En lille familie bor på landet og kæmper i et stille kaos med at få hverdagen og økonomien til at gå op. Et af børnene skal begynde i skole, og det sender digterjeget tilbage til sin egen skoletid og en provinsungdom i kedsomhed og vildskab. Til amerikansk fodbold, hærværk, vold og venneforelskelser.
DRENGE er en brutal og følsom digtsamling om mandeforbilleder, forældreskab, angst og rastløshed, og om hvordan man finder og accepterer sig selv i en verden, der kræver, at man skærer noget fra for at passe ind.
Jeg synes at Duncan formår at at beskrive hverdagens bagataller, små kampe, små øjeblikke samt de emotionelle dale man krydser gennem livet med fængslende prose. Nogle ting ligger tættere på egne oplevelser end andre, og gør dem nemmere at tykke på, men selv dem der ligger udenfor mit omfang formår han stadig at gøre forståelige.
Nogle digte faldt måske i langdrag, men jeg følte det nok var fordi, det var vigtigt at vi også skulle følge alle skridtene på hans rejser.
Det var interessant at få sat ord på de her næsten tvungne drengelige relationer og ritualer, afslappet vold og upåtalte forhold.
jeg har læst den tre gange her den sidste uges tid. jeg er vild med den, og det vidste jeg allerede på forhånd jeg ville være, så det er måske unfair. han rammer stærke pointer i drengefællesskaber, provinsopvækst, angst og stress.
ja, jeg læste min svogers gave eksemplar, så jeg er tidligt ude. endnu en virkelig god digtsamling, med rørende digte. syntes især digtene om stress var rammende. syntes også der var noget fedt og effektivt ved formatering en i begyndelsen som virkelig ramte det der med at være barn.