En mor og hendes teenage søn, C, drager ud på en rå og intens rejse gennem USA i en gammel autocamper. Undervejs kæmper de med fortidens spøgelser og deres indre kampe.
En fortælling om forandring, tab og den komplekse kærlighed mellem mor og søn.
Kat og hendes søn C cruiser gennem det amerikanske landskab i en slidt autocamper. C er faldet ud af skolen, gemmer sig bag sin hoodie og fremstår som en gådefuld figur for sin mor. Tynget af fortidens skygger og drevet af sorg samt en brændende trang til at bryde fri, sætter de kurs mod den magiske kløft ved Grand Canyon.
C er et roadtrip, en fortælling om overgangen fra barn til ung og fra omsorgsgivende kvinde til noget mere råt og ubundet. Det er en kærlighedshistorie mellem mor og søn, en roman om livets veje og vildveje, om at miste kontrollen over det mest værdifulde, sit barn og sit liv, og om at være fanget i kaos, på flugt og ivrigt søgende efter noget større og anderledes.
Kamilla Hega Holst (f. 1973) har med to romaner og to børnebøger markeret sig som en af de mest originale og bemærkelsesværdige stemmer i det litterære landskab. Hun romandebuterede i 2010 med En kærlighedshistorie, som blev præmieret af Statens Kunstfond. I 2012 udgav hun romanen Sort og blev samme år tildelt Statens Kunstfonds tre-årige arbejdsstipendium. For børnebogen Den sovende sangerinde (2003) modtog hun Kulturministeriets Børnebogspris, og senest har hun modtaget The Blixen Literary Award 2015 for sin roman På træk. På træk blev desuden indstillet til DR Romanprisen, Weekendavisens Litteraturpris og EU's Litteraturpris.
Kamilla Hega Holst er i sit forfatterskab optaget af bevægelsen mellem virkelighed og fiktion. Morfaren i hendes nye roman På træk (2015) trækker vejret i virkeligheden, og romanen Sort er et collageværk med fotografier, brudstykker af forfatterens fars sygejournal og læserbreve skrevet i hovedkarakterens navn og bragt i Dagbladet Information. Hun ser det skønlitterære rum som et frihedsrum, et billede på det allerfineste ved det demokratiske: retten til at ytre sig, retten til at yde modstand og nødvendigheden af det kritiske blik. At udfordre ’det normale’ er en væsentlig drivkraft i forfatterskabet: Afvigelser, tabuiseringer og marginaliseringer er et litterært potentiale, og forfatteren er ikke bange for at bruge sig selv og sit eget liv i sit litterære arbejde.
Blå bog
Født: 1973.
Uddannelse: Bachelor i dansk.
Debut: Den sovende sangerinde. Illustreret af Pia Thaulov. Høst & Søn, 2003. Børnebog.