dø endnu engang. Samtidig med at hovedhistorien relativeres til en sidehistorie der foregår helt tilbage i stenalderen. Det synes jeg egentlig fungere meget fint
Der hvor jeg synes bogen halter gevaldigt, er simpelthen bare sproget. Som jeg finder ufatteligt kedsommeligt!!
Bogen taler ind i en tendens, som jeg kalder for en sarthedens-æstetik, eller en sarthedens tidsalder (denne iagttagelse er mere eller mindre baseret på egne studier og observationer (udformet i tæt samarbejde med min kæreste), af hvad der rører sig ude i den kulturellesfære).
Sartheds-æstetik er, i korte træk, kendetegnet ved værker der benytter sig af sart og skrøbelige virkemidler, det kan være i værkets materialitet: transparante materialer, trevlede tekstiler. Eller det kan være i et værks formsprog: cyanotopi (!), slørede fotografier, spinkle figurer, osv. osv. osv.
Herunder befinder sig altså Slip af Lasse Raagaard, - (ordet slip der i sig selv kendetegner noget skrøbeligt og forgængeligt, en art limbo mellem fastholdelse og adskillelse.)
Sproget i romanen befinder sig konstant i det skrøbelige, det fine, det forgængelige, læs blot følgende:
"Et skarpt lys (...) Skyer driver henover, skyformationer blæser fra hinanden over tagene. Bilruder og vandet i kanalen glinser og det skærer i Lus bryst, en hul fornemmelse af luften, som er svær at ånde ud (...) træerne har endnu visne blade som rasler i vinden. Skyer glider hen over og spejler sig i glasset i cafébordet. En svævende fornemmelse i Luog han forsøger at huske hvorfor han sidder her"
SNORK udbryder jeg
Bogen er fyldt med disse beskrivelser som ikke fører til nogetsomhelst - man har lyst til at ruske Lasse op fra dette søvndyssende sprog og spørger "Hvad skal det bruges til!?!" "Hvad skal jeg med alt denne skrøbelighed!?"
Til sidst bliver jeg gentagne gange trukket ud af læseoplevelsen, fordi en række replikker og situationer fremstår utroværdige. Dette gælder især dialogen, som virker kunstig og sprogligt svag i en sådan grad, at den reducerer tekstens troværdighed.
Jeg mener der er no way in hell at en rigtig træmand ved navn Troels der bor isoleret ude på landet og bedriver landbrug, kalder sin søn for Lu, det er simpelthen for urealistisk.
Også scenen til technorave fremstår som et eksempel på en iscenesættelse, der snarere virker konstrueret end oplevet, hvilket samlet set bidrager til en dårlig læse-oplevelse
Okay det var vidst det jeg havde at sige om den roman
KH
Der hvor jeg synes bogen halter gevaldigt, er simpelthen bare sproget. Som jeg finder ufatteligt kedsommeligt!!
Bogen taler ind i en tendens, som jeg kalder for en sarthedens-æstetik, eller en sarthedens tidsalder (denne iagttagelse er mere eller mindre baseret på egne studier og observationer (udformet i tæt samarbejde med min kæreste), af hvad der rører sig ude i den kulturellesfære).
Sartheds-æstetik er, i korte træk, kendetegnet ved værker der benytter sig af sart og skrøbelige virkemidler, det kan være i værkets materialitet: transparante materialer, trevlede tekstiler. Eller det kan være i et værks formsprog: cyanotopi (!), slørede fotografier, spinkle figurer, osv. osv. osv.
Herunder befinder sig altså Slip af Lasse Raagaard, - (ordet slip der i sig selv kendetegner noget skrøbeligt og forgængeligt, en art limbo mellem fastholdelse og adskillelse.)
Sproget i romanen befinder sig konstant i det skrøbelige, det fine, det forgængelige, læs blot følgende:
"Et skarpt lys (...) Skyer driver henover, skyformationer blæser fra hinanden over tagene. Bilruder og vandet i kanalen glinser og det skærer i Lus bryst, en hul fornemmelse af luften, som er svær at ånde ud (...) træerne har endnu visne blade som rasler i vinden. Skyer glider hen over og spejler sig i glasset i cafébordet. En svævende fornemmelse i Luog han forsøger at huske hvorfor han sidder her"
SNORK udbryder jeg
Bogen er fyldt med disse beskrivelser som ikke fører til nogetsomhelst - man har lyst til at ruske Lasse op fra dette søvndyssende sprog og spørger "Hvad skal det bruges til!?!" "Hvad skal jeg med alt denne skrøbelighed!?"
Til sidst bliver jeg gentagne gange trukket ud af læseoplevelsen, fordi en række replikker og situationer fremstår utroværdige. Dette gælder især dialogen, som virker kunstig og sprogligt svag i en sådan grad, at den reducerer tekstens troværdighed.
Jeg mener der er no way in hell at en rigtig træmand ved navn Troels der bor isoleret ude på landet og bedriver landbrug, kalder sin søn for Lu, det er simpelthen for urealistisk.
Også scenen til technorave fremstår som et eksempel på en iscenesættelse, der snarere virker konstrueret end oplevet, hvilket samlet set bidrager til en dårlig læse-oplevelse
Okay det var vidst det jeg havde at sige om den roman
KH
April 4, 2026
Denne lille bogs take på død er filosofisk frem for personligt og det trænger dansk litteratur så meget til for tiden. Til alle fans af oldtidens begravelsesritualer og hive minds.
Displaying 1 - 2 of 2 reviews