Året är 1984. Merethe går ut för att posta ett brev efter ett gräl med sin sjuttonåriga dotter Mia – men återvänder aldrig. En omfattande polisundersökning inleds och snart riktas misstankarna mot hennes man. Mia står vid sin fars sida, övertygad om hans oskuld, men när hon själv börjar nysta i försvinnandet inser hon att hon inte känner sin egen verklighet, eller sin familj. "I en droppe" är en laddad kriminalroman om att stå i konflikt med samhället och om jakten på sanning när allt man trott sig veta rubbas.
Den her er så god og kan alt det en bog skal kunne. Både for dem der aldrig læser krimi. Men også for alle der elsker repræsentation i bøger og elsker vel researchede bøger og blive klogere. Jamen der er kun gode ting at sige. Og glemte for alle der elsker og forældre-børn relationer.
Jeg har været ret begejstret for alle Gazans forrige krimier. De taler ikke til en, som om man var småt begavet, og har interessante og intelligente plots, altid krydret med Gazans enorme viden om alt muligt med natur og planter. Det er denne også, men alligevel var jeg lidt skuffet. Det virker, som om hun nu er blevet for tryg ved sin metode og så springer over, hvor gærdet er knap så højt.
Der er sjusk i kronologien, og sproget er ikke så rigt som i de tidligere.
Dette er første bind i en ny serie om politibetjenten Mia, og den har en seriøs cliffhanger. Det er jeg sgu ikke så begejstret for i en krimi. Fint nok med en genkendelig personkreds m.m. og en hovedskurk, der går igen (som fx også Ian Rankin har). Men hans bøger har afsluttede handlinger. Denne romans ene handlingsspor afsluttes da også, men jeg synes altså, at jeg blev hængt til tørre i langt højere grad, end når jeg fx ser en tv-serie, hvor næste afsnit højst er en uge væk.
Alligevel er dette altså en krimi, der er bedre end mange af de andre på dette oversvømmede marked.
Denne bog er så meget mere end en krimi. Som i flere af hendes tidligere bøger, føles det mere som om, at der blot bliver lånt af elementer fra krimigenren – der er en forbrydelse og et opklaringsarbejde – men det er langt fra hele historien. Mellem start og slut gemmer der sig et hav af temaer: botanik, familierelationer, adoption – bare for at nævne nogle få.
Karaktererne er levende og velskrevne og bogen har mange synsvinkler, som alle fletter sig ubesværet ind i hinanden. Den er så opslugende, ligesom alle hendes andre bøger.
Uden sammenligning min yndlingsforfatter herhjemme!
Betyg: 4 av 5. . Den danska författaren Sissel-Jo Gazan har gett ut drygt ett tiotal böcker i sitt hemland. Men den här boken verkar vara den första som har översatts till svenska, och det är den första delen i en planerad trilogi. . Jag tyckte om boken, som var välskriven, spännande, och inte helt förutsägbar. Kan absolut rekommendera den, och jag kommer nog att följa bokserien om Mia Thiel-Jensen. . Jag varvade e-boksläsning med ljudbokslyssning, i 1,25 hastighet, inläst av Anna Maria Käll. .
Bestemt en af Sissel Jo-Gazens bedste bøger, spændende, uforudsigelig og velskrevet-hun tager virkelig læseren i hånden-den er let at følge med i, trods stort persongalleri-glæder mig allerede til flere i serien om Mia Thiel-Jensen.
Jisses, vilket tempo, jag hade nästan andan i halsen när jag läste vissa avsnitt, så spännande var det. Historien sträcker sig under flera år och är komplex och väl konstruerad. Man märker Sissel-Jos bakgrund som biolog och det ger en extra dimension till hennes berättelse.
Den er smukt skrevet, spændende hele vejen igennem - tror det er den bog jeg har læst hvor siderne er blevet vendt hurtigst 👀 Virkelig god og anbefalelsesværdig!
Spændende krimi, hvor vi følger Mia fra barn til voksen. Mias mor forsvinder, og politiet vælger at søge efter løsningen i familien. En roman med skarpe karakterer og aktuelle samfundsdiskussioner. Det er første del af en serie, og jeg glæder mig til at følge Mias vej i kriminalpolitiet.
For mig var det mere en roman end en krimi. Virkelig fængende historie om adoptionsproblematikken, og rørende portræt af familieliv og sorg. Spændende plot, men lige lovlig mange alt for kloge børn der ødelægger det realistiske for mig. Stemningen bragte mig tilbage til hendes Hvide Blomster, som jeg var ellevild med.
