Efter en opvækst med plejefamilier og børnehjem har 28-årige Ella vænnet sig til at være en sag i det offentlige system. Men da kommunen truer med at fjerne hendes 11-årige søn, får hun nok. Sammen med Alex flygter hun over hals og hoved til det eneste sted, hun kan komme i tanke farmorens forladte hus i barndomsbyen Klitmøller.
Men de nye omgivelser giver nye udfordringer. For gensynet med barndommens landskab sætter gang i en konfrontation med sandheden bag den familietragedie, der har fastlåst hendes liv.
Bogen er mærkeligt nok ikke katalogiseret som krimi eller spændingsroman, men det er det, der er tale om her. Ligesom “Sommeren med Ellen”, som er forfatterens seneste bog, er her nemlig tale om, at hovedpersonen søger tilbage i sin fortid for at opklare en forbrydelse, der skete der. Titlen “Blitz” kommer af, at en sagsbehandler anbefaler hovedpersonen Ella at gå i terapi, som ville kunne kaste et lys, som fra en blitz, over fortrængte hændelser i hendes barndom. Ella voksede op i Klitmøller, hvor hendes mor, der var forstødt fra Jehovas Vidner, blev dræbt og faren dømt for drabet, mens Ella derefter tilbragte resten af sin opvækst i den ene plejefamilie efter den anden. Nu er hun 28, bor i Hvidovre og har en søn på snart 12. Da systemet truer med at fjerne sønnen, stikker hun af og slår sig ned i farmorens tomme hus i Klitmøller. Ret hurtigt ved alle omkring hende, hvem hun er, lige fra barndommens bedste legekammerat til købmanden og naboerne. Flere og flere erindringsglimt viser sig for Ella, der plages af angstanfald. En moden kvinde, Barbara, der selv lever på kanten af systemet, kommer i kontakt med hende og flytter ind under dække af at ville passe på Ella, når hun får sine anfald. Men langsomt optrevler Ella sin egen barndomshistorie og moderens død, og da hun endelig ser hele hændelsesforløbet klart, står farmorens hus i flammer, og sønnen er væk. Som krimi hører denne til i den bedre ende, fordi der er “kød” på personerne og en realistisk handling med indsigt i sociale forhold. Men skal den bedømmes som almindelig roman, irriteres jeg over cliffhangers, som slet ikke er min smag.
Blitz er en blanding af Krimi og roman. Krimi-elementet er det psykologiske lige som i Den tavse kvinde, men her ved du dog kun hvem offeret er, Ellas mor. Faren er dømt for mordet, men er det nu ham som er morderen? Det kommer du mere og mere i tvivl om jo længere du kommer ind bogen.
En ganske udmærket bog, hvor du også lærer noget om hvordan det er at være bistandsklient og leve livet i det hele taget gennem systemet.