Syvårige Drude skal overnatte i sine bedsteforældres hjem, fordi hendes mor skal i byen. Drude græder, tigger og tisser på gulvet for at undgå det, men til ingen nytte. Hjemme hos mormor og Moffe er ølkapsler og ubearbejdede traumer en lige så almindelig del af inventaret som porcelænshunde, fjernbetjeninger og bastognekiks. I et horroragtigt døgn lister Drude rundt i det store, mørke hus og forsøger at gemme sig. Gennem et klædeskab tumler hun ind i en sær, snedækket parallelverden.
”Drude” er en hjerteskærende fortælling om angst og utrygge voksne. Og om barnets magiske blik.
Drude er en troldkvindes navn, og her ser man hende som barn, fremmane magiske dyr og børn. Det er det vi voksne kalder “usynlige venner”, men som Helene Franch ganske rigtigt får beskrevet her som beskyttelse mod kaoskræfter. Fantasi er angstbeskyttelse. God bog. Og uhyggelig!
Jeg elsker en bog fra et barns perspektiv, specielt når forfatteren formår at få stemmen i bogen til at virke som et barns. Denne korte bog virkede næsten som en gyser set fra barnets perspektiv, og det var super spændende at følge alle disse spøjse rejser og tanker som hovedkarakteren Drude havde. Jeg vil se frem til at læse mere fra Helene Franch!
I had expected this to lean more into the horror aspect for the child, and therefore be scared, but mostly I just felt so sad. So sad that no one was able to understand and comfort and be there for that little girl…