Jeg syntes virkelig godt om denne roman, som er en krimi, men alligevel også meget anderledes end en klassisk krimi, fordi den er skrevet i en stil som mere hører til i kategorien familiekrønike , eller noget i den retning. Det kan jeg rigtig godt lide. Den er spændende og opslugende, og man bliver draget ubesværet ind i dens univers. Nogle gange synes jeg dog, at den bevæger sig lidt for meget på overfladen, når man får oplyst hvad der sker i personernes liv — men det er selvfølgelig fordi handlingen spænder over mange årtier. Der er også nogle karakterer i bogen, som føles lidt overflødige, især Peter . Og Peters triste død synes også sådan lidt ude på sidelinien, som en betændt blindtarm der ikke rigtig er brugbar, udover til at bringe smerte . Andre ting jeg ikke elsker er kusinernes instante kærlighed til hinanden, det forekommer mig forstyrrende urealistisk. Samme kan jeg sige om Mia når hun som ung pige pludselig bare besøger sin klassekammerat, Freja, uden at hun på forhånd har haft noget med hende at gøre; og at Freja synes at tage dette besøg med den største selvfølgelighed. Meget urealistisk, men det er selvfølgelig en ret ubetydelig detalje. En anden ting jeg ikke elsker er slutningen med de to streger på graviditetstesten. Egentlig er det en godt skrevet slutning.. det vil jeg give forfatteren.. men jeg synes det er kedeligt med en hovedperson der er blevet gravid. Det er så standard, efterhånden, at kvindelige hovedpersoner bliver gravide, og det er bare *gaab* . På den anden side passer det jo fint ind i en historie der drejer sig om adoption mm. Men altså, da jeg først læste de indledende spor til graviditeten tænkte jeg bare “ Åh nej, ikke graviditet igen..”. Jeg har selv været gravid mange gange, så det er ikke fordi jeg ikke vil læse om det pga jalousi. Og jeg er forøvrigt også selv adopteret fra udlandet. Alt i alt, trods mine små kritikpunkter, en spændende og skønt læseværdig roman.🌻🌙
Det er svært at finde ud af hvor stor vægt man skal tillægge en ekstremt doven redaktør, der ikke har fanget utroligt mange fejl og irriterende elementer, som at bruge den samme specifikke formulering to gange på én side ('han lå i en sø af sit eget blod' feks.). Det værste er næsten den komplette mangel på tilpasning af sproget til de tidsperioder og steder, som bogen foregår i. Ville en teenager i Næstved i 1989 sige 'whatever, Mia! Sorry at jeg..'. Tror det ikke. Da bogen senere rykker til Kbh 2001 går det helt bananas, og her taler alle engelsk i hver tredje sætning. Det er helt vildt urealistisk, og det er ikke kun fordi jeg selv boede i København i 2001, men fordi det er ret almen viden at vores konstante brug af engelske udtryk er noget der er kommet ind med de sociale medier - altså væsentligt senere. 2001 er jo, hvorend vi vil gerne vil huske det som for nylig, faktisk 25 år siden. 'Anyway, sorry, come on, what's up? og please' bliver brugt i flæng, foruden sætninger som: 'And here we are! sagde en kollega..' 'Kiselalgen, remember? 'Take a look, sagde hun og lagde armene over kors.'
Jeg er ked af at sige det, men jeg tror at dét at bo i Berlin i over 20 år, samt flere engelsktalende partnere, har svækket hendes forbindelse til det danske sprog. Og det kunne man jo godt have reddet med god redigering. Det er bare ikke sket.
Historien er vel god... men når først man har læst et par Gazan-bøger, så er den ikke imponerende, og den er et stort skridt tilbage fra Blækhat og Hvide Blomster, som i min optik er mesterlige.
Danmarks videnskabskrimiforfatter nummer et, Sissel-Jo Gazan, er tilbage med "I en dråbe", som er første del af en trilogi om politiefterforskeren Mia Thiel-Jensen, der er adopteret fra Sydkorea. Vi møder hende først som 17-årig i Næstved i 1984, hvor hun trodsigt en aften skændes med sin mor om hun må tage med til en fest eller ej, og der sker det frygtelige at moderen forsvinder selvsamme aften og ikke dukker op igen. Hendes far, hippie og bibliotekar Finn, mistænkes, og Mia efterforsker i det lokale, kriminelle miljø, hvem der i stedet kan stå bag hendes forsvinden, for hun tror selvfølgelig ikke han har noget med det at gøre. Siden klippes til efter hun er blevet uddannet til politiefterforsker og sagen om moderen, Merethe, stadig rumsterer. Jeg vil, som ved andre spændingsbøger, helst ikke afsløre for meget af handlingen, men dog fortælle at der i det her første bind er fokus på adoptionsbranchen og retsbotanik, men også, i høj grad, på familier og hemmeligheder i familier. Sissel-Jo Gazan giver den virkelig gas med hurtige sceneskift og opklaringsarbejde, men heldigvis får man også som læser et godt, tæt kendskab til hovedpersonen og hendes nærmeste i denne spændingsroman, som holdt mig godt fanget hele vejen igennem. Det er også stærkt at læse så højaktuel fiktion om de ikke helt uskyldige adoptioner til Danmark i fortiden i en spændstigt formuleret blanding af slægtsroman og krimi.
This is the sixth novel by Sissel-Jo Gazan that I've read (in Danish) for my book club. I'm not usually a fan of mysteries, but I appreciate the fact that Gazan brings a unique perspective to her books because of her scientific background. In this one there is an explanation of how botanic evidence is now used - in addition to DNA - to solve present and even past crimes. That was an interesting side note to a work that mostly dealt with the moral issues surrounding overseas adoptions to Denmark and the rest of the world in the 1950s and beyond. As with many mysteries, I didn't necessarily believe that the motivation finally revealed would have led to multiple murders in a relatively peaceful country like Denmark, but I understand that's something you have to accept in order to enjoy crime fiction. Solving the puzzle is at the heart of every mystery, and this one kept me interested the whole time.
Please note that I don't use the star rating system, so this review should not be viewed as a zero.
Tanskalaisen Sissel-Jo Gazan Yksi pisara aloitti korealaissyntyisen Mia Thiel-Jensen-dekkarisarjan. Vuonna 1984 Mian adoptioäiti Merethe katosi kävelylenkillään. Poliisit päättivät heti, että Mian adoptioisä oli tehnyt jotain vaimolleen, ja kun äiti lopulta löydettiin, isä pidätettiin ja tuomittiin oikeudessa. 16-vuotiaan Mian mielestä isä oli syytön, eivätkä poliisit viitsineet hänen mielestään vaivautua etsimään oikeaa syyllistä.
Mia opiskeli poliisiksi ja jatkoi opintoja rikostutkijaksi. Jo opiskeluaikana katosi samantyyppisesti naisia, joiden tekotapaa kutsuttiin kopiomurhiksi. Mian isää pidettiin alkuperäisenä murhaajana, jota kopioitiin.
Mia ratkaisi äitinsä murhan. Eräs Mialle jo nuoruudesta tuttu henkilö oli kuitenkin palannut, ja kiristi Miaa tuttuun tyyliinsä. Seuraavassa osassa jatkuu ilmeisesti tuon vaarallisen rikollisen kiinniottaminen. Se onnistuu luultavasti vasta trilogian viimeisessä osassa.
Sissel-Jo Gazanin dekkari Yksi pisara nosti esille Tanskaa vaivanneen yhteiskunnallisen ongelman.
Adoption spiller en stor rolle og er meget aktuel i forhold til alle de problemer, der har væltet ud af skabene omkring netop dette.
Men det er også en meget personlig historie om identitet, kærlighed til familien både biologisk, men også, hvad familie egentlig betyder om den er biologisk eller ej. På den anden side viser den også, hvad mangel på kærlighed kan betyde og få a konsekvenser.
Da jeg selv er adopteret, identificerede jeg hurtigt med hovedpersonen, så selvom Sissel-Jo Gazan ikke er adopteret skriver hun hovedpersonen meget overbeviseende.
Der er selvfølgelig videnskab inden over, hvilket jeg godt kan lide.
Jeg har længe haft et godt øje til Gazans historiefortælling, om end de sidste par af hendes bøger faldt ved siden af mine præferencer. Men jeg må sige, at jeg synes, at hun er kommet godt efter dét med denne bog.
Fortællingen er skruet godt sammen og der er god fremdrift i historien.
Sproget er ikke stor kunst, og der er nogle gange i samtalerne, hvor det virker en smule fremstillet. Men når karaktererne og den røde tråd driver historien fremad, så er det mindre vigtigt, fordi man som læser har travlt med at kigge på næste side.
Jeg glæder mig i hvert fald til at læse fortsættelsen.
Jeg har ikke læst noget af Sissel-jo før, men det er bestemt ikke den sidste bog jeg læser af hende. Det er som den skriver en spændingsroman, så har mere end bare end krimierne har. Beskrivelse af familie, både de gode og de mindre gode, det at høre til og det at vælge sin familie. Nogle steder mangler jeg lidt mere struktur i historien, der bliver brugt en del “fyld”, som jeg godt kunne havde været foruden. Men historien er spænende og man bliver draget ind i Mia Thiel-Jensens udvikling som person og hendes arbejde i drabsafdelingen.
God sammen hæng mellem fortid og nutid og mellem det at Mia er adopteret og adoptions problematikken. Glæder mig til at læse nr. 2 i serien